Ken Loach holder stadig krudtet tørt
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 12-2023] Selv om Ken Loach er blevet 86 år, og korttidshukommelsen og øjnene efter eget udsagn ikke er, hvad de har været, så holder han stadig krudtet tørt, som det fremgår af hans seneste film The Old Oak, der havde premiere i Durham i det nordøstlige England.
Det var ikke tilfældigt valgt, for Durham er hovedbyen i et område, hvor der før 1980’erne var mange kulminer. Nu er de alle lukkede, og det eneste, der er tilbage fra den tid, er den årlige afholdelse af Durham Miners’ Gala, der siden 1869 har fundet sted den anden lørdag i juli. Oprindeligt var det minearbejdernes fagforenings arrangement, men udviklede sig senere til en bred festival for socialistiske fagforeninger, og i år var tilstrømningen af deltagere den største, man længe havde oplevet.
Filmen foregår i en by nær Durham, der er gået helt i stå. Minen er lukket, der er ikke kommet andet i stedet for, og fattigdom og forfald er udtalt. Det eneste samlingssted er pubben The Old Oak, og den ser også ud til være tæt ved ”last order”. Kun nogle stamkunder holder liv i den, og ejeren, kaldet TJ, er heller ikke for munter. Han er fraskilt og ser ikke sin søn, og hans bedste ven er hans lille hund, der kommer så sørgeligt af dage.
Men TJ er et ordentligt menneske, og da myndighederne finder det opportunt at indlogere et hold syriske flygtninge på dette forarmede sted, hjælper han med sin varevogn til med at hente doneret tøj, mad og andre fornødenheder til dem. Modtagelsen af dem er ellers noget blandet, kvinderne er de mest åbne og venlige, nogle mænd forholder sig neutrale, mens andre, heriblandt stamkunderne, er rasende over, at de selv lever så usselt, og så kommer de der udlændige og får i pose og sæk. De vil lave et protestmøde på pubben, men TJ afværger det med forskellige undskyldninger.
Da han derefter siger ja til i pubben at arrangere en ugentlig fælles gratisbespisning ved hjælp af donationer, hvor de faste beboere, hvoraf mange ellers må vælge mellem at spise sig mætte eller have varme i huset og de nye tilflyttere kan lære hinanden at kende, udarter det sig til en konflikt mellem den hårde kerne af flygtningemodstandere og dem, der går ind for arrangementet. Det bliver i første omgang et nederlag for meget for TJ, men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. En tragisk hændelse blandt syrerne får et flertal af de lokale beboere til at vise deres deltagelse, hvad der fører til en forbrødring mellem dem og flygtningene. Sorg er ens, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.
Filmen slutter med, at byen sammen med dens nye indbyggere for første gang i mange år deltager i det årlige Durham Miners’ Gala. At det sker under brandmændenes fane er heller ikke tilfældigt, for som sædvanlig bruger Loach ikke professionelle skuespillere, og hovedpersonen TJ er i virkeligheden brandmand. Det er en festlig og opløftende slutning, men holder den mon vand? For den indædte gruppe gamle mænd, der har valgt syrerne som syndebukke for deres egen elendighed, der jo skyldes de konservatives politik, de er der jo stadig med deres holdninger.
I øjeblikket arbejder Ken Loach, efter at være blevet smidt ud af Labour, med i netværket For the Many, som prøver at samle græsrødder, der går ind for socialistiske principper, og med filmen fordømmer han, sådan som han har gjort det i alle sine film, den usociale politik, der føres, og appellerer til den enkelte om at udvise solidaritet og medmenneskelighed over for dem, der lider under den. En smuk afslutning på en lang filmkarriere, hvis det da er en afslutning.
The Old Oak. Instruktion Ken Loach. Manuskript Paul Laverty. Premiere 7. december.