Kolonialismens mange ansigter
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST 4-2025] Ordet ”koloni” kan dække flere begreber, som i Audrey Magees roman ”Kolonien”. I 1607 annekterede England Irland og påtvang irerne engelsk kultur, religion og sprog og tog i øvrigt for sig af retterne, der her bestod i god agerjord. Hvordan det videre gik, er velkendt stof. I romanen er vi nået til 1979, hvor det gik særlig hårdt for sig mellem katolikker og protestanter i striden om, hvor Nordirland skulle høre til.
På den lille atlanterhavsø, hvor handlingen udspiller sig, er det noget, man hører om i radioen eller læser om i avisen. Her lever de få indbyggere deres stilfærdige og ensformige liv med to fiskere som kontaktled til fastlandet. De seneste tre somre har de dog haft en fransk sprogforsker som feriegæst, og i år kommer der yderligere en engelsk kunstmaler. Det er noget, den ene af fiskerne har arrangeret, og som giver lidt ekstra indkomst. Franskmanden er vellidt, men det med englænderen er lidt mere problematisk.
Først kommer sidstnævnte, Mr. Lloyd, der som kunstmaler trænger til at forny sig. Han er ikke just på toppen, hverken i Londons kunstverden eller hos sin kone, der er galleriejer, og nu vil han studere og male den store natur med havet, skrænterne og lyset for at skaffe sig et comeback. Efter ham følger franskmanden, J.P. Masson, der arbejder på en afhandling om det gamle, fortrængte gæliske sprog, som endnu tales af nogle få på øen, og hans ambition er at blive berømt og beriget af dette værk.
De to gæsters værter udgøres af en familie, der består af oldemor, bedstemor, mor og dennes søn James, som sprogforskeren insisterer på at kalde Seamus, som er den irske udgave af navnet. Kvindernes mænd er døde på havet, og James skal af samme grund ikke nyde noget af at være fisker.
Uheldigvis går feriegæsterne slet ikke i spand sammen, og i det hele taget opstår der spændinger. Lloyd er som englænder i irernes optik en fjende, da han repræsenterer de tidligere koloniherrer, men det har han ikke selv nogen fornemmelse af. For J.P., som franskmanden kaldes, er han en torn i øjet, fordi han har maset sig ind på det, der hidtil har været dennes enemærker.
Og så er der deres helt forskellige holdning til kolonialismen og dens følger, som ikke interesserer Lloyd det mindste, mens J.P. med en traumatisk opvækst som halvt franskmand og halvt algerier, er blevet besat af ideen om for enhver pris at bevare kulturen og det oprindelige sprog i det stjålne land.
I den lille øfamilie ulmer den samme konflikt mellem det gamle og det nye. James, der er det yngste skud på stammen, har ikke noget forhold til fortiden. Han taler engelsk og vil bare væk fra øen. Det åbner der sig en mulighed for, da det i omgangen med Lloyd viser sig, at han har medfødte ”malerøjne” og kan lære Lloyd at se. Det udvikler sig til, at han bliver Lloyds elev og omvendt, og at denne foreslår, at de sammen skal udstille i London, hvor James kan komme på kunstskole.
Sommeren går, og Lloyd maler i hemmelighed James’ mor i ikke ret meget tøj, ligesom han maler de andre beboere, dog påklædte og uden deres vidende. Det bliver til et kæmpemaleri, som han håber vil brage igennem i hans hjemlige kunstverden.
Romanen handler om, at kolonisering er mange ting og kan forekomme i mange forklædninger, men også om identitet og trangen til frihed. Magee beskriver det med kølig distance, poetisk, satirisk og barskt. Slutningen kommer ikke som en overraskelse, men er alligevel noget af en mavepuster.
Audrey Magee: Kolonien. Oversat af Signe Lyng. Jensen & Dalgaard. 390 sider. 298 kroner