Ingen tilladelse til udenlandske strømkabler i Norge – en kort udsættelse?
Af Runa Evensen, formand for NKP
NorthConnect er navnet på det planlagte højkapacitetskabel til udveksling af vedvarende energi mellem Norge og Skotland.
I dagene mellem jul og nytår meddelte finansminister Trygve Slagsvold Vedum (Centerpartiet, SP), at koncessionsansøgningen var begravet. Kablet ville blandt andet have givet endnu højere strømpriser, industridød, arbejdsløshed, tab af eksportindtægter, fraflytning langs kysten og nye vindkraftmøller.
Hans udtalelse viste sig at være en sandhed med modifikationer – der kun giver en kort udsættelse for os, der står midt i kampen.
SP-politikeren er nemlig bundet af aftalen mellem SP og Arbejderpartiet (AP), som de indgik, da de dannede regering efter valget i efteråret. Aftalen slår fast, at der ikke bliver givet koncession til flere udenlandske kabler i denne stortingsperiode. Dermed ligger ansøgningen og venter på den næste regering.
Venteposition
Mens de var i opposition, vedtog SP og AP sammen med 5 andre stortings-partier, at fremtidige kabler skal være statsligt ejede. Da kunne de samtidig have stoppet NorthConnect projektet, men kun et mindretal af oppositionen var parate til dette.
De største partier og Erna Solbergs højreregering ville hellere udsætte vedtagelsen om koncession og ”høste” erfaringer fra de to andre udenlandskabler, som Norge knyttede sig til i fjor: Nordlink, som går til Tyskland og Nord Sea Link, som går til England. Erfaringerne ville vise, hvordan kablerne virkede på det norske energimarked og på energisituationen, hed det.
EU spænder ben
Sandheden er, at højrefløjen ville sige ja til endnu et udenlandskabel, men folket med LO, Norsk Industri og Stortinget sagde nej.
Hvis Stortinget havde stemt nej, ville regeringen have fået EU imod sig, så Solberg-regeringen udsatte NorthConnect sagen indtil videre. Nej til koncession er i strid med Norges forpligtelser i EU’s net-udviklingsplan, hvor NorthConnect er prioriteret og modtager 100 millioner i EU-støtte. Dette kunne have bragt Norge for EFTA-domstolen for traktatbrud. Mægtige kræfter vil have kabler i fremtiden, koste hvad det vil.
Når EU’s infrastrukturdirektiv indføres i Norge, bliver der maksimalt 18 måneders frist for, hvor længe en koncessions-ansøgning kan blive liggende uden behandling.
Grundlaget for koncessionsbehandling skal godkendes af ACER (EU’s agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder) og EU-kommissionen. Det -bliver ikke let at stoppe behandlingen af koncessionen, hvis Norge ikke opsiger vores tilknytning til EU, det vil sige EØS-aftalen.
Vi kender i dag resultatet og erfaringerne fra de to eksisterende udenlandskabler. Arbejderklassen, ja, alle som arbejder i norske husholdninger samt industrien, får hovedparten af regningen for importerede høje og ustabile europæiske elpriser. Vi er blevet forsøgskaniner i markedsliberalismens rådne konkurrencespil. Imens ”høster” staten pengene.
At vandmagasinlagrene tømmes på grund af eksport, er ikke godt for Norges energisikkerhed. Vort vand gik fra at være en fællesskabsressource til at blive en vare på det frie marked efter indførelsen af en ny energilov i 1991. Det er politikken, uanset hvilken regering der har magten.
NorthConnect kablet planlægges til at være i drift i 2024. Koncessionsansøgningen er behandlet i Norges Vandløbs- og Energidirektorat, som gav grønt lys i sin vurdering til Olie- og Energidepartementet, selv om ”ikke alle ville tjene på, at kablet bygges”.
Olie- og Energiministeren kan når som helst godkende ansøgningen. Beslutningen kan i praksis altså tages udenfor Stortinget og helt uden finansministerens samtykke.
Vi vil ikke betale
Landene i Norden har en lang erfaring med at sikre hinandens energiforsyning på en sund måde ved hjælp af energiudveksling. Det er de nye høje og ustabile prisområder, som gør situationen uholdbar. Regeringen har solgt nationens ressourcer og frasagt sig retten til at bestemme i sit eget land.
De fremtidige prioriteringer må være: Opsigelse af EØS-aftalen. Elnettet i Norge skal udbygges, så elproduktion fra steder med overskud deles med steder med mindre el-kraft. Vandturbiner skal opgraderes, så der kan hentes mere strøm ud. Arbejderklassen i Norge skal ikke betale regningen for overførselstabet hverken til EU eller hele vejen til Storbritannien.
NorthConnect kablet skal behandles i Stortinget igen til foråret. Konklusionen bliver nok udsættelse endnu en gang. Kablet må forhindres. Kolde, langstrakte Norge er ikke tjent med ligeså høje energiomkostninger som dem længere sydpå i Europa.