Skip to content

Kina og Rusland har indgået et strategisk partnerskab

Kina-Rusland udfordrer dollaren og etablerer nyt internationalt betalingssystem

Af Per Lothar Lindtner, Friheten

Mødet i Skt. Petersborg International Economic Forum 6.–8. juni 2019 blev et stort skridt frem mod en strategisk alliance mellem Rusland og Kina. De to lande, der længe har været meget skeptiske overfor hinanden, er nu tvunget af den aggressive politik, som USA fører mod dem begge, til et stadigt tættere samarbejde. 

Men fasen med fornuftsægteskab er ovre. Det, vi ser nu, er en vidtrækkende alliance, med økonomi, energi, valutapolitik, produktion, madvareforsyning, regional udvikling, teknologi-samarbejde, militært samarbejde og politisk samordning.

USA’s egen fejl

Strategerne i Washington har gjort omtrent alle de fejl, det er muligt at gøre, hvis målet er at splitte modstanderne for at styrke sit eget hegemoni. I stedet har USA bidraget til at skabe en økonomisk militærblok, som spænder over størstedelen af det eurasiske kontinent, og som ser ud til at have den styrke, som skal til for at gøre USA rangen stridig og både udfordre og bidrage til at erstatte den USA-dominerede verdensorden med noget andet.

I fortiden har Rusland og Kina optrådt, som om de har troet, det ville være muligt at samarbejde fredeligt med USA. USA godtog og bifaldt Kinas vækst, så længe den ikke udfordrede USA’s globale magt. USA kunne godtage Kina som sekundærmagt og deltager på USA’s marked, der gav de amerikanske selskaber store profitter. 

Men nu, hvor Kina har vist sig i stand til at gå fra at være producent af billige industrivarer til at blive en højteknologisk nation, som både kan udfordre USA’s største selskaber og også overhale dem, som planen er med ”Made in China 2025”, fører USA en politik med sanktioner og militære trusler, som den kinesiske ledelse har været nødt til at tage hensyn til, og som den må tage dødsens alvorligt.

Har mistet illusioner om USA

”Made in China 2025” er vendepunktet: Skt. Petersborg-forummet viste, at Kina og Rusland nu har mistet alle illusioner om USA, og at de tager vigtige skridt fremover, som vil udfordre USA’s hegemoni på snart sagt alle områder.

Præsident Vladimir Putin opsummerede sin kritik af USA’s politik i 7 punkter, som er sammenfattet her. USA’s desperate forsøg på at bevare sit falmende hegemoni har sat en globalistisk model under pres og gjort den til en parodi på sig selv, sagde Putin, som tilføjede, at ”USA’s hegemoni står i modsætning til menneskehedens fremtidige mål”.

Xi Jinping på sin side optrådte med selvsikkerhed og vendte sig til alle nationer og tilbød at dele Kinas teknologiske fremskridt med alle, som måtte ønske det. Specielt lagde han vægt på Kinas ønske om at dele sine mest avancerede videnskabelige-teknologiske fremskridt, herunder G5-teknologien, hvor Kina er førende, med andre. For første gang omtalte han Putin som en af sine nærmeste og bedste venner.

30 vigtige samarbejdsaftaler

Kina og Rusland signerede omkring 30 vigtige aftaler i løbet af mødet. En af dem handler om, at Huawei skal stå for 5G-netværket i Rusland. Der blev også oprettet ”joint venture”-selskaber for at sælge russisk gas i Kina. 

South China Morning Post skriver, at totalværdien af de indgåede aftaler er på 20 milliarder dollars. Samhandelen mellem de to lande havde i 2018 en værdi af 108 milliarder dollars og stiger stadig.

Xi foreslog 4 områder, hvor de to skal samarbejde tættere: 1. energi, 2. teknologisk innovation og videnskab, dele kompetencer og etablere tænketanke for strategisk samarbejde, 3. samarbejde langs hele den industrielle værdikæde, 4. udvikle energisamarbejdet til at omfatte bæredygtige energisystemer. Dette virker mere som vedtagelser, de allerede har taget, end som forslag.

De blev også enige om at samarbejde i landbrug, madvareindustrien, forbrugsvareindustrien, metal- og byggemarkedsindustrien. Rusland skal også udvikle civil luftfart og bl.a. samarbejde om at udvikle et civilt langdistancefly, det kinesiske CR929, som vil blive en konkurrent til Airbus og Boeing.

Økonomi og valuta baseret på guld

Men måske er den vigtigste aftale, som blev indgået, den om valuta og betalingssystemer. Rusland og Kina vil etablere et fuldskala internationalt betalingssystem, baseret på nationale valutaer, som også andre lande kan tilslutte sig, en direkte udfordring til dollarens global-hegemoni, og kan kaldes et udkast til et system, som kan erstatte dollarsystemet. Det kinesiske kreditkort UnionPay vil kunne bruges i Rusland og det russiske Mir i Kina.

Ruslands statsminister Dmitrij Medvedev sagde, at hensigten er at sørge for, at ”ikke en enkelt valuta dominerer markedet”. Han sagde også, at USA’s sanktioner mod Rusland er nyttige for Rusland, fordi de tvinger Rusland til at gøre ting, de skulle have gjort for 10 år siden.

Både Kina og Rusland fortsætter med at opkøbe guld i store mængder i det, som bliver opfattet som forberedelse til et nyt guldbaseret valutasystem, som vil blive en alvorlig udfordring for dollaren.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk