Internationalt møde i Izmir

[KOMMUNIST 12-2023] Hvert år siden 1999 har der været afholdt verdensmøde i vores internationale bevægelse i IMCWP (Internationale møde af kommunist- og arbejderpartier). I år blev det 23nde møde i rækken afholdt i Izmir, Tyrkiet, med Tyrkiets Kommunistiske Parti (TKP) som værter.

Temaerne for mødet

121 repræsentanter for 68 partier fra 54 lande deltog i dette års møde i Izmir. En række partier kunne af forskellige årsager ikke deltage, men sendte deres hilsner. Det er deriblandt værd at nævne, at Israels Kommunistiske Parti samt en række palæstinensiske kammerater desværre ikke kunne deltage på grund af situationen i Palæstina.

Temaerne for mødet var de politiske og ideologiske kampe mod kapitalismen og imperialismen. Selvom vi opererer under forskellig­artede objektive vilkår, så er vi fælles i vores kamp mod kapitalismen og imperialismens eskalerende kriser, der blandt andet resulterer i krig, ulighed, undertrykkelse og ødelæggelse af vores klode. Vores bevægelse og kamp er international, hvorfor vi på disse møder deler erfaringer og analyser af, hvordan vi informerer og mobiliserer arbejderklassen, ungdommen, kvinder og intellektuelle i kampen mod udbytning, krig, militarisering, undertrykkelse, imperialistiske løgne og revisionisme. Modsvaret er fred og socialisme.

Under mødet blev vigtige erfaringer og synspunkter delt, da hvert parti havde otte minutter på talerstolen. Denne udveksling af erfaringer fra hele verden giver nogle helt uvurderlige oplysninger, da mange landes borgerlige presse overhovedet ikke bringer noget som helst, der kan give indsigt i mange landes situationer.

Man får et indblik i, at selvom kampen tager sig anderledes ud andre steder på kloden, så er det grundlæggende de samme ting, vi kæmper for og imod.

Udover den fælles udtalelse om Palæstina var der forskellige udtalelser og resolutioner til underskrift. Her var det en fornøjelse at konstatere, at alle tre nordiske partier, Sveriges Kommunistiske Parti, Norges Kommunistiske Parti og Danmarks Kommunistiske Parti, underskrev de samme resolutioner.

Det drejer sig om følgende resolutioner:

• En resolution, der udtrykker solidaritet med Venezuelas Kommunistiske Parti, der står i en situation, hvor regeringen juridisk prøver at overtage partiet. Dette har vi skrevet om i forrige nummer af KOMMUNIST.
• En resolution, der udtrykker solidaritet med Cuba og fordømmer USA’s økonomiske blokade.
• En resolution med overskriften ”Solidaritet med det kæmpende folk og mod den imperialistiske krig på Ukraines territorium”
• En resolution med overskriften ”Solidaritet med det sudanesiske folk, for fred, frihed og demokrati”

Solidariteten med palæstinenserne

Vurderinger af den aktuelle politiske, økonomiske og militære udvikling blev delt, og NATO’s rolle i verden blev kraftigt fordømt. Derudover var det klart, at situationen i Israel/Palæstina var højt på dagsordenen.

Der blev vedtaget vores bevægelses fulde solidaritet med det palæstinensiske folk og en fordømmelse af Israels folkemord mod palæstinenserne. USA’s, Englands, NATO’s og EU’s støtte til Israels offensiv blev fordømt og der kræves et ophør af Israels besættelse og oprettelsen og anerkendelsen af en selvstændig palæstinensisk stat.

En sådan udtalelse og solidaritetserklæring kan ikke stå alene. Solidaritet må og skal altid tage praktiske former også. Derfor blev der lagt vægt på vigtigheden af, at alle partierne i IMCWP gør alt, hvad de kan for at mobilisere nationalt for solidaritet med palæstinenserne.

Vigtigheden af at forme brede alliancer og aktionsenhed i dette spørgsmål må indtage en stor rolle i partiernes nationale mobiliseringer. Det var da også noget af det, mange af partiernes repræsentanter fulgte grundigt med i på de sociale medier og i pressen, da store demonstrationer, aktioner og andet tog massiv fart over hele verden, mens der var møde i Izmir. En bekræftelse på, at solidariteten lever i bedste velgående og ikke blot lever i ord, men også i handling.

