»Jeg vil forlade verden som kommunist«
Mikis Theodorakis er død
Af John Poulsen
I 1987 udsendte Forlaget Tiden første bind af Mikis Theodorakis’ erindringer, ”Ærkeenglens veje”, og da næste bind skulle udkomme i 1988, fik man den ide at invitere Mikis til Land og Folk-festival. Det lykkedes, og det blev aftalt at han skulle dirigere Oktoberkoret til opførelsen af hans egne sange. Det blev en kæmpe succes med titusinder af tilskuere, og Mikis fik også lejlighed til at signere sine bøger.
Inspireret af besøget opførte Oktoberkoret i 1989 i Falkonercentret hans værk ”Canto general” (Den store sang), som bygger på Pablo Nerudas tekst. Selv betragtede Mikis dette værk som sit væsentligste ved siden af musikken til filmen Zorba fra 1964, som gjorde ham verdensberømt.
Onsdag den 2. september døde kommunisten, frihedskæmperen og komponisten Mikis Theodorakis 96 år gammel. Efter at meddelelsen fremkom, blev flaget på Akropolis sat på halv, og parlamentet holdt et minuts stilhed. Samtidig udtalte den græske kulturminister, at ”i dag mistede vi en del af Grækenlands sjæl, Mikis Theodorakis, læremesteren, den intellektuelle, den radikale. Vores Mikis er væk”.
Men det var ikke sådan, de herskende kredse i Grækenland altid havde behandlet ham. Flere gange blev han fængslet og grusomt tortureret, og hans musik blev forbudt. Kun i kraft af, at han havde ”fire liv”, overlevede han. I 1940’erne blev han af nogle studerende fundet i politiets lighus, efter at han var blevet erklæret død, men han var kun bevidstløs, og en operation reddede ham. I dødslejren Makronisos blev han to gange begravet levende, og kun ved et rent held blev han reddet.
Theodorakis blev født den 29. juni på øen Chios, men voksede op i forskellige egne af landet pga. hans fars arbejde.
I 1942 trådte han ind i modstandsbevægelsen, ELAS, og lidt senere i Grækenlands kommunistiske Parti (KKE). Mens han opholdt sig i Athen, hvor han studerede på Musikkonservatoriet, deltog han i kampen mod tyskerne og italienerne. Han blev taget til fange, men kom fri i 1945, og kort tid efter gik han ind i kampen mod englænderne. Igen blev han arresteret og tortureret.
Efter at være kommet på fri fod afsluttede han sit studium på konservatoriet i 1950, og i 1954 flyttede han til Paris. I 1960 vendte han tilbage til Grækenland, hvor KKE havde været forbudt siden 1947, og blev aktiv i Det forenede demokratiske Venstre (EDA), som KKE var en del af. Han blev formand for Lambrakis Demokratiske Ungdomsforbund, da det blev stiftet i 1963 og medlem af parlamentet i 1964 for EDA.
Da den græske junta kom til magten 21. april 1967, gik han under jorden, men blev arresteret den 21. august og deporteret sammen med sin familie og senere sendt til koncentrationslejren Oropos. I kraft af en verdensomspændende solidaritetsbevægelse blev han løsladt i 1970 og gik i eksil i Paris. Herfra forsatte han kampen mod juntaen og blev for millioner af grækere symbol på modstanden.
Endelig kunne Mikis i 1974 vende tilbage til Grækenland, og her opstillede KKE ham som borgmesterkandidat i Athen i 1978, og i 1981 og 85 blev han parlamentsmedlem for KKE. Nu kunne hans musik igen høres overalt, og han optrådte i hele landet.
Theodorakis brød flere gange med KKE, fordi han på nogle områder var uenig med partiet, men inderst inde forblev han frihedskæmper og kommunist. I 2015 markerede KKE hans 90-årsfødseldsdag med en kæmpe koncert i Athen, hvor han udtalte at ”jeg har levet mine største og skønneste år i KKEs rækker”.
I oktober 2020 sendte han et brev til KKE, hvor han præciserede dette og sluttede: ”Jeg vil forlade verden som kommunist”.
Den 9. september blev han begravet på kirkegården i sin hjemby Galata på -Kreta ved siden af sine forældre og sin yngre bror. Hundredvis af mennesker tog imod båren, da den kom til Kreta, og i begravelsen deltog bl.a. præsidenten, ministerpræsidenten og generalsekretæren for KKE. I dagene før havde tusindvis defileret forbi hans båre i Metropolis Katedralen i Athen for at vise deres deltagelse, og udenfor blev hans sange sunget, og der blev danset til hans musik.