Kapitalismens strategier

Sådan fastholdes magten og profitten

Redigeret og forkortet af Elin Søborg. Kilde: Friheten

I 2015 kom dokumentarfilmen ”Requiem for the American Dream” til streaming-tjenesten Netflix. Dokumentaren er sammensat af en række interviews med den amerikanske sprogforsker, Noam Chomsky. Han forsøger gennem filmen at forklare de sidste tiårs rovdyrkapitalisme og enorme forøgelse af den sociale ulighed. Som han ser det, har den globale kapitalistklasse helt siden 1970’erne ført en målrettet klassekrig for sine egne interesser – mod flertallets.

Principperne, som ligger til grund for denne udvikling, har Chomsky delt op i ti. Vi vil i denne artikel gennemgå de vigtigste, som også afspejler udviklingen i Danmark de sidste 40 år. Det er ikke kun i USA, man har oplevet skærpet klassekamp, stigende økonomiske ulighed og marginalisering. Vi kan lære meget af den snart 90-årige Noam Chomskys kritik og analyse af magtkoncentrationen.

Reducér demokratiet

Medlemskabet af EU har i høj grad indskrænket vort økonomiske og demokratiske råderum både nationalt og lokalt, og det fortsætter ufortrødent med overnationale aftaler som TISA og TTIP. Antallet af folkevalgte i Danmark er gået tilbage fra ca.13.000 i 1970 til ca. 2.500 i dag. 

Dette betyder, samtidigt med at det økonomiske råderum for kommuner er kraftigt beskåret og helt fjernet for regionerne, at mulighederne for direkte politisk indflydelse på det lokale plan stort set er fjernet. Samtidigt besluttes 80% af dansk politik i EU uden nævneværdig demokratisk deltagelse, så folketingets partier er reducerede til at kæmpe om at profilere sig på underordnede sager. 

Det skal altså ikke spille nogen rolle, hvad folk stemmer på, politikken skal ligge fast. Som Chomsky siger det: den bedste måde at holde folk passive og lydige på går gennem at indskrænke rummet for politisk debat mest muligt, men tillade meget livlig diskussion indenfor disse rammer. Sådan får man politik til at handle om personfokusering og diverse småsager, mens de vigtige sager holdes udenfor. Man kan tænke på sager om forbud mod rockerorganisationer, Burkaforbud, Britta-sagen og ghettoplaner for blot at nævne et par eksempler fra den hjemlige andedam.

Skab en ideologi på ”værdier”

I efterkrigstiden har traditionelle socialdemokratiske ideer i lange perioder stået meget stærkt og påvirket udviklingen af velfærden. Men siden 1980’erne har nyliberalistiske ideer med udspring i britiske og amerikanske tænketanke fået vore politiske partier lige fra dem til venstre for midten og til den yderste højrefløj ind på dogmer om privatisering, øget konkurrence, skattenedsættelser og stop for progressive sociale reformer.

Det er ikke uden grund, at sådanne liberalistiske tænketanke i næsten alle tilfælde er sponsoreret af storkapitalen, som fx CEPOS. Skal man ændre samfundet, må man udforme en ideologi, som kan påvirke folk. Så har man brug for ideologiske krigere, der kan kæmpe fuldtids. Og det virker selvfølgelig. Også socialdemokraterne har svært ved at pege på en anden ideologi end liberalismen, når der skal findes praktiske svar på vor tids problemer. Højrekræfterne har spillet deres kort klogt.

Omform økonomien

I tæt samspil med nyliberalismens korstog fra 1970’erne er økonomien blevet omorganiseret til i større grad at favorisere finanskapitalen. I USA stod industriproduktionen i 1950 for 28% af landets samlede BNP i modsætning til finanskapitalens 11%. I 2010 var tallet ændret til 11% for industriproduktionen mod 21% for finanskapitalen.

Dette blev muligt af flere grunde, vigtigst måske at man har fjernet de fleste af de barrierer, der tidligere var mellem de forskellige nationaløkonomier, hvilket har sat arbejdere i forskellige lande op mod hinanden. I dag kan en kapitalist i fx Danmark, hvis han ønsker det, relativt let udflage produktionen fra landet til områder i verden, hvor prisen på arbejdskraft er lavere. Værdierne kan skabes af arbejdere i andre lande, mens profitten kan strømme tilbage til hjemlandet.

Konsekvenserne af dette er tydelige: arbejdspladserne bliver mere usikre, og arbejderne tvinges til disciplin. Kapitalen får større magt over både egne arbejdere og samfundet som sådan. Højrekræfternes evindelige snak om ”konkurrenceevne” er slet og ret kapitalens måde at sige: ”gør som vi siger, ellers tager vi værdierne og flytter!”.