Disse resolutioner, aktionsplaner, udtalelsen om Palæstina og de forskellige partiers taler, kan læses i fuld længe på hjemmesiden www.solidnet.org

Martin Minka Jensen

 

Vi kommunister må stå sammen mod den fælles fjende

Tale fra DKP Danmark v. Rikke Galina Frydensbjerg Carlsson ved det 23. møde i IMCWP (Internationalt møde af Kommunistiske og Arbejderpartier)

Vi mødes her, fordi vi er internationalister, og fordi vi må dele vores viden om kapitalismens udvikling og erfaringer i kampen mod den, så vi kan kæmpe og styrte kapitalismen. Vi mødes her, fordi vi ønsker en anden og bedre verden. Fordi vi ønsker socialisme for alle.

Prisen for krige betales af arbejderklassen

Det er ikke kun krige, der ofrer menneskeliv og skaber nød. Prisen for dem betales af arbejderklassen over hele verden.

I Danmark lever vi i et lille, men rigt land. Et land, hvor få familier er nogle af verdens rigeste. Familier, som ejerne af Mærsk og Lego, har flere ­penge, end de kan nå at bruge i et helt liv. Og de bliver kun rigere. Ikke kun på grund af krige, men også på grund af udnyttelsen af billig arbejdskraft fra lande langt fra Danmark og på grund af skattesnyd.

Den enes død – den andens brød

Det israelske våbenfirma Elbit, som producerer artilleri­kanoner og raketkastere, var sortlistet i Danmark, fordi deres våben bliver brugt af den israelske hær i Gaza og på Vestbredden. Nu har regeringen indkøbt derfra igen, og skandalen ruller. Men købet er ikke aflyst. Mon ikke det bliver tilgivet nu, hvor Israel bliver angrebet af de endnu ikke myrdede palæstinensere og har erklæret krig mod det land, de i forvejen har besat.

Igen er det danske skattekroner, betalt af arbejderklassen, som medvirker til død og ødelæggelse på uskyldige mennesker, natur og infrastruktur. Undskyld Palæstina!

Det globale syd

De fattige lande i det globale syd, som er forbavsende rige på råstoffer, er trætte af Vesten og vores udnyttelse af dem som affaldsspande og skatte­kister. De ser vore dobbelt-standarder i synet på Ukraine og det er en udbredt antagelse, at Vesten anser kampen mod Rusland for at være vigtigere end den globale økonomi.

Verdensbanken, IMF, har et system, der giver de største aktionærer den største stemmemagt. Måske er det derfor, de har opfundet deres egen BRICS-bank.

Verdensbankens politik bliver bestemt af de rige lande, men opfyldt af de fattige. Resultatet er en politik, som ikke er i udviklingslandets interesse, selvom dets sociale og økonomiske politik ofte bliver skabt af Verdensbankens løsninger.

Mange fattige lande kan ikke under nogen omstændigheder betale deres gæld eller ændre fattigdommen til velfærd, da den økonomiske politik, de underlægges, kræver privatisering. Vil det ændre sig med BRICS?

Man skal ikke forveksle progressiv med revolutionær. Det er ikke solidaritet eller godgørenhed. Det er en mere raffineret måde at handle på, nogle ville sige mere human, fordi de bidrager med infrastruktur og uddannelse. Lige som vore pensionsfonde og regering også gør. Men det er ikke i solidaritet, men for deres egne interesser.

Profitten kommer ikke til at tilhøre folket. BRICS har brug for deres råstoffer. Profitten beriger den lokale kapitalist eller den imperialistiske magt, der vinder slaget.

Opdelingen af verden

Internationale monopoler er aftaler mellem storkapitalen i flere lande om at dele så meget som muligt af verdensmarkedet imellem sig. Opdelingen af verden mellem de største kapitalistiske magter.

Nogle har fået den tanke, at den internationale imperialistiske konkurrence med periodiske, næsten permanente krige, kan udgås, og at man kan afskaffe udbytning under en monopolkapitalistisk verdensorden. Sådanne teorier om en krisefri storkapital og om en international ultra-imperialisme uden krige er imidlertid ganske forfejlede og ikke marxistisk-leninistiske, hvilket vort daglige liv vidner om.

