skip to Main Content

Illegal abort i et køkken i Paris

Af Margit Andersen

Annie Ernaux (f. 1940) er en af Frankrigs betydeligste nulevende forfattere. Alle hendes romaner er mere eller mindre selvbiografiske tidsbilleder med temaer som familierelationer, klasse og køn. Således også ”Hændelsen”, der foregår i 1963, da forfatteren var 23 år, og i en tid hvor frivillig abort var forbudt.

På det tidspunkt gik Annie på universitetet og havde ved siden af arbejde af forskellig slags, for forældrenes mulighed for at støtte hende økonomisk var med deres lille købmandsforretning meget begrænset. Det går sådan set fint, og der bliver overskud til at slå sig lidt løs, men desværre med det resultat, at hun bliver gravid med en tilfældig fyr, der beskedent holder sig i baggrunden i forhold til det opståede problem.

Fra begyndelsen er det nemlig helt klart, at hun ikke vil have noget barn på det tidspunkt. Men hvordan kommer man af med det, når man hverken har penge eller forbindelser? Havde hun hørt til overklassen, ville det have været en anden sag, for der kunne den slags altid ordnes diskret.

Hun forsøger sig først hos læger, men de skal af gode grunde ikke have noget i klemme, og hun ender på et køkkenbord hos en ”engle-magerske”, der tager sig pænt betalt. Heldigvis kan Annie låne pengene af en kammerat, og da fostret nogle dage senere bliver udstødt på et toilet på kollegiet, er det også en veninde, der støtter hende under den smertefulde proces.

Hvad der næsten er værre er, at da det lille døde væsen hænger der i navlestrengen, ved de to piger ikke, hvad de skal gøre, men de indser dog at snoren må klippes over, det bliver gjort og der blive trukket i toiletsnoren. Så langt så godt, men blodet fosser ud og bliver ved med det, så Annie må på hospitalet. Lægen, der foretager udskrabningen, er grov overfor hende, men fortryder det, da han bagefter finder ud af at hun er akademiker. Han troede, at hun bare var en arbejderpige.

Efterfølgende får hun skyldfølelse og opsøger en præst, men da han også behandler hende som en forbryder, betyder det, at religion er et overstået kapitel for hende.

I det hele taget er denne abortoplevelse for Annie endnu et lærestykke om forskellen på mænds og kvinders virkelighed og om kvindeundertrykkelse og klasseforskel. Og så er der undergrundshjælperne, hvor er de henne i billedet? De gør det for pengenes skyld, men også med en stor personlig risiko, og blandt dem er der vel nogle, der er mere ordentlige end andre, ligesom blandt menneskesmuglere, konstaterer forfatteren.

Skildringen af denne oplevelse kunne nemt være blevet meget personlig og følelses-ladet, hvad der modsat hensigten kan skabe afstand til læseren, men Ernaux’ styrke er her, som i hendes andre romaner, at hun fremlægger kendsgerningerne nøgternt, lader skriften tale uden at gøre et nummer ud af sine følelser, og dermed gør det private til noget alment, som relaterer sig til vores fælles virkelighed, som den var dengang og stadig er for mange kvinder ude i verden.

Annie Ernaux: Hændelsen. Oversat af Niels Lyngsø. Gads Forlag. 112 sider. 150 kroner.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk