James Baldwin 100 år

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 8-9-2024] Den 2. august ville den amerikanske forfatter James Baldwin være blevet 100 år, og det er blevet behørigt markeret. Herhjemme med tre bogudgivelser og visning af fire film i Cinemateket.

Visningen fandt sted i august, men dokumentaren ”I am not your negro” og spillefilmen ”Hvis Beale Street kunne tale” kan lånes på biblioteket.

Dertil kommer, at den afroamerikanske sanger og musiker Meshell Ndegeocello har udgivet et hyldestalbum til Baldwins forfatterskab: ”No more water: The Gospel of James Baldwin”. Titlen ”No more water” stammer fra en spiritual og refererer til syndfloden og fortsætter truende med ”the fire next time”, som også er originaltitlen på en af de nyudgivne bøger.

James Baldwin (1924–1987) voksede op i Harlem, som den ældste af en børneflok på ni. Faren arbejdede på en flaskefabrik og var i fritiden baptistprædikant af den type, man kalder dommedagsprædikant. I hjemmet var han mere frygtet end elsket, og James hadede ham, indtil han senere i livet til en vis grad fik forståelse for, hvorfor faren var blevet, som han var.

James var en kvik dreng i skolen, og en hvid lærer, der var kommunist, fattede interesse for ham. Hun tog ham med i teatret og til 1. maj demonstration og åbnede hans øjne for bibliotekets herligheder. Det var også hende, der fik gennemtrumfet, at han kom på High School, men så blev det heller ikke til mere, for drengen måtte ud at arbejde for at støtte familiens dårlige økonomi.

Mens han endnu gik i skole, blev James også, med større succes end sin far, prædikant og havde stor glæde af det, for prædikestolen var for ham ligesom en teaterscene, hvor han kunne udfolde sig. Det varede dog kun tre år, for så gik det op for ham, at Gud var hvid, og at de kristne værdier var værdiløse.

Ungdomstiden skulle vise sig at blive brydsom, for ud over at være neger – den gang var eufemismen afroamerikaner ikke opfundet – var Baldwin homoseksuel og politisk engageret på venstrefløjen. I 1948 flyttede han til Paris for at få styr på sin vrede og udleve sin drøm om at blive forfatter i et mere tolerant samfund. Han skulle dog erfare, at tolerance var det så som så med også der, når det gjaldt tilflyttere fra Nordafrika, og at foragt for andre ikke var et amerikansk men globalt fænomen.

I 1953 debuterede Baldwin med romanen ”Råb det fra bjergene”, og derefter fulgte en lind strøm af essays, kulturkritik, erindringer, skuespil og romaner. Alt sammen med selvbiografisk udgangspunkt og båret af et stærkt politisk og racemæssigt engagement. Sideløbende engagerede han sig i borgerretsbevægelsen i USA, Algeriets befrielseskrig og imod israelernes undertrykkelse af palæstinenserne.

Alt, hvad Baldwin skrev, var mærket af hans afvisning af had og ønske om, at man i stedet udviste tolerance, medmenneskelighed og respekt over for næsten uanset herkomst, farve og seksuel orientering. Han nægtede at skelne mellem hvide og sorte som individer ud fra den holdning, at hudfarve ikke er en personlig, men en politisk realitet. Ligesom han ikke kunne anerkende tanken om at alle hvide mennesker var onde, troede han heller ikke, at alle sorte mennesker var gode.

Selv om det er mere end et halvt århundrede siden Baldwin skrev sine bøger, er de brandaktuelle i dag, som når han skriver: ”I USA bliver der lovet hver generation mere, end den får – og det skaber et vildt og forvirret raseri, der ikke kan finde fast jord under fødderne”, eller når han betegner Israel som en stedfortræder for vestlig imperialisme.

James Baldwin:

• Optegnelser fra en søn af de sorte. Oversat af Mikas Lang. Klim. 178 sider. 250 kr.
• Næste gang ilden. Oversat af Niels Lyngsø. Gyldendal. 118 sider. 230 kr.
• Hvis Beale Street kunne tale. Oversat at Rasmus Hastrup. Gyldendal. 254 sider. 280 kr.