Skip to content

København bliver voldtaget af pengegriskhed

Demonstration for bevarelse af Amager Fælled foran Københavns Rådhus. Foto Birthe Uhre

I disse dage bliver der taget beslutninger, som vil ændre hovedstaden for bestandigt. Og tiden kan aldrig spoles tilbage.

Kampen om Amager Fælled og Stejlepladsen, Lynetteholmen, den kunstige ø, og havnetunnel kan ende i et mord på de sidste vilde grønne områder, vi har tilbage i byen. 

Et halvt år før kommunalvalget er et flertal af politikerne ved at flytte byplanlægningen over til folketinget som lov. Det betyder kort sagt, at lige meget hvilket bystyre, københavnerne vælger til november, har det ingen indflydelse på de nævnte områder. 

Fredede områder affredes og de mange protester bliver overhørt. Det kan have store konsekvenser for miljøet og kommende tilflyttere.

En af grundene på Amager Fælled er en gammel losseplads med et nu pænere navn – Lærkesletten – som kan indeholde grimme og giftige ting i undergrunden. Her har naturen heldigvis gennem de sidste 50 år taget over og skabt en unik natur, der både indebærer sjældne blomster og dyrearter.

Stedet er blevet et vigtigt rekreativt område for byens borgere. Det samme kan siges om Stejlepladsen i Sydhavnen. 

Argumentet fra de politikere, der har valgt at overhøre de massive protester, er, at der ikke findes andre steder at bygge, og her ligger det helt åbenlyse modargument. Ja, netop derfor skal der ikke bygges der! Et andet argument er, at jo mere der bygges, jo billigere bliver boligmarkedet. Det er ikke set endnu. 

Befolkningen i Københavns Kommune er vokset fra 471.300 i 1995 til 637.936 pr. 1. oktober 2020. Befolkningstallet forventes at stige med ca. 101.600 frem mod 2030, skriver København Kommune i deres nøgletal. 

Ingen er blevet spurgt, om det er godt for byen, eller hvad der er galt med provinsen? Ingen har reflekteret over alle de bygningsfejl, der er i samtlige nybyggerier, som beboerne skal kæmpe med efter indflytning. Men mange har i denne nedlukningstid -taget konsekvensen og er flyttet ud af byen for at undgå tæthed og være nær natur.

De nye københavnere så ikke, hvad der blev taget fra os. Efter byfornyelsen gennem 70-80’erne fik vi fjernet baggårde og bragt lys og luft til befolkningen. Blandt andet med kommunisterne i front i både byråd og lejerbevægelse. Nu bygges der skandaløse højhuse med minimale gårdmiljøer.

En havnetunnel vil skabe en massiv trafikforøgelse og ingen natur til at absorbere dens CO2. Ikke en fugl kan bygge rede, ikke en ræv kan gemme sig. Ingen har nævnt, om havnebunden bliver hvirvlet op ,og det giftige kviksølv, som er der, betyder, at vi de næste 30 år ikke kan bade og fiske der, mens Lynetteholm Ø bliver bygget.

Vi kræver magten tilbage til københavnerne. Dette er hele Danmarks hovedstad, men spar os for pensionskassernes evige jagt på afkast og spekulanternes tilstedeværelse. 

RC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk