Kommunisternes børnetog

Af Margit Andersen

Når man tænker på, at den danske socialdemokratiske regering ikke vil udfri en lille flok børn, der lever under umenneskelige forhold i en flygtningelejr i Syrien, bliver man på den kommunistiske bevægelses vegne endnu mere stolt af, hvad de italienske kammerater sammen med Unionen af Italienske Kvinder satte i værk i 1946, hvor landet var helt nede med nakken efter krigen. Især var nøden stor i Syditalien, mens man i nord klarede sig en smule bedre, fordi mange havde lidt jord og husdyr, der kunne holde sulten fra døren.

For at hjælpe de fattigste i syd arrangerede partiet, at 70.000 børn om sommeren blev sendt nordpå til familier, der tog dem til sig og fedede dem op vinteren over. Om dette udtryk for medmenneskelighed og solidaritet har Viola Ardone skrevet en roman, der skildrer både forsiden og i nogle tilfælde bagsiden af arrangementet.

I Napoli bor den syvårige Amerigo sammen med sin mor i en lille lejlighed i et fattigkvarter. Faderen er rejst til USA for at søge lykken, og ham har Amerigo ingen erindring om. Moderen lever af at reparere tøj for folk og vaske og reparere gamle klude, som Amerigo tigger sig til i de mere velstillede kvarterer eller finder i skraldespande, og som derpå bliver solgt på markedet af moderens ven Jernhoved. 

I Napoli har alle mennesker øgenavne, og Amerigo bliver kaldt Nobel på grund af sit gode hoved. Ganske vist har han droppet skolegangen, men han går i ”livets skole”, og det får han ikke så lidt ud af, som vi læsere erfarer, for det er ham, der er romanens fortæller.

Hans mor er en hvas kvinde, der hverken ødsler med ord eller kærtegn, og der bliver ikke forklaret meget om, hvad det handler om, da hun tager drengen med op til en dame, Maddalena, der står for at registrere de børn, som forældrene gerne vil sende med børnetoget, selv om demonstranter advarer dem om, at børnene vil blive sendt til Sibirien for at arbejde, få hænderne hugget af eller i værste fald blive stegt og spist af russerne. Alt det preller af på Amerigo, da han får at vide, at de vil få nye sko. Det risikerer han gerne livet for efter altid at have gået i arvet fodtøj.

Da Amerigo er ankommet, bliver han ”delt” mellem en enlig kvinde, der arbejder i en fagforening, og en familie med børn på hans alder, og det fungerer fint efter lidt overgangsproblemer. Han kommer til at gå i skole, og da hans plejefar, der reparerer musikinstrumenter, opdager at han holder af musik, lærer han at spille violin. 

Det er en helt anden verden, end den Amerigo hidtil har kendt til. Der er kærlighed og munterhed, og man holder sågar fødselsdage, og til sin får han foræret en lille violin. Men netop den gave bliver årsagen til, at han bryder med sin mor, efter at have været hjemme i kort tid, og rejser tilbage til plejefamilien, som adopterer ham.

Derpå springer vi frem til 1994. Amerigo er blevet en -berømt violinist, mens hans ven Tommasino, der også var med på børnetoget og vendte hjem og blev der, er blevet dommer. Maddalena er blevet gammel, men tager sig stadig af børn, der er i nød. Hun savner bare partiet og kammeraterne fra før i tiden, selv om det ikke altid var fryd og gammen, for også blandt kommunister findes der mænd, der tror de er klogere end kvinder. 

Det er stadig Amerigo, der fortæller, men nu har sproget ændret sig fra det enkle og naive til den voksnes sprog og tolkninger. Amerigo er vendt tilbage til Napoli, fordi hans mor er død, og dette besøg tager en byrde fra ham. Han indser, at moderen var hård, fordi livet var hårdt ved hende, og at det har kostet hende dyrt at give afkald på ham.

Romanen fortæller et kapitel af Italiens historie, som fortjener at blive husket, og giver stof til eftertanke om, hvad det kan indebære at blive mønsterbryder.

Viola Ardone: Drengen fra Napoli. Oversat af Kamilla Pontoppidan Haderup. Forlaget Cicero. 300 sider. 250 kroner