Skip to content

Kommuner fusker med fattigdomsgrænser

Der er voldsom forskel på de enkelte kommuners vejledende rådighedsbeløb. Ifølge en rundspørge fra avisen Kommunen er det gennemsnitlige beløb for en enlig modtager af kontanthjælp 3.340 kr., men der er hele 3.000 kr. i forskel på hvad der arbejdes med i København set i forhold til f. eks.Faxe.

”Tommelfingerregel”

Rådighedsbeløbet er en slags ”tommelfingerregel”, som de kommunale sagsbehandlerne bruger, når de skal vurdere, om en borger kan få enkelt-ydelser til uforudsete udgifter som eksempelvis briller og tandbehandling.

På den måde kan de vejledende rådighedsbeløb betragtes som en lokal fattigdomsgrænse, og det finder den anerkendte professor i socialret, Kirsten Ketcher, suspekt, skriver avisen Kommunen.

Kommunerne bedyrer dog i samme avis, at de fastsatte beløbsgrænser kun er vejledende, og at kommunerne overholder Ankestyrelsens retningslinjer, der siger, at der skal foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Giver ingen mening

Kirsten Ketcher finder imidlertid, at det i sig selv er “suspekt”, når kommunerne fastsætter meget nøjagtige rådighedsbeløb:

– Betingelserne for at få enkeltydelser er så restriktive, at det ikke giver mening at fastsætte et vejledende beløb. Efter min opfattelse kommer disse rådighedsbeløb i praksis til at betyde, at paragraffen om enkeltydelser ikke bliver anvendt korrekt, og de kan måske ligefrem afskære nogle borgere fra at søge om hjælp, siger hun.

Skærpelse af loven

Til den kendsgerning, at der er kommuner, som bevidst arbejder på at ændre på rådighedsbeløbet for at opnå besparelser, udtaler Kirsten Ketcher:

– Når kommunerne direkte giver udtryk for, at de ændrer det vejledende rådighedsbeløb for at få en vis effekt, så foretager de en skærpelse af loven, og det har de ikke ret til. Jeg kan jo godt forstå, hvorfor de gør det; det er for at spare nogle penge på sagsbehandling, men der er altså ingen vej udenom, at der skal foretages en meget præcis individuel vurdering.

Mere end halvdelen af Danmarks 98 kommunerne arbejder med et vejledende niveau.

–alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk