Kai Nielsen – den sociale billedhugger

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] I år er det 100 år siden, at billedhuggeren Kai Nielsen (1882–1924) døde. Det er ikke tilfældigt, at to museer, Glyptoteket og Faaborg Museum, markerer det med to parallelle udstillinger med den fælles titel ”Kai Nielsen – Født af hverdagen”. Begge museer har en stor samling af hans arbejder, og begge har ved indgangen to store værker af ham. På Glyptoteket ”Vandmoderen” og på Faaborg Museum en kæmpe skulptur af museets stifter, Mads Rasmussen.

Kai Nielsen voksede op i Svendborg og var først i malerlære. På Teknisk skole havde han billedhuggeren Edvard Eriksen som lærer, kendt for den lille havfrue, og der lærte han at modellere med ler, og det blev han grebet af.

I 1901, da han var udlært, rejste han til København. Han blev optaget på billedhuggerskolen i 1902, men forlod den i 1906 sammen med kollegaen Einar Utzon-Frank (1888–1955), fordi de var utilfredse med undervisningen.

I stedet for gik de i gang med at studere skulpturer på Glyptoteket, bl.a. franskmanden Rodin (1840–1917) og belgieren Meunier (1831–1905). Påvirkningen fra dem, ikke mindst Meunier, kan man se på skulpturerne ”En gammel mand” og ”Blind almuepige”. Kai Nielsens sociale holdninger holdt han fast ved hele sit liv, og det ses tydeligt på Blågårds Plads.

Sit gennembrud fik han først i 1906, men så kom der også gang i produktionen. Han fik en række bestillingsopgaver af buster af kendte kulturpersonligheder, bl.a. arkitekten Thorvald Bindesbøl.

I 1912 fik han af Mads Rasmussen den opgave at skabe en skulptur, der skulle stilles op midt i Faaborg by, og det blev til den både hadede og elskede ”Ymerbrønd”.

Mest kendt er han for udsmykningen af Blågårds Plads 1913–20. Københavns kommune havde i 1898 købt et nedlagt jernstøberi på det Indre Nørrebro for at rive det ned og skabe mere luft i det tæt bebyggede arbejderkvarter, som senere blev kaldt den sorte firkant.

Bygningerne blev revet ned i 1903, men først i 1910 gik man i gang med at planlægge pladsens udformning. Den første plan var at opføre et springvand, som forestillede en bryggeriarbejder, der bærer to øltønder. Det protesterede bl.a. afholdsbevægelsen imod, og den blev opgivet, da maleren Theodor Phillipsen, som havde udarbejdet udkastet, sprang fra.

I 1913 mødte arkitekten Ivar Bentsen op med en anden plan for pladsen. Den skulle sænkes en meter i forhold til omgivelserne, og Kai Nielsen skulle stå for udsmykningen, som skulle være i øjenhøjde. Det skulle være en plads til folkelige fester og politiske møder, men også med plads til børnene. Der er da også blevet holdt mange kommunistiske møder på pladsen gennem tiderne. Der er i alt 22 figurer på pladsen, hvoraf de 16 repræsenterer forskellige håndværksfag. De øvrige figurer er mødre med deres børn.

Kai Nielsen døde i 1924, kun 42 år gammel, men på trods af hans korte levetid skabte han mange værker og var en af tidens væsentligste billedhuggere.

I forbindelse med udstillingen har museerne udgivet en bog om Kai Nielsen indeholdende 13 artikler, som koster 299 kr. og er på 256 sider.

Hvis man vil vide mere om Blågårds Plads, kan man i Arbejderhistorie 2023-2 læse Anja Sandreids artikel ”Under lindetræerne – Udsmykningen af Blågårds Plads”.

Glyptoteket arrangerer omvisninger på Blågårds Plads torsdag d. 5. og torsdag d. 12. september kl. 17 med udgangspunkt i Kai Nielsens værker på pladsen. De vil senere blive annonceret på Glyptotekets hjemmeside i kalenderen:

https://glyptoteket.dk/kalender/

Kai Nielsen – Født af hverdagen.
Glyptoteket 30. maj til 5. januar 2025 og
Faaborg Kunstmuseum 9. juni til 5. januar 2025.