Ken Loach’s film om løsarbejdere

Af John Poulsen

Under Labours årsmøde i Brighton i september blev Ken Loach’s film ”Sorry we missed you” (Se anmeldelse i KOMMUNIST nr. 12-2019) vist for første gang i England. 

Til stede ved forevisningen var Ruth Lane, hvis ægtefælles død delvist har inspireret Ken Loach og hans manuskriptforfatter Paul Laverty. 

Don Lane havde arbejdet for DPD (i filmen PDF) og led af sukkersyge og måtte adskillige gange droppe hospitalsbehandlinger, fordi han skulle betale DPD 150£, hvis han skulle tage fri fra arbejde og ikke kunne sende en afløser. To gange besvimede han på arbejdet, en gang mens han kørte, og kort tid efter døde han af et hjertestop. Han havde flere gange under henvisning til sin sygdom bedt om en nemmere rute, men det afviste man, selv om han havde kørt for DPD i 18 år. Hans hustru havde også henvendt sig, men det hjalp heller ikke. 

Nu har hun anlagt sag imod firmaet ved Arbejdsnævnet for den måde, det behandler de ansatte på. Efter filmforevisningen sagde hun til Paul Laverty, som har skrevet manuskriptet: ”Du gav Don stemme, jeg blev overvældet”.  

Sagen har været meget omtalt i pressen, og en række læsere af The Guardian tilbød at støtte hende økonomisk, da hun fortalte om, at hun nu risikerede at miste sit hjem, fordi hende mand ikke havde nogen livsforsikring, og hun nu kun har én indtægt.

Hver tiende er løsarbejder

Men Don Lane er ikke et enestående eksempel på de horrible forhold, der bydes arbejdere på de såkaldte 0-timers kontrakter eller franchise kontrakter. De får ikke sygedagpenge eller feriepenge, er ikke forsikret og skal stå til rådighed for arbejdsgiverne uden garanti for hvor mange timers arbejde de får. 

En undersøgelse, som Britisk LO har fået lavet i 2019, viser, at 4,7 mio., dvs. en ud af ti i den arbejdsdygtige alder, arbejder på 0-timers kontrakt, og det er en fordobling på kun tre år. 

En af årsagerne er, at real-lønnen for mange ikke er steget i en del år, og at de derfor ser sig nødsaget til efter deres normale arbejdstid f.eks. at køre for Uber for at få råd til at betale de stigende huslejer. 

Undersøgelsen viser også, at 0-timers kontrakter er meget udbredt blandt unge. Det førte til strejker hos McDonald’s, som havde 0-timers kontrakter. Resultatet blev, at McDonald’s tilbød kontrakter på mellem 4 og 35 timer, men det var ikke nok for fagforeningen, så der har igen været strejker med krav om garanteret 40 timers arbejde om ugen og om, at de ansatte bliver underrettet om deres skiftende arbejdstider 4 uger i forvejen. Når man ikke har en aftale om, hvor mange timer man skal arbejde, er det arbejdsgiverne alene, der bestemmer det, og medarbejderne tør ikke klage over arbejdsforholdene for ikke at blive straffet med færre timer.    

Slavelignende forhold

Frank Field, som er medlem af Underhuset, har i mange år beskæftiget sig med velfærd og fattigdom og har lavet flere undersøgelser af forholdene hos firmaer som Hermes, Uber, DPD og Delivero og påvist mange horrible eksempler på arbejdsvilkårene i firmaerne. Han udtrykker, at der næsten er tale om slavelignende forhold, som selv Dickens ville have undret sig over, var mulige.  

0-timers kontrakterne fremstilles som et tilbud til arbejderne om større frihed, men de er det modsatte. Aftalerne er også med til at svække fagbevægelsen, som i forvejen står svagt i England. Den underminerer de kollektive overenskomster og lægger en dæmper på krav om bedre arbejds- og lønvilkår. Det giver også arbejdsgiverne mulighed for at spille de ansatte ud mod hinanden. 

Derfor kæmper fagbevægelsen for at få lavet en lovgivning, som forbyder den form for kontrakter, og Labour har meddelt, at de vil gribe ind, hvis de får regeringsmagten ved valget.

Også i Danmark

I Danmark er det ulovligt at lave 0-timers kontrakter, men alligevel er det blevet brugt i en række supermarkedskæder. Hermed er medarbejderen ikke omfattet af funktionærloven med de rettigheder, det medfører. Man er ikke sikret fast arbejde, men står blot til rådighed som en slags daglejere, som arbejdsgiverne kan skalte og valte med. 

Loven bliver også omgået ved, at der aftales et lavt timetal, selvom man reelt arbejder meget mere. Ved sygdom og barsel får man kun udbetalt for de timer, som står i kontrakten ikke for de reelle timer, man har arbejdet. 

De vilkår, som Ricky udsættes for i filmen, kendes også herhjemme fra de udenlandskejede pakkefirmaer som GLS, UPS og DHL, og det er svært at komme det til livs, fordi chaufførerne i princippet er selvstændige og derfor ikke har en ansættelseskontrakt, men i mange tilfælde en franchiseaftale.