I nazismens skygge

Af Margit Andersen

I 1936 var der en gruppe tysksprogede landflygtige, der tilbragte sommeren i den belgiske badeby Oostende, og som om aftenen mødtes i Café Flore for at drikke likør og diskutere den truende udvikling i Europa. De fleste var forfattere og jøder, nogle oven i købet kommunister, og om denne sommer har Volker Weidermann skrevet en i format lille, men indholdsmæssigt stor dokumentarroman.

Selskabet er et blandet foretagende, som bliver holdt sammen af den fælles skæbne at være blevet bandlyst i deres land. Nogle håber på mirakler, der kan bringe vanviddet til ophør, mens andre drøfter strategier mod fascismen og planlægger kongresser og appeller. Til de første hører Stefan Zweig og Joseph Roth, der er forbundet i et inderligt, litterært valgslægtsskab. Den berømte, velhavende Zweig og den lille, lurvede, alkoholiserede Roth har brug for hinanden til litterær inspiration, og dertil kommer, at Roth i høj grad har brug for Zweigs penge. Begge lever i fortiden, Zweig i minderne om det gamle kulturliv i Wien og Roth om den lyksalige kejsertid.

Roth er ikke så meget for kommunister, men en undtagelse er den tjekkiske reporter Egon Erwin Kisch. Når de to mødes, tiltaler de venskabeligt hinanden som henholdsvis ”habsburgerjøde” og ”bolsjevikjøde”, og Kisch kalder Roth for Sepp, hvad ingen andre tillader sig. 

Ved kommunisternes bord sidder Kisch for bordenden, når de diskuterer den politiske udvikling. Blandt dem er Willi Münzenberg, der tidligere var leder af den tyske kommunistiske presse og grundlagde et helt imperium af blade, alene i Japan nitten dagblade. Som ufaglært arbejder er han ikke intellektuel, men han er kløgtig og i besiddelse af et enestående organisationstalent. 

En anden er Arthur Koestler, som nu, efter at Franco har startet oprøret, vil tage til Spanien, men så får Münzenberg en af sine geniale ideer. Det er fint nok med Spanien, men Koestler skal ikke tilslutte sig republikanerne, i stedet skal han som ungarsk statsborger snige sig ind som muldvarp på Francosiden. Det gjorde Koestler så.

Der kunne nævnes flere interessante mænd, og kvinder er der også, men de er nærmest en slags tilbehør, som holder sig i baggrunden. Bortset fra Irmgard Keun. Hun er nu heller ikke nogens kone, men har efterladt sin halv-nazistiske mand i Köln. Desuden adskiller hun sig fra det øvrige selskab ved, som hun ironisk siger, at være den eneste ægte arier. Hendes bøger var blevet forbudt i 1933, og i 1936 forlod hun Tyskland og er nu ankommet til Oostende, hvor det bliver til kærlighed ved første blik mellem hende og Roth. Deres forhold varede i to år, måske til dels fordi de var fælles om at være alkoholikere, men til sidst blev det for meget for Keun, og hun forlod den totalt forsumpede Roth.

Bogen slutter, da sommeren går på hæld, med et lille rids af personernes videre skæbne, der for de flestes vedkommende blev sørgelig og kortvarig. 

På de knapt 200 sider tegnes et fint litterært og politisk tidsbillede, hvori indgår hvad det betyder af følelsesmæssige omkostninger at miste sit land og sit sprog.

Volker Weidermann: Oostende 1936. Sommeren før mørket faldt på. På dansk ved Lone Østerlind. Turbine. 196 sider. 200 kr.