Skip to content

Iskold januar

Efter julen slukkes lyset

Af Lilli Rodeck

December er slut. Det samme gælder de hjertevarme mennesker, som hjælper udsatte børnefamilier og ensomme til en hyggelig jul. Men når det sidste fyrværkeri er skudt af, slukkes der for hjælpen. 

Mange hjemløse, som der kommer flere af, især med ghettoplanens nedrivninger af billige gode boliger, har lige så meget brug for hjælp gennem vinteren. Men i vores samfund er sociale skibsvrag selvforskyldt. Man kan måske lappe på samvittigheden ved give et tæppe eller aflagt tøj til Kirkens Korshær. Men vi er kendt som et meget rigt land. Og gennem forrige århundrede prøvede man at udligne afstanden mellem rige og fattige. Socialreformen af 1933 er siden årtusindeskiftet blevet udvandet, så vi igen ser flere meget fattige og flere ekstremt rige, som øger deres formue år efter år. 

I bunden med levealder

Den øgede ulighed giver sig udslag på mange måder. F.eks. har Danmark den korteste levealder i Vesteuropa. Og alligevel skal udslidte arbejde længere. Vi ser også forskel i behandling i sygehusvæsenet, hvor den rige får langt bedre behandling end folk på overførselsindkomst. Og på tandområdet ser vi flere og flere udsatte og ældre med dårlige tænder, da prisen er gået op og den pulje, som skulle hjælpe udsatte til tandpleje, ofte ikke bliver brugt, da den er alt for kringlet.

Når så politikerne bliver spurgt til den korte levealder, skynder de sig at kaste aben over på de dårligst stillede, som ofte er dem, der ryger og drikker alkohol. Men sandheden er, at de rigeste 10% drikker meget mere end mange af de fattigste. Forskellen ligger i, hvad de drikker.

Børnene betaler prisen

Siden Fogh Rasmussens regering, hvor man afskaffede klassekampen, er antallet af fattige steget støt. Og især børnene betaler prisen. I 2017 er der blevet 17.000 flere børn, som oplever fattigdommen på egen krop. Og i 2019 kommer vi til at se især flygtningebørn, som fra næste år ser, at integrationsydelsen erstattes med ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelse”, som vil være 2000 kr. lavere for enlige forsørgere og 1.000 kr. mindre for samlevende. Disse beløb risikerer at være på kant med Grundlovens forsørgelsesret. 

Men regeringen og Dansk Folkeparti regner trygt med, at hvis den nye ydelse kommer for en domstol, vil dommerne nok dømme til fordel for den nye lov. Det er nemlig yderst sjældent, at der dømmes mod regeringen. 

Kæmp for en ny politik

KPiD kræver, at alle mennesker bør sikres et liv, så de kan blive i stand til at have en levestandard, som ikke spænder ben for jobsøgning. Som det er nu, kan det være overordentligt svært for folk at søge job, hvor der skal betales transport. Den offentlige forsørgelse er nu så ringe, at transport er en udgift, som kan vælte tilværelsen.

Med den nye finanslov kan folk på dagpenge eller kontanthjælp ikke forvente større ydelser. Hvor lav dagpengesatsen når at blive, før a-kasser forsvinder helt, er svært at spå om. Men med en dagpengesats på 40% af indkomsten varer det nok kun få år.

Vort krav er, at dagpenge-satsen skal tilbage til den oprindelige sats på max 90% af lønnen. Vi kræver gratis tandbehandling, lige behandling på sygehuse til alle, og en selvforsørgelses- og hjemrejseydelse bør svare til kontanthjælp, da dårlig økonomi er skadelig for krop og sjæl. Målet er vel ikke også at gøre flygtninge psykisk syge?

Regeringen har en afskyelig vane med at fejre deres ondskabsfuldheder med lagkage. Lad dem kløjs i den lagkage, de ramte børn ikke får.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk