Ideologi er også klassekamp

Sproget bruges bevidst i klassekampen

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

I forbindelse med at angrebene på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder for alvor tog fat, er der også foregået en omfattende idemæssig kamp i Danmark. Ord og begreber og ikke mindst deres betydning har ændret karakter i et større omfang, end vi tidligere har oplevet.

Med ordet liberal forbinder de fleste tanken om fri- eller storsind. Det fremstår som et politisk plusord, som mange politiske partier kan samles om – især Venstre, Liberal Alliance og deres tænketank Cepos.

Forvirring af begreberne

Af Cepos’ statutter fremgår det, at man ønsker ”en begrænset statsmagt”, en ”begrænset støtte fra det offentlige til befolkningen … fri konkurrence og frie markeder”. Men det har intet at gøre med et liberalt fri- eller storsind. Det handler derimod om den liberalistiske tanke om de frie markedskræfter i vor tids kapitalisme, hvor enhver er sin egen lykkes smed, vind eller forsvind, den stærkes ret, mindre stat – mere privat osv.

Da partiet Alternativet fremsatte forslag om en 30 timers arbejdsuge – et forslag som i øvrigt blev fremlagt af 3F Ungdom – til vurdering i Finansministeriet, brugte partiet udtrykket ”neoliberal” om de regnemodeller, som ministeriet lagde til grund for sine vurderinger. Udtrykket neoliberal er økonomislang – og noget vrøvl. Hvordan kan regnemodeller være liberale, altså fri- eller storsindede?

Ord skifter mening

Arbejderbevægelsen og dens fagforeninger burde gøre sig klart, hvad der kunne opnås af opmærksomhed, hvis man konsekvent korrigerer de mange, som ikke skelner mellem det at være liberal og liberalismen som ideologi.

Regeringen og regeringerne før den har været ganske sprogbevidste. Det er f.eks. lykkedes dem at få alle til at tale om tilbagetræknings-, kontanthjælps- og dagpengereformen. For nogle årtier siden betød ordet reform ellers udelukkende positive ændringer for arbejderklassen, men nu bruges ordet til at dække over forringelser, uden at det øjensynligt generer fagbevægelsen.

Frihed for borgerskabet

Regeringen og dens støttepartier hævder, at historien viser, at ”borgerrettighedsbevægelser” altid har haft ”liberale bannerførere”.

Men hvad skete der med arbejderklassen – den største og mest undertrykte klasse – da den i 1800-tallet søgte at gøre brug af disse borgerrettigheder? Borgerskabet forhindrede arbejderklassen i at bruge disse rettigheder. Udtrykket borgerlige frihedsrettigheder er derfor ganske dækkende. Disse rettigheder gælder kun for borgerskabet. Det var arbejderbevægelsen, som kæmpede for, at disse borger- og frihedsrettigheder fik gyldighed for alle mennesker i landet – det var ikke de borgerlige, hvoraf nogle kaldte sig og kalder sig liberale.

Louis Pio var en af dem, der tog initiativ til at samle arbejderklassen i et politisk parti Socialdemokratiet. Socialdemokratiet og fagbevægelsen indkaldte i maj 1872 for første gang Københavns arbejdere til et friluftsmøde. Det skulle finde sted på Blegdammens Fælled den nuværende Fælledpark. Anledningen var en langvarig murerstrejke, der gjaldt en forkortelse af den 13 timers lange arbejdsdag med en sølle time. Men det ville murermestrene ikke gå med til.

Den daværende borgerlige regering forbød ikke bare dette første arbejder friluftsmøde i København. Den forbød samtidig socialdemokratiske møder, hvilket stred mod Grundlovens ord om forsamlingsfrihed.

Pio fastholdt imidlertid, at mødet skulle gennemføres. Mange arbejdere mødte frem. De blev mødt af et talstærkt politi og militær, som skred hårdt ind. Det udviklede sig til Slaget på Fælleden. Pio var forinden blevet arresteret. Ved Højesteret blev han idømt fem års ”Forbedringshusstraf”, bl.a. fordi han ville gennemføre en socialistisk samfundsorden. Senere blev han udvist til USA.

Grundlovsbrud på brud

Socialdemokratiet var i mellemtiden blevet opløst af den daværende borgerlige regering. Det var i strid med Grundlovens ord om foreningsfrihed. Udgivelsen af Pios avis ”Socialisten” blev lagt hindringer i vejen, hvilket var i strid med Grundlovens ord om ytringsfrihed.

Den nationalliberale justitsminister A. F. Krieger, som havde ansvaret for overgrebene, var en af grundlovsfædrene. Der kan historisk nævnes adskillige andre overgreb, hvoraf forbuddet mod Danmarks Kommunistiske Parti i 1941 er det mest kendte. Magthaverne og deres politiske partier har ageret i modstrid med de frihedsrettigheder, som de ofte lovpriser i høje toner.

Liberalismen som intellektuel tradition har formået at præsentere sig selv gennem en række store tænkere, der nobelt og ædelt har reflekteret over frihed og rettigheder. Men den har også gennem historiens løb været medvirkende til slaveri, kolonialisme, folkemord, racisme, arbejderundertrykkelse og bekæmpelse af demokrati.

Sorte rødder

Konservatismen bekæmpede oprindelig liberalisme, demokrati og nationalstat. I mellemkrigsårene hjalp konservatismen fascismen til magten i flere lande. I store dele af Europa gik den herskende klasse først ind for borgerligt demokrati efter nazismens og fascismens nederlag i Anden Verdenskrig. I dag arbejder monopolkapitalismen på at monopolisere det, de kalder demokrati, ved undertrykkelse, krigsforberedelser og angreb på arbejderklassen – politisk, økonomisk og ideologisk. Denne galskab skal stoppes, inden det er for sent.