Ikke flere bombefly
Ingen danske milliarder til køb af nye jagerfly
KONGER AF KRIG (‘Masters Of War’)
Bob Dylan
Hør, I konger af krig og kanoner og krudt
I som sveder af angst, hver gang krige er slut
Ingen maske og mur som I gemmer jer bag
ku’ forhindre at regnskabet kom for en dag
I har aldrig gjort andet end leve af død
I har lært vores børn, at flere bomber gir brød
I, som truer alt liv der vil stå jer imod
I er blottet for viljen i hjerternes blod
I lever af lig og af løgn og latin
Siger sejren blir vor blot vi satser på krigen
Men vi véd det er slut med den verden, som er
vores drømme og liv – hvis vi stoler på jer
I designer de våben, som andre ska’ ha’
og I støber de kugler, som de fyrer af
I frydes ved kurven på jeres kontor
for det voksende marked for menneskemord
Når flyene letter, og flåden står ud
så får aktierne knopper, og børsen står brud
Og profitterne blomstrer, så det er en lyst
imens krigenes frugter blir modnet til høst
Men hjerterne gemmer de ufødte børn,
når kilden blir ørken og roserne tjørn
At tjene på truslen om død, som I vil
er at true på livet, fra før det blir til
I ka’ sige jeg er ung eller rød og naiv
Men jeg véd, at jeg slås for en verden med liv!
For en Verden med lykke, med lyst og med mod
Mens I slås for en livsform, besudlet med blod.
Og I smykker hvert mord med palaver om Gud
Ja, I bomber med ord; før I løsner et skud
Men den eneste Gud, I bekender jer til
er det guld, I vil høste på krigenes spil
Mens missiler gi’r gysser og drømme om magt
er det sandeste Guds ord, som skulle være sagt:
At den Jord vi vil ha’ – rig på ånd og på brød –
vil først blomstre og gro når Kong Krig blir lagt død
Oversat / gendigtet af Ken Bruun