Omfordel byrderne

Gennem hele efterkrigstiden oplevede man i den vestlige verden enorme vækstrater i økonomien. Beskæftigelsen var generelt høj, produktiviteten steg hurtigt, og både rige og fattige forøgede hurtigt indtægterne. Arbejderklassens andel af den store økonomiske ”kage” holdt sig ret stor. Dette betød, at væksten fordelte sig temmelig ens på samfundets forskellige grupper.

Dette sluttede med nyliberalismen. I land efter land, måske specielt i USA, ser vi, at arbejdernes realløn er stagneret eller endda faldet siden 1970’erne. Også i Norden er ulighederne vokset, og hastigheden er i de seneste år øget meget stærkt. Dette er sket, selvom økonomien som sådan er vokset! Hvad er der sket?

Svaret er, at man har omfordelt byrderne. Man har overført mere af byrden til flertallet og har fjernet den fra dem, som også havde mest tidligere. Nedsætter man skatterne, som fortrinsvis rammer de rige, heriblandt skat på aktieudbytte, topskat, selskabsskat, formueskat, arbejdsgiverafgifter, arveafgift m.m. – men øger de asociale afgifter på forbrug, for eksempel gennem moms og afgifter, samtidig med at man øger egenfinansieringen af velfærden, er det ikke så underligt, at forskellene stiger. Det er ikke raketvidenskab at forstå, at milliardærernes skattelettelser må betales af os andre.

Dette er ikke noget, som bare er ”sket” uden videre. Det har været en bevidst politisk strategi tydeligt og klart formuleret i princippet om at omfordele byrderne: væk fra de rige og over til alle os andre.

Angrib solidaritet

Tanken om solidaritet er farlig for eliten. Selvom det er dybt menneskeligt at vise empati for og samarbejde med hinanden, så er dette en idé, som må drives ud af folks hoveder, hvis kapitalen skal have frit spillerum. Det er ikke tilfældigt, at højrekræfterne evig og altid fremturer med påstanden om, at egoisme og egennytte er naturligt og godt for os mennesker.

I praksis indebærer angrebet på solidaritet, at man angriber de fællesfinansierede ordninger, som sikrer alle os, der er borgere i et samfund, et mere eller mindre anstændigt liv. Refrænet er kendt: pensionerne er for høje; sygedagpengene og arbejdsløshedsunderstøttelsen er for generøse; kontanthjælpen er ikke bæredygtig; vi må blive længere på arbejdsmarkedet osv.: Vi må yde…

Disse dogmer kastes ud, som om de var selvindlysende. Tankegangen bag er enkel: nogle af os er slet og ret ikke værdige til at leve et anstændigt og godt liv og må tage konsekvenserne af det.

Sådanne tanker er helt målbevidste. Det er ikke tilfældigt, at det er disse ordninger, der angribes, men ikke de enorme formuer og profitterne hos det superrige mindretal. Disse er hellige og må ikke røres! Der tales ofte om enkelte minoriteter og deres urimelige særordninger; men dette er klart en af dem, og det må selvfølgelig skjules for befolkningerne. Hvis folk begynder at se denne urimelighed, som arbejderne over hele verden plejede at gøre før i tiden, står eliten på farlig grund. Men så længe man får folk til at sparke nedad og save den gren over, man selv sidder på – vil der ikke opstå nogen slagkraftig bevægelse mod disse uretfærdigheder. 

Masserne skal tøjles

En væsentlig del af at få et civiliseret og demokratisk samfund er en velfungerende og kampklar fagbevægelse. Uden den vil arbejderne stå uden et reelt våben til at sikre sine interesser i mødet med et borgerskab, som først og fremmest vil maksimere sin egen profit. 

Arbejderbevægelsen og dens organisationer er afgørende for at sikre, at arbejdernes andel af værdiskabelsen ikke sakker bagud over tid. Og fagbevægelsen har virkelig haft afgørende magt i mange lande. Den har ikke bare koncentreret sig om lønnen. Den har også stået i spidsen for rigtigt meget andet af det, vi i dag betegner som ”velfærdsstaten”: pensioner, understøttelse, løn/dagpenge under sygdom, ferier, arbejdstid og så videre. Fagbevægelsen er slet og ret en uundværlig demokratisk kraft.

De store politiske partier, socialdemokraterne i særdeleshed, har desuden været nødt til at tage hensyn til fagbevægelsens krav for at kunne opretholde magten, selvfølgelig til kapitalens ærgrelse. Kollektive forhandlinger og en arbejderklasse, som er parat til at stå sammen mod et kapløb mod bunden, gør det sværere at presse løn, arbejdsforhold og pensioner. I perioder med skærpet konkurrence vil arbejdernes gevinster hurtigt blive kapitalens tab og omvendt.

Siden 1970’erne har der været en koordineret bestræbelse fra kapitalens side over hele vesten på at gå til angreb på fagbevægelsen. Velvillige politiske ledere, deriblandt Margaret Thatcher i Storbritannien og Ronald Reagan i USA, gjorde et stort nummer ud af at ”stå op imod” fagforeningernes tyrani. Kampagner for ”en menneskeret at være uorganiseret” osv. 

Dette har ført til en stærkt faldende organisationsgrad i alle vestlige lande med tydelige konsekvenser: stadig flere står svagere over for cheferne på arbejdspladserne, det bliver vanskeligere at bekæmpe problemer som social dumping, og det bliver vanskeligere at holde socialdemokraterne fra at flirte med højrekræfterne. Det er ganske enkelt ikke muligt at bygge en folkelig bevægelse mod kapitalisme og uretfærdighed uden en vital og slagkraftig fagbevægelse.

Marginalisér befolkningen

I 2014 kunne et stort amerikansk studie fastslå det, som mange af os længe har vidst: at USA i praksis er et oligarki (fåmandsvælde) og ikke et fungerende demokrati. Størstedelen af befolkningen har mere eller mindre nul indflydelse på statens politik. Samtidig med at USA’s rigeste nærmest får alt, hvad de peger på af politikerne, bliver staten kritiseret af FN for manglende vilje til at gøre noget ved fattigdommen i dele af landet. Befolkningen marginaliseres over flere tiår; bliver rasende, og stemte i 2016 multimilliardæren Donald Trump ind som landets øverste leder i ren protest.

Selvom forskellene også vokser her, er vi endnu ikke nået til de u-landstendenser, der præger store dele af det amerikanske samfund. Men højrekræfterne er også stærkt i gang her: vi får skattelettelser til de rigeste samtidig med, at antallet af fattige børn stiger, der kommer den ene reform efter den anden, der skærer i de sociale ydelser, og folkepensionens købekraft mindskes år for år.

Politisk er den store frustration, at det ikke ser ud til at gøre nogen forskel, om det er rød eller blå blok, der styrer. Politikken bliver mere og mere et spørgsmål om ”personer” og ”værdier”, så det konkrete indhold ikke længere er tydeligt. I den situation kommer folk let til at stemme mod deres egne interesser.

Det uhyggelige er, hvor godt en sådan politik virker. Hvis et vist mindretal i befolkningen er stærkt marginaliseret, mens det går tåleligt for flertallet, bliver det vanskeligere at opbygge en politisk social bevægelse. 

De marginaliserede bliver mere optaget af at få deres egne liv op at køre, og får slet ikke tid og kræfter til at dyrke organiseret politik. Disse grupper bliver et let bytte for demagogi, som fx peger på, at det virkelige samfundsproblem er muslimer, romaer, latinamerikanerne, kommunisterne eller andet sludder. For så handler politik ikke længere om et økonomisk system, der har presset folk ud i nød og elendighed, men om skænderier mellem folk, der burde have kunnet stå sammen.

Organisering er fattigmands kapital

Noam Chomskys 10 principper er et interessant historisk rammeværk for at forstå den nyliberale revolution i vesten de sidste 30 år. Selvom Chomsky fortrinsvis opererer i en amerikansk virkelighed, er det også vigtigt, at vi forstår, hvad det er, der sker: kulturkamp, voksende uligheder, angreb på arbejderbevægelsen og udhuling af demokratiet gør sig også i stadigt større grad gældende her.

Men konklusionen er, at det heldigvis kan ændres. Chomsky selv har altid været helt klar på dette. Når mennesker kommer sammen, taler sammen, organiserer sig og står side om side i solidaritet og kamp, kan man udrette det mest utrolige. ”Organisering er fattigmands kapital”, som det så fint hedder.

Men det kræver noget af os. Det kræver, at vi afsætter tid og kræfter til det. Frem for at nøjes med automatisk træk på kontoen til en eller anden organisation må man også være villig til at tage det lange træk: gå til møderne, påtage sig tillidshverv, diskutere med meningsfæller og modstandere, holde sig nogenlunde opdateret om ting, der sker i verden. Og vigtigst af alt: hav altid målet og løsningerne for øje! I det øjeblik man køber nyliberalismens mantra ”der er intet alternativ”, har man tabt.

Derfor: meld dig ind i en organisation, parti, fagforening – hvad som helst. Det eneste middel mod magt og uretfærdighed har altid været modmagt i form af organisering. Husk det.