Hyldest til dem, der kæmpede i frihedskampen 1940-1945

Tale, der skulle have været holdt den 9. maj ved Knud Nellemoses skulptur til minde om de faldne kommunister, der mistede livet i frihedskampen – 1940 til 1945. Men på grund af forsamlingsforbuddet, der blev indført på grund af Coronakrisen, har vi valgt at bringe den her. 

Af Martin Jensen

Kommunisterne var forberedt

Den 4. maj 1945 brød freden ud. 5 års besættelse var slut. Danmark var atter frit. 

Forud var der foregået en lang række skæbnesvangre begivenheder. Dengang rystede den vestlige verden i bukserne for, hvad galningen i Berlin kunne finde på. 

Den engelske premierminister tog til Berlin i 1939 for at forhandle med Hitler og kom triumferende hjem med et stykke papir, hvor Chamberlain stolt proklamerede, at nu havde man sikret fred i vor tid. I virkeligheden havde man solgt Polen og dermed freden.

Men kommunisterne havde et helt andet klarsyn på, hvad der ventede os. Det kommunistiske dagblad ”Arbejderbladet” offentliggjorde en helt anden opfattelse af de truende horisonter. Det skrev med store typer på forsiden: Krigen er sikret, og det var i sandhed en helt anden analyse.

Mange har bebrejdet Sovjetunionen, at man lavede en ikke-angrebspagt med Tyskland. Og de danske kommunister, at man først gik til aktiv modstand, da ikke-angrebspagten ikke holdt mere, og Tyskland angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941 i det angreb, der havde navnet Barbarossa. 

Men hvorfor gik DKP så ikke aktivt til modstand?

Modstanden var forberedt.

DKP organiseres på ny måde 

I lang tid havde man forberedt partiet på en illegal tilværelse. Partiet blev organiseret på en helt ny måde blandt andet ved at rense partiet for upålidelige medlemmer. At opdele partiet i celler i stedet for afdelinger, så de enkelte medlemmer kendte så få andre som muligt.

Hele DKP’s historie var gennemsyret af kampen mod fascismen. Allerede i 1936 tog en lang række kommunister og andre antifascister til Spanien for at kæmpe på den lovlige spanske regerings side mod general Franco, der aktivt var støttet af Tyskland.

Da de spaniensfrivillige kom hjem, ”belønnede” man dem med et fængselsophold. Nogle blev senere udleveret til de tyske bødler for at ende i tyske koncentrationslejre, hvor mange døde.

Alt dette foregik, mens Danmarks officielle politik var ikke-indblanding i de spanske forhold.

Mange løftede ikke en finger

Det var kendetegnende for de, der kritiserede kommunisterne, at man ikke gjorde nok, og at de ikke selv løftede en finger. 

Allerede lang tid før havde DKP advaret om, at de fascistiske kræfter pønsede på at angribe de demokratiske kræfter i hele Europa. 

Men når bebrejdelserne føg mod kommunisterne, skal man huske på Danmarks særstatus. Det kommunistiske parti blev ikke forbudt i første omgang. Vi havde ovenikøbet folk siddende i Folketinget, fagforeningerne fungerede stadig ligesom andre folkelige organisationer.

Udnyttede tiden til at organisere

I tiden op til den 22. juni 1941 udnyttede man den delvist legale periode til at organisere modstanden og forberede sig på den illegale periode, vi vidste, der ville komme.

Besættelsestidens historie er en historie gennemsyret af forræderi mod både vort land og befolkningen.

Stauning og regeringen var alle stemt for at opgive kampen, jo før jo bedre. Efter at tyske fly havde overfløjet København, faldt kongen og regeringen til patten og bøjede sig for de tyske krav.

Bortset fra nogle små illegale aktiviteter i sommeren 40 og vinteren 41 skete der ikke de helt store ting.

DKP forbydes 

Men 22. juni 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen, det kommunistiske parti blev forbudt og en lang række ledende kommunister blev arresteret, så var partiet forberedt, og det illegale parti kunne straks tage fat på arbejdet. 

Udover massivt svigt i forhold til løfterne skete også fysiske overgreb på kommunisterne. 

Ledende kommunister blev interneret i Horserød.

Alt dette skete i strid med grundloven. Med Folketingets vedtagelse af Kommunistloven blev der anvendt helt andre metoder, først i det små, senere med stadigt større og mere dristige aktioner. Modstandsbevægelsen var født.

Folkestrejken

Da Danmark atter var frit, kunne man se tilbage på en voksende modstandsbevægelse, omfattende sabotageaktioner og større folkelig opbakning til modstanden. Det hele kulminerede med folkestrejken 29. august 1943, hvor den danske regering måtte opgive samarbejdspolitikken. Der blev indført dødsdom for sabotage og anden modstandsaktivitet.

Hele modstandskampen kostede dyrt. Det kommunistiske parti led nogle meget alvorlige tab i løbet af modstandskampen. Ud over beslaglæggelse af DKP’s værdier kostede besættelsen mange kommunisters liv og helbred.