Hykleriet længe leve
Af Lilli Rodeck
[KOMMUNIST nr. 4-2023] Kvindernes internationale kampdag er overstået, uden at der er taget fat på de problemer, mange kvinder møder i vores samfund. Det er, som om man tror, at Me Too-bevægelsen har løst op for, at mænd skal respektere kvinder på lige fod med andre mænd. Men det er langt fra virkeligheden.
“Reden” har gennem rigtigt mange år arbejdet for at skabe bedre levevilkår for prostituerede misbrugere. Men det har langt hen ad vejen været som at kæmpe mod vindmøller.
Man har sammen med Me Too-bevægelsen ændret udtrykket prostitueret til begrebet ”sexarbejder”. Men det er et ord, som ikke har rod i de prostitueredes hverdag. De er ikke ansatte med mulighed for sygedagpenge, når de er syge. De har ingen arbejdstidsregler. Nej, de må tage sig af kunder, indtil de har tjent nok til at kunne købe de stoffer, som hjælper dem med at komme gennem dagene.
Mange af kvinderne har oplevet, at kunder kræver, at samlejet skal ske uden gummi. Det har kostet mange deres helbred. En del har mistet livet på grund af AIDS. Hvor mange er der ikke lavet opgørelser over. Kvinder oplever også at blive snydt for pengene, slået eller voldtaget. De mandlige kunder har ofte ikke meget til overs for kvinderne. De betragtes som et stykke kød.
I flere år har man fra politisk side talt om at forbyde køb af sex. Men den tale er forstummet. Måske tror politikerne på, at de prostituerede er sexarbejdere. Og hvis det er tilfældet, er kvinderne beskyttet af en arbejdsgiver. Men det er hykleri. Hvis politikerne turde sætte sig ned og tale med både kvinderne og de frivillige medarbejdere i Reden, så ville deres forståelse ændre sig. Disse prostituerede er bunden af samfundet, og det er skammeligt, at vi ikke er mere udviklede end Romerriget, som også havde prostituerede.
Men grunden til, at vi i vores samfund stadig tillader, at mænd kan købe seksuelle ydelser, er, at vi, på trods af Me Too, stadig er en mandsstyret kultur. Mænd har nemlig en idé om, at de har ret til sex.
Der findes på Facebook en gruppe mænd, som giver udtryk for, at kvinder bare har at rette ind og yde mændene den sex, de har behov for. Disse mænd giver udtryk for, at de hader kvinder.
Mange mænd, som ikke er medlem af gruppen, giver udtryk for, at sådan er verden ikke. De fortæller, at de elsker og respekterer kvinder. Men den barske virkelighed er, at mænd hader kvinder. Det ses i krigssituationer, hvor mange mænd, som normalt lever et stille og normalt liv, voldtager og dræber kvinder. Vi har set det i Bosnien, hvor FN-soldater har voldtaget kvinder. I Congo har vi set det samme mønster. Og nu er vi vidne til det i Ukraine.
KPiD kræver, at samfundet tager sig af de svageste i bunden af samfundet. Det er skammeligt, at vi stadigvæk ikke har forbudt køb af seksuelle ydelser. Det er også yderst skammeligt, at misbrugere ikke får den behandling, de har så meget brug for.