Skip to content

Klima og miljø

v/ Peter Just

[KOMMUNIST nr. 1-2024]

Esbjerg-havn_monopæl

Vil bygge kæmpe monopælfabrik i Esbjerg

Den tyske virksomhed Baltic Structures Company (BSC) vil bygge Europas største fabrik til produktion af monopæle i Esbjerg.

Fabrikken bliver på mere end 100.000 kvadratmeter produktionsareal under tag og vil blive udstyret med banebrydende produktionsteknologi, der sætter nye industristandarder. Fabrikken bliver skræddersyet til at kunne producere monopæle op til 15 meter i diameter, 130 meter i længden og en vægt på op til 4.000 tons.

Esbjerg blev valgt, fordi byen ligger strategisk godt i forhold til 80 procent af de kommende offshore vindprojekter, og fordi byen har et stort fokus på vedvarende energi.

Lidt om Esbjerg

For lidt over 150 år siden var der ingenting. Kun et par gårde og tre huse med sammenlagt 23 indbyggere. Bønder der supplerede det sparsomme udbytte fra den sandede jord med lidt fiskeri.

Nederlaget til Preussen i 1864 kostede os hertug­dømmerne mod syd og dermed også vestvendte havne i Husum og Hamborg. Det var skidt for vores nationale ­selvforståelse og ikke mindst den vigtige landbrugseksport.

En rivende udvikling

I 1868 besluttede Rigsdagen, at der skulle anlægges en ny havn på vestkysten, og Esbjerg Havn var nyfødt.

Først var det landbrugs­eksporten, der trak læsset. Derefter tog fiskeriet over. I 70’erne kom der gang i det, der blev til et olie- og gaseventyr.

I dag er det havvindmølleindustrien, der fører udviklingen an. Vindmøller til ikke færre end 59 havvindmølleparker er indtil nu håndteret på Esbjerg Havn. Det er mere en nogen anden havn i hele verden.

I dag har Esbjerg 71.921 indbyggere og er dermed Danmarks femte største by.

 

Aarhus-stadion

Højprofileret stadionprojekt er stor klimasynder

Der er blevet talt, skrevet og arbejdet meget med udviklingen af Aarhus’ nye fodboldstadion, og nu viser det sig så, at klimaaftrykket af byggeriet bliver langt større end ventet.

Helt konkret bliver CO2-udledningen fem gange højere end kommunens egne vedtagne klimakrav til byggerier over 1.000 kvadratmeter.

Det viser en rapport udarbejdet af Rambøll.

Offentlig høring

Vinderforslaget til stadionet står ifølge rapporten til at udlede 40 kg CO2 pr. kvm pr. år, og bygningsreglementet sætter som bekendt en grænse på 12 kg CO2 pr. kvm pr. år.

Da klimaaftrykket fra det nye stadion kom på bordet i forbindelse med et lokalplanforslag, valgte et flertal at sende denne lokalplan i offentlig høring.

Skabte stor kritik

Projektet løb ind i en mur af kritik, så derfor blev vedtagelsen af lokalplanen udskudt. Der var ellers på seneste byrådsmøde fra flere partier lagt op til sejrstaler for vedtagelsen af det nye stadion. Det forventes, at et flertal i byrådet vil stemme for, at lokalplanen bliver godkendt.

Og så har det kommende stadion alligevel fundet vej igennem det klima- og kravmæssige nåleøje.

 

Robotter skal klare farligt arbejde

Et forskningsprojekt skal udvikle en robot, der gør det muligt for teknikere at vedligeholde vindmøller fra jorden.

Det er både besværligt, dyrt og ikke helt uden sikkerhedsrisici, når møllevingerne skal slibes og coates. Den nye robot skal kunne styres fra jorden af en uddannet tekniker i et kontrolrum langt væk fra selve møllen. Derved bliver robotten mere alsidig og præcis, og vedligeholdelsesarbejdet kan tilpasses slitagen på den enkelte mølle.

Bedre arbejdsmiljø

Først og fremmest får teknikerne et bedre arbejdsmiljø, og oven i det bliver vedligehold lettere og mere effektiv, så man kan nå flere møller på kortere tid.

Levetiden på møllerne bliver længere, når de løbende bliver vedligeholdt, og så kan man udføre serviceopgaver flere dage om året.

Det er Innovationsfonden, der står bag projektet, som skal udvikles af forskere fra Syddansk og Aarhus Universiteter.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk