José Saramago 100 år

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 12-2022] Hvad nu hvis en forfatter blev så ildeset i sit hjemland, at han valgte at drage i frivilligt eksil til et andet land, men nogle år senere blev tilkendt Nobelprisen i litteratur? Det spørgsmål kunne have været et tema i en roman af José Saramago (1922–2010), der ofte tager som udgangspunkt, at noget uforudsigeligt hænder, og hvad det fører til. Som i ”Historien om Lissabons belejring”, hvor fanden tager ved korrekturlæseren, som indføjer et ikke, hvad der vender hele historien på hovedet.

Det var imidlertid ikke et romantema, men den skinbarlige virkelighed for Saramago. I 1992 udkom hans roman -”Jesusevangeliet”, der fortæller om Guds kyniske planer for mennesket Jesus, der bliver offer for dem, og om rivaliseringen mellem de to skurke, Gud og Satan.

Bogen blev fra Portugals side nomineret til Den Europæiske Kulturpris, men da den katolske kirke dømte den blasfemisk, trak regeringen nomineringen tilbage. Det skridt opfattede forfatteren som udtryk for censur og fejhed, og han flyttede til den spanske ø Lanzarote, hvor han blev boende resten af livet. Men da han i 1998 fik Nobelprisen, fik piben en anden lyd i Portugal. Nu var han ikke mere kommunisten, ateisten og blasfemikeren, men derimod landets stolthed. Da han døde i 2010, blev der dekreteret to dages landesorg, og i 2018 blev en plads i Lissabon opkaldt efter ham.

Den 16. november i år ville Saramago være fyldt 100 år, og det er blevet markeret på mange måder i Portugal. Bl.a. ved at der er blevet udstedt en samlermønt i sølv med hans navn på. På Avante-festivallen fyldte fødselsdagen også meget – den første aften med en symfonisk koncert på hovedscenen. Saramago inddrog ofte musik i sine romaner, og koncerten gav indtryk af denne forbindelse.

At Saramago skulle gå hen og blive forfatter stod ikke skrevet i stjernerne. Han var fra et fattigt hjem og moderen var analfabet, og han fik kun selv den obligatoriske skolegang. Derefter blev han udlært som mekaniker, blev senere socialarbejder og havde forskellige andre jobs.

Men i fritiden var han begyndt at skrive digte, og han fik en roman udgivet, men havde så, ifølge eget udsagn, ikke mere at skrive om. Først i 1977 kom skrivelysten tilbage, og han debuterede for alvor med den brogede og kulørte roman fra 1700-tallet om Baltazar og Blimunda og den forunderlige Passarola.

Portugals Kommunistiske Parti har i anledning af 100-årsdagen udgivet en bog, der belyser, at forfatterens holdninger var uadskillelige fra hans litterære arbejder. Han blev i 1969, mens det stadig var forbudt, medlem af partiet og forblev medlem til sin død. At dette samliv holdt så længe, har han med sædvanlig underfundig lune forklaret med, at partiet ikke var ved magten.

Hans efternavn betyder på portugisisk vild radise, og han kunne også være skarp og gik aldrig af vejen for at kritisere, hvor han fandt grund til det, også i egne politiske rækker. Hans yndlingshadeobjekt var alt, hvad der havde med den kristne tro at gøre. ”Bibelen er en lærebog i dårlig moral”, har han udtalt. Noget, han derimod havde stor respekt for, var kvinder. Alt, hvad han har skrevet, er gennemsyret af respekt for kvinden, som efter hans mening er den, der med følelse og fornuft gør det umulige muligt.

På dansk er udkommet tretten romaner, der alle kan lånes på biblioteket. Man skal lige vænne sig til hans stil, for han skriver ikke til men taler med læseren, og når man taler med hinanden går det jo udmærket, selv om det kommer lidt hulter til bulter og uden tegnsætning, så hvorfor ikke på skrift. Man skal bare læse lidt langsommere, hvad der giver mulighed for at tænke, og som Saramago sagde, da jeg i 2005 fik mulighed for at interviewe ham under Avante-festivallen: ”Jeg skriver ikke for dovne læsere”.

100-årsdagen markeres med en film. Se Kulturliv.