Kolonialismens litterære arv

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 6–7 2023] Det kunne ligne et udslag af ironi, at en forfatter bliver tildelt den franske Goncourt-pris for en roman, hvori han skriver om, at afrikanske forfatteres højeste stræben går ud på at få et ridderslag af det franske litterære miljø for derefter at satirisere over det.

Det var i hvert fald, om end i modsat rækkefølge, hvad der skete i 2021 for den senegalesiske forfatter Mohamed Mbougar Sarr for hans roman Menneskets dybeste erindring.

Nødigt men gerne må jeg indrømme, at det ikke er en nem bog at læse og ergo heller ikke at anmelde. Nødigt fordi jeg ikke ønsker at afskrække nogen fra at give sig i kast med værket, og gerne fordi jeg så kan give nogle råd, som jeg selv kunne have haft brug for.

Det letter læsningen, hvis man laver sit eget lille personregister undervejs og giver sig tid til at læse lidt langsommere end sædvanligt for at holde styr på de forskellige fortællerstemmer.

Belønningen efter endt læsning er, at man har fået en helt særlig litterær oplevelse og desuden indsigt i, hvordan det føles at være ”kolonialiserede horeunger af historiens voldtægt”, når forfattere fra Afrika får europæisk anerkendelse, ikke som exceptionelle forfattere men som exceptionelle negre.

Den røde tråd i romanen er en spændende litterær detektivhistorie om jagten på en senegalesisk forfatter, der i 1930’erne fik udgivet en roman i Frankrig, der fra at være blevet kaldt et mesterværk gik over til at blive en skandalebog, som forlaget destruerede. Forfatteren blev beskyldt for plagiat både af europæiske værker og af sit eget lands myter. Derefter gik han under jorden, forsvandt simpelthen, og med ham hans værk, dog med undtagelse af et eksemplar.

Mange år senere læser denne bogs hovedfortæller, Diégane, i ”Lille lærebog i negerlitteratur” om denne roman og bliver så fascineret af historien, at han giver sig til at jagte både bog og forfatter. Det bringer ham ud på en labyrintisk rejse over tre kontinenter og gennem en historie, der er præget af kolonialisme og to verdenskrige.

Vi hører om den forsvundne forfatters opvækst i Senegal og om, hvordan han kommer til Paris for at studere. Men meget før kom hans far, hvis det da var hans far, også til Frankrig for i 1. Verdenskrig at kæmpe for ”fædrelandet”. Han forsvandt også ud i det blå.

Diégane higer og søger og træffer en af Senegals store kvindelige digtere, der viser sig at være i besiddelse af Elimanes bog, som hun overlader til ham. Langsomt lykkes det Diégane at få overblik over, hvad der blev af Elimane, og hvad der drev ham. Hvorfor han rejste rundt i Sydamerika og hvem han jagtede. Noget, vi ikke får svar på, er, hvorfor den håndfuld franske kritikere, der i sin tid kastede sig over Elimanes roman, alle døde. Var det selvmord, var det tilfældigt, eller var det sort magi? Det sidste spiller også en rolle i romanen, noget med at kunne se, selv om man er blind.

Overordnet handler den om ”tornen der sidder i kødet”, om at med kolonialiseringen tog de hvide også magten over kulturen med det resultat, at afrikanske forfattere prøver at ligne og føle sig som hvide for at være på lige fod med disse og dermed bliver fremmedgjorte både her og hisset.

Samtidig med at romanen er en hyldest til den universelle litteratur, opfordrer den afrikanske forfattere til at skabe deres egen tradition og finde deres egen form.

Mohamed Mbougar Saar: Menneskets dybeste erindring. Oversat af Niels Lyngsø. Gads Forlag. 458 sider. 300 kroner