Kommunerne kan bruge 3,5 mia. service og anlæg
Regeringens og Kommunernes Landsforenings (KL) økonomiaftale for 2020, giver uden tvivl et mærkbart løft til både drift og anlæg. Der bliver 2,2 mia. kr. mere til velfærdsområdet og 1,3 mia. kr. mere til anlæg.
Skal stadig spare
Det hedder flot, at rege-ringen vil afskaffe det meget upopulære kommunale moderniserings- og effektiviseringsprogram, som hvert år har fjernet 0,5 mia. kr. fra kommunernes økonomi.
Men den holder ikke helt. De 0,5 mia. af de 2,2 mia. kr. skal nemlig finansieres ved en såkaldt ”velfærdsprioritering til kernevelfærd ved frigørelse af ressourcer gennem effektiv drift.”
Her tænkes på mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer. Forskellen er reelt, at kommunerne nu får lov til selv at beholde egne besparelser til udbygning af velfærden.
Det indgår også i aftalen, at det ekstraordinære finansieringstilskud videreføres med 3,5 mia. kr. i 2020, hvoraf 2 mia. kr. fordeles på baggrund af kommunernes grundlæggende økonomiske vilkår.
KL-formand Jacob Bundsgaard (S) kalder aftalen ‘et godt udgangspunkt’ for at kommunerne både kan ‘fastholde serviceniveauet’ i takt med demografien og ‘samtidigt udvikle kernevelfærden’.
Det er også en del af aftalen, at KL skal samarbejde med regeringen om grundlaget for den kommende børneplan, der skal åbne for en gradvis indførelse af minimumsnormeringer i daginstitutionerne frem mod 2025.
Ældreråd: Kun status quo
Danske Ældreråd ser den nye økonomiaftale som et skridt i den rigtige retning.
– Pengene kan være med til at sætte en stopper for de seneste års udhuling af ældreområdet, men rækker ikke til meget mere end at opretholde status quo på området, skriver formanden Mogens Rasmussen i en kommentar til aftalen.
– Derfor ser vi nu frem til at se, om der med den kommende finanslovsaftale for 2020 bliver afsat penge til et egentligt løft af kernevelfærden, som flere partier lovede under folketingsvalget.
– Vi ved, at der i mange kommuner ligger sparekataloger med yderligere besparelser. Flere kommuner har planer om at afskedige personale inden for rehabilitering og skære i den praktiske hjemmehjælp. Vi håber, at denne aftale kan sikre kommunerne økonomi til at droppe de planlagte besparelser, skriver Danske Ældreråds formand.
Skat må stige 200 mio. kr.
Det specialiserede socialområde har også været et væsentligt tema i forhandlingerne, hvor KL har presset på for en løsning på et stærkt udgiftspres. Det indgår i aftalen mellem regeringen og KL, at parterne vil samarbejde tæt om at kortlægge udviklingen på området.
På skatteområdet er der aftalt et rum for skattestigninger på i alt 200 mio. kr., og der er etableret en tilskudsordning til de kommuner, som sætter skatten ned. Det er som sædvanligt en forudsætning for den samlede aftale, at kommunerne overholder både service- og anlægsrammen.
-Alni