Skip to content

Kommuner kan ikke forbyde rygning i fritiden

Kommunerne er på juridisk gyngende grund, når de indfører generelle rygeforbud for deres ansatte. Det mener ekspert i arbejdsret og professor Ole Hasselbach, Aarhus Universitet.

I dag har hver tredje eller 32 kommuner indført helt eller delvist rygeforbud for sine ansatte, og senest har Ishøj forbudt samtlige ansatte at ryge ikke blot i arbejdstiden, men også i deres ikke-betalte frokostpauser, selvom de ansatte opholder sig et andet sted end på arbejdspladsen. Og det forbud, mener professoren ifølge dknyt.dk, vil ikke holde i retten.

Arbejdsgiver kan ikke blande sig 

– Man kan ikke lave regler for, hvordan folk skal opføre sig i deres fritid, om de skal ryge eller ej, når de i øvrigt ikke opholder sig på deres arbejdsplads. Hvis en ansat vælger at ryge en smøg, mens vedkommende sidder på en bænk i det fri eller opholder sig i eget hjem, mener jeg ikke, arbejdsgiveren kan blande sig i det, siger juraprofessoren.

Han stiller sig også tvivlende over for et rygeforbud som det, Nyborg har vedtaget. Her tillader kommunen rygning i selvbetalte pauser, men stiller krav om tøjskift, før den ansatte vender tilbage på arbejdspladsen.

Kræver ‘saglig begrundelse’

– Der skal foreligge en ‘saglig begrundelse’, når man stiller krav til adfærden hos medarbejdere, og her holder det ikke at udstikke generelle regler for alle ansatte i en kommune. Der er jo forskel på, om man arbejder i en institution med små børn, eller om man beskæftiger sig med praktisk arbejde, der hovedsagligt foregår udendørs, siger Ole Hasselbalch.

I forbindelse med det netop indførte rygeforbud i Ishøj advarer fagforeningen FOA 1 kommunen mod at blande sig i de ansattes adfærd uden for arbejdstiden.

– Hvis et af vore medlemmer får en sanktion med baggrund i, at han havde røget i sin selvbetalte frokostpause – altså i sin fritid – vil jeg med det samme rejse en sag overfor kommunen. Jeg ville spørge, med hvilken ret kommunen havde gjort det. For hvis de kan det, så kan de jo også gøre det i hans øvrige fritid, siger Steen Vadgaard, næstformand i FOA 1, til Fagbladet FOA.         –Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk