Kommunisternes holdning til fagbevægelsen
Om situationen i arbejderklassen og om retten til at organisere sig.
v. DKP’s faglige udvalg
[KOMMUNIST nr. 10-23] I mere end 100 år har økonomiske og sociale fremskridt i Danmark været tæt knyttet til situationen i arbejderklassen. Når klassen stod stærkt, satte det sig tydelige spor i alle sider af arbejdende menneskers tilværelse.
Der ses tilbageslag, når fagbevægelsens top svigter dem, som de repræsenterer, – især når de var optaget af at forsvare en socialdemokratisk regerings overgreb mod arbejdende mennesker. Uanset hvordan det kom til udtryk. Eksemplerne er desværre mangfoldige.
FH’s nye formand Morten Skov Christiansens kram med Mette Frederiksen bekræftede denne relation med Socialdemokratiet. Med hans løfte om at: “Jeg vil fortsat arbejde for, at alle lønmodtagere har et ordentligt og trygt arbejdsliv. Særligt vil jeg give et løfte til de unge om, at vi skal vende udviklingen, så de ikke længere topper statistikkerne i forhold til arbejdsulykker, chikanesager, dårligt psykisk arbejdsmiljø mm. Det er mit unge-løfte”, ser det ikke ud til, at FH vil markere sig tydeligere end tidligere.
Stå fast
Uden et stærkt kommunistisk parti til at organisere og inspirere fagbevægelsen til, at fastholde og genskabe fagforbundene og fagforeningerne som klassekampsorganisationer, ser vi desværre, at overenskomstkampene tabes i mangel på samlet solidaritet og fokus på egeninteresser. Overenskomstforhandlingerne er der, hvor omfordelingen af de svimlende rigdomme på arbejdsgivernes konti skal hentes. Vores tilkæmpede rettigheder er truede, og forståelsen for organisering er faldende.
Kommunisterne er klare i spyttet: Fagbevægelsen er ikke sat i værk for at forsvare socialdemokratisk politik, – det er en kamporganisation. Derfor er det nødvendigt at udbygge medlemsdemokratiet. Det nødvendiggør en total ændring af det fagretlige system. Forligsmandsloven, loven om arbejdsretten og hovedaftalen mellem DA og FH må afskaffes. Fjern fredspligten fra overenskomsten, den tjener udelukkende arbejdsgivernes interesser.
Arbejdsgivernes eneret til at lede og fordele arbejdet