Vi ser, hvordan fascismen og neo-nazismen dukker op igen, og hvordan vi hopper i med begge ben, når man opfinder fjender i krigens tjeneste. Der er ikke meget forskel på, hvordan vi langsomt, men sikkert, får ændret vores syn på jøder, muslimer, og som vi ser nu, russisktalende og palæstinensere.

Vi må som kommunister stå sammen mod den fælles fjende, hvordan den end er forklædt. Kapitalen er ikke fredsduelig, miljøbevidst eller omsorgsfuld. Vi, folket, kan kun redde folket og den jord, vi lever på.

 

Tale af DKP Tyskland ved det 23. møde i IMCWP

Kontroversielle diskussioner

Krigen i Ukraine, som er NATO’s krig mod Rusland og også er rettet mod Kina, har endnu engang gjort det klart for os som kommunister, at en analyse af vor tidsepoke og de modsigelser, der er til stede, er meget nødvendige.

Vi ved alle, at der er kontroversielle diskussioner om dette i den kommunistiske bevægelse.

De drejer sig, på den ene side, om en analyse af selve kapitalismens imperialistiske stadium. Diskussionen drejer sig herom, hvorvidt vi har at gøre med et ensartet imperialistisk verdenssystem, i hvilket hver eneste kapitalistiske stat dybest set er imperialistisk, eller hvorvidt situationen er langt mere forskelligartet og modsætningsfyldt. Vi mener, at kolonialisme og neokolonialisme er uadskillelige fra imperialismen. Allerede Lenin nævnte forskellige tilfælde af kolonial og national undertrykkelse.

Essensen af dette har ikke forandret sig. Mange kolonier frigjorde sig selv, men faldt så ned i en ny form for afhængighed, som ikke længere manifesterede sig som direkte undertrykkelse af kolonialmagten, men en økonomisk afhængighed, hvilket imidlertid ikke udelukker militær intervention, som vi ser det igen og igen i dag, f.eks. i Niger.

Vi mener, at en yderligere analyse af den nutidige neokolonialisme og den anti-koloniale kamp i dag er vigtig. Efter vor mening fortsætter den anti-koloniale kamp og kampe for national befrielse med at spille en vigtig rolle.

Multipolar verdensorden

Dette kan ikke adskilles fra en analyse af vigtigheden af at etablere en multipolar verdensorden, som ikke kun søges af Kina og Rusland, men også af mange andre lande som frigør sig selv fra neokolonial afhængighed eller prøver at opretholde deres nationale suverænitet.

Vi mener, at en multipolar verdensorden – på grund af imperialismens aggressivitet – absolut ikke nødvendigvis er mere fredelig end en unipolar, men det giver mange lande muligheden for at udvikle sig mere uafhængigt af imperialismen. Et eksempel på dette er samarbejdet i BRICS, Kinas Nye Silkevej eller Kinas samarbejde med mange lande i Afrika.

Denne chance forbedrer mulighederne for klassekamp i disse lande, det giver bedre betingelser for kampen for national befrielse, suverænitet, udvikling af produktivkræfter og ultimativt for socialisme. Det begrænser allerede handlingsmulighederne og magten for imperialismen, og dette kan blive meget mere i fremtiden.

Den tyske imperialisme

I øjeblikket begrænser dette dog ikke imperialismens aggressivitet. Dette gælder også for den tyske imperialisme. Det er en aggressiv imperialisme, som spiller en undertrykkende rolle både mod EU’s økonomisk svagere lande, men også f.eks. mod de afrikanske lande.

I Tyskland fører dette til en forarmelse af en voksende del af arbejderklassen og indeholder en opgivelse af demokratiske rettigheder og en yderligere styrkelse af den anti-russiske propaganda (som altid har hængt sammen med den anti-sovjetiske propa­ganda).

Denne propaganda er et af midlerne til af holde hjemmefronten i ro, at forhindre protester mod krig og sociale nedskæringer og at integrere fagforeningerne.

Derfor er kampen mod NATO’s krigspolitik, mod de stadigt voksende våbenudgifter, kravet om Tyskland ud af NATO – fred med Rusland og Kina nogle af vore centrale kamppladser. Vi ser det som vor opgave at forbinde denne kamp med fagbevægelsens kamp mod den massivt faldende realløn og fratagelsen af sociale rettigheder.

Vi vil fortsat arbejde for dette – og dette betyder også at styrke vort parti.