Imperialismen i dag

Imperialismen er igen på krigsstien, og vi kommunister må forholde os til det på den 39. kongres i efteråret. Men hvad skal det sige? Der findes jo ikke længere koloniimperier. Så hvad er imperialismen i dag?

Af Henrik Stamer Hedin, en del af formandskabet i DKP

[KOMMUNIST nr. 2-2024] Blandt Lenins skrifter er Imperialismen som kapitalismens højeste stadium med undertitlen ”en populær oversigt” et af de mest berømte. Bogen (”pjecen” kalder han den selv) udkom i 1916, midt under Første Verdenskrigs skyttegravshelvede, og har siden figureret blandt marxismens teoretiske hovedværker.

Analysen

Imperialismebegrebet er ikke opfundet af Lenin. På første side af sin ”pjece” henviser han til den engelske økonom og socialreformist J. A. Hobsons bog Imperialismen, som Lenin selv havde oversat til russisk.

Den grundlæggende analyse af de processer (kapitalkoncentration og karteldannelse), der ligger bag imperialismen, er heller ikke Lenins værk; han sammenfatter ”blot” en række tidligere studier af både engelske, tyske og amerikanske forskere og samfundsiagttagere og udvikler på dette grundlag sin teori om imperialismen som en fase i kapitalismen, nemlig den højeste og sidste. Imperialismen er hos Lenin ikke blot en tilfældig følge af et lands militære styrke eller af dets lederes politiske valg, men en lovmæssighed og kulminationen på kapitalismens udvikling.

Lenin fører sin analyse fra kapitalkoncentration og monopoldannelse videre over bankkapitalens forvandling til finanskapital og monopolernes opdeling af verdensøkonomien imellem sig til (stor)magternes opdeling af verden.

Det er det sidste, der skal beskæftige os her. Man skal blot huske, at bag de forskellige større og (til dels) mindre landes skiftende magtstilling i verden og dominans af hinanden ligger kapitalophobning og monopoldannelse i de enkelte lande.

Og så er dette udsagn måske allerede forældet. Monopoldannelsen er for længst blevet transnational, og kapitalakkumulationen foregår i dag overvejende globalt. Men heller ikke det skal optage os her, selv om det ellers ville være interessant nok. Vores emne er udviklingen i magtforholdet mellem de imperialistiske stater.

1. Verdenskrig

Denne udvikling har ikke stået stille siden Lenins tid. Hans ”pjece” udkom som sagt midt under Første Verdenskrig, der i sit udgangspunkt var en styrkeprøve mellem de europæiske stormagter. Disse lande havde i de foregående årtier delt Afrika og til dels Asien imellem sig, og selv om krigen blev udløst af nationale stridigheder i Europa, kom den til at dreje sig om en afprøvning og revision af denne opdeling. Resultatet blev, at Tyskland mistede sine kolonier. Hovedparten af Afrika blev britisk og fik på verdenskortet den velkendte lyserøde farve.

Krigens udfald var ellers længe uvist. Da fronterne frøs fast langs skyttegravene, stod tyskerne langt inde i Frankrig, og dér blev de stående i 3-4 år. Først da en syvende magt, USA, trådte ind i krigen, begyndte der at komme skred i tingene; krigen blev en verdenskrig, og Tyskland tabte. Tilbage som sejrherrer stod Storbritannien og Frankrig – og så den nye verdensmagt, USA, der ikke havde fået sin økonomi smadret af krigen, men tværtimod havde tjent på den og nu kunne skumme fløden.

2. Verdenskrig

Det gentog sig en generation senere. Tyskland tabte igen, men det samme gjorde reelt også Storbritannien og Frankrig. De mistede deres koloniimperier, dels fordi de koloniserede gjorde oprør med inspiration og støtte i Sovjetunionen, dels fordi den nye supermagt USA forlangte dem opløst; USA ville selv til fadet. Væk var imperialismens hidtidige giganter; tilbage stod USA, rigere og stærkere end nogen sinde og klar til at række ud efter verdensherredømmet.

Sovjetunionens rolle

Der var blot én forhindring: Sovjetunionen og den socialistiske lejr, der opstod omkring den. Mod den blev skytset i de følgende årtier rettet. Derfor blev vi bombarderet med antikommunistisk propaganda; derfor blev den socialistiske lejr splittet; derfor støttede USA den europæiske imperialismes genrejsning i den proces, som er endt med EU, selv om det egentlig var imod USA’s egne magtinteresser. For dette var jo en skæbnekamp mellem ideologier.

At det ikke var tilfældet, viste sig, da Sovjetunionen var væk. Inden længe indtog det amputerede, kontrarevolutionære Rusland pladsen som hovedhindring for USA’s imperialistiske verdensherredømme, for det var jo det, det hele drejede sig om. Derfor har vi i dag den krig i Ukraine, som er på nippet til at udvikle sig til Tredje Verdenskrig.

Imperialistiske interessekonflikter

Nogle har ment, at med USA’s dominerende stilling står den imperialistiske verden samlet; man taler om ”Imperiet”. Det er en illusion. Interessekonflikterne i imperialismen vil aldrig forsvinde, før imperialismen er væk. Derfor er USA’s stedfortræderkrig mod Rusland også en krig mod Europa. Derfor Nord Stream.

Den imperialisme, Lenin beskrev, var karakteriseret ved, at et antal nogenlunde ­lige stærke magter delte verden imellem sig. Situationen i dag er en anden: Der er én dominerende imperialistisk magt, som fører krig, åbenlyst eller fordækt, mod alle andre. Men det er ligefuldt imperialisme.