Hyldest til et geni og hans folk

Af Margit Andersen

Umiddelbart efter Frankrigs befrielse var der i et kapel i Paris uropførelse af et værk af Django Reinhardt (1910–1953), der hed ”Rekviem til mine sigøjnerbrødre”. Det var en hyldest til de mange sigøjnere, ca. 600.000, som blev myrdet af nazisterne.

Det er der ikke blevet talt så meget om, og slet ikke i Frankrig, hvor det er en øm byld, at man fra officiel side hjalp så velvilligt med til at indfange både dem og jøderne. Værket blev kun opført den ene gang, da partituret forsvandt, men filmen om komponisten og musikeren Django Reinhardt slutter med opførelsen af det, dog spilles i stedet et værk af Warren Ellis, mens der ruller en endeløs række af identitetsfotos af dræbte sigøjnere ned over lærredet.

Denne slutning indikerer klart, at nok er filmen en hyldest til titelpersonen, men den er i ligeså høj grad dedikeret til hans folk, der led så meget under krigen, og som stadig er forfulgt og foragtet i Frankrig og mange andre steder.

Django Reinhardt var et naturtalent, der allerede som dreng spillede både violin, banjo og guitar, og som sammen med sin mor og brødre rejste rundt i Europa som nomader. Skolegang var der ikke noget der hed, så selv som voksen kunne han dårligt nok skrive sit eget navn.

Men spille kunne han til gengæld, og allerede som 18-årig fik han udgivet sin første plade. Da han stiftede bekendtskab med jazzen, blev han begejstret for den og kombinerede den med sigøjnermusik til den særlige stil, der i udlandet kaldes Jazz Manouche (Manouche er navnet på de fransktalende sigøjnere), og som herhjemme kendes som sigøjnerjazz.

En brandulykke beskadigede to af hans fingre på venstre hånd, og for fortsat at kunne spille udviklede han en helt særlig teknik, der gav ham tilnavnet ”det trefingrede lyn”.

I sin egen tid var han uhyre populær og spillede sammen med mange af de største navne indenfor jazz, og i 60’erne, da folkemusikken kom frem, fik han en renæssance, der har holdt sig til i dag.

Filmen bygger på en bog om hans liv af Alexis Salatko, men man har valgt kun at skildre den del af det, der foregår under besættelsen af Frankrig. Django lever og ånder for sin musik og for at fiske, og krigen kommer ikke ham ved. Det er ikke hans krig.

Men nazisterne interesserer sig paradoksalt nok for ham, for selv om hans musik er ”degenereret”, så er den jo populær. De vil have ham til Tyskland for at optræde, dog med visse tåbelige restriktioner for udførelsen, og det er ham da heller ikke umiddelbart fremmed. En gammel veninde, der nu er i modstandsbevægelsen, overbeviser ham dog, og ikke mindst hans kone, om at det ikke er nogen god idé, for tyskerne er i færd med at udrydde sigøjnerne.

Django og familien, herunder hans elskede mor, der også er hans hårdkogte impresario, forlader Paris for at flygte til Schweiz, det glipper imidlertid, og Django bliver frivilligt tvunget til at spille ved en nazistkomsammen i en villa ved Genèvesøen.

For første gang skal han her udføre en opgave for modstandsbevægelsen, der har gang i noget udenfor samtidig. Sveden står ham da også på panden, mens han spiller som en rasende og får fortryllet det meste af selskabet med sin ”abemusik”. Kun én holder hovedet koldt, men da han standser festen, er det for sent.

Fiktion og virkelighed er blandet i filmen, og det er sådan set også ligegyldigt. Den giver et fint indtryk af den store musiker, der for det meste levede med hovedet oppe i skyerne, spillet så han bliver til kød og blod af Reda Kateb, og den minder os om en af nazismens halvglemte store forbrydelser.

Django – The King of Swing. Instruktion Etienne Comar