Skip to content
opmærksomhedstyveriet_barn-med-mobil
Børns og unges opmærksomhed er det nye guld, og længe har markedspladsen været guldfeberens ­klondike, det er platformskapitalismens profitable forretning.

Kasinokapitalisme og moderne slaveri?

Af Niels Rosendal

[KOMMUNIST 4-2024] Forfatteren til ”Opmærksomhedstyranniet”, Camilla Mehlsen, har netop henvendt sig til ministeren for børn og undervisning, Mattias Tesfaye, med et krav om en undskyldning for årtiers forhastede digitalisering af arbejdet i daginstitutioner og skoler. Ikke alene til børnene, men også til pædagoger og lærere, som alle har været udsat for digitaliseringens ”herligheder”.

OpmærksomhedstyverietGratis goder findes ikke i den digitale verden. Prisen for dem er usædvanlig høj: en omfattende trivselskrise, accelererende forsøg på selvskade og en evindelig bestræbelse efter præstation og perfekthed, social sammenligning og social ulighed. Piger i alderen fra 11 til 15 år er særligt udsatte; drenge følger senere.

Summa summarum: det store flertal har naivt og ukritisk taget digitaliseringen til sig, naturligvis opmuntret af skiftende regeringer med pisk eller gulerod. Mens en del blandt de ældre er koblet ud i kraft af bl.a. digitaliseringen af den offentlige sektor, er børn, unge og familier overvældede af det selv samme.

Hvordan er livet i dystopien?

Camilla Mehlsen har i en særdeles grundig fremstilling præsenteret de dystre sider ved den overhåndtagende og ukritiske brug af forskellige platforme, hvis kerne handler om at skabe vanedannende afhængighed for f.eks. børn af ”at være på”, fordi det er på Snapchat eller TikTok, vennerne er.

Mod passende betaling, naturligvis, både i form af køb af dyre IPhones og iPads, og ved at acceptere platformenes datahøst, som bruges til at påvirke forbrugsmønstre blandt et købedygtigt publikum: ”Børns og unges opmærksomhed er det nye guld, og længe har markedspladsen været guldfeberens klon­dike”, hedder det lakonisk. Altså er platformskapitalismen en endog meget profitabel forretning, som vi også kan aflæse i regnskaberne fra techgiganterne.

Mehlsen kalder meget rammende sin analyse og fremstilling ”Opmærksomheds­tyveriet: Hvordan vores børn blev forsøgskaniner i techeksperimentet, og hvad vi gør nu”. Titlen er velvalgt, for de store spillere har bevidst udviklet algoritmer om f.eks. skadelig træning og spiseforstyrrende diæter og trukket på psykologisk fagekspertise med det formål at skabe en formentlig hidtil uset afhængighed af at være på 24 timer i døgnet med deres iPads for at følge med i vennernes liv osv.

Det uhyggelige er, at to håndfulde hvide mænd i 20’erne i Californien lægger beslag på opmærksomheden hos et par milliarder mennesker på kloden og i høj grad strukturerer indholdet af deres livsverden (er jeg ’med’, eller er jeg i fare for ikke at kunne følge med blandt mine venner og skolekammerater?).

De 20–25 personer har med andre og alarmerende ord igangsat et internationalt eksperiment, som sociale medier udfører på børn for profit. Udtalelsen er i 2022 fremsat af Joe Biden, som også ville holde techgiganterne ansvarlige for eksperimentet. Alt i alt en decideret forfaldshistorie, som udmøntes i mistrivsel, faldende læsefærdigheder og mindre tid til fysisk udfoldelse og noget så grundlæggende som leg.

Mobilisér til modstandskamp

På denne ingenlunde opmuntrende baggrund må læseren overveje, om det er muligt at stoppe ræset, eller om slaget er tabt.

Et slag kan være tabt, men der venter flere forude, som kan vindes. De sociale medier er menneskeskabte, og de kan principielt ændres af mennesker. I denne kamp kan man få øje på flere fronter: ganske elementært kan et forsigtighedsprincip finde anvendelse; dernæst kan vi anskue det opmærksomhedsøkonomiske marked som en form for kasinokapitalisme og fastholdel­ses­økonomi.

Endelig kan vi styrke børns rettigheder i en digital tids­alder. Børnekonventionen fra 1989 blev vedtaget i en periode, hvor privatlivet stadig kunne beskyttes. Det kan det ikke længere. Der findes altså muligheder for at begrænse ulykkerne og bekæmpe plagen.

Som den store forfatter Ludvig Holberg engang noterede: Et er søkort at forstå, et andet skib at føre. At frem­analysere, hvordan den kapitalistiske infrastruktur inden for en periode af godt og vel 10 år har medført voldsomme og uventede ændringer i børns, unges og familiers liv, er en side af sagen; noget andet er, hvad man så kan gøre ved det.

Her lyder Mehlsens formel: de tre I’er, nemlig ideologisk mobilisering, institutionel mobilisering og individuel mobilisering. Den ideologiske nødværge handler om, hvordan stater mobiliserer for et opgør med techindustrien f.eks. gennem regulering af markedet. Det institutionelle vedrører de måder, hvorpå daginstitutioner, ungdoms- og fritidsklubber plus skoler kan sætte ind med f.eks. forbud mod at bruge mobiler eller som minimum fastsætte rammer, herunder begrænsninger, for brugen i de pågældende institutioner. Det individuelle angår forældres og børns egne kampe for at styre omfanget og brugen af sociale medier.

Intet af dette kommer af sig selv. Mehlsen drager en parallel til kampen mod tobaksindustrien og taler om tobaksøjeblikket, dvs. det tidspunkt, hvor det ikke længere var muligt for tobaksfabrikanterne at skjule tobakkens skadelige virkninger.

Som med tobaks­industrien ved også techindustrien, hvilke skader deres eksperiment forvolder. Techgiganterne har selv fremskaffet rigeligt med dokumentation, men holdt den skjult for offentligheden.

Hvad der var en profitabel succes, kan ende som en klods om benet på de store udbydere, der gennem de sociale medier er ansvarlige for børns og familiers ulykker.

Et samfundsansvar

Kampen mod techgiganterne klares ikke ved passiv afventen. Tværtimod forudsætter det en aktiv indsats, jf. de tre I’er.

Især er det vigtigt, at ansvaret ikke overlades til den enkelte. Den tekniske finte har været techgiganternes moralsk løftede pegefinger. Men da vi ved, at techindustriens moral kun har rod i forøget profit, er det ligetil at afvise et helt igennem individuelt ansvar. Dermed løftes sagen også højere op på hylderne, nemlig med appeller fra FN og lovgivning i bl.a. EU.

Camilla Mehlsen er ikke den første, der kalder til kamp. Men hun gør det dokumenteret og uden de helt store armsving, som emnet ellers kunne indbyde til. Bogen anbefales hermed på det varmeste.

Camilla Mehlsen: Opmærksomhedstyveriet – Hvordan vores børn blev forsøgskaniner i techeksperimentet, og hvad vi gør nu. Informations Forlag 214 sider. 250 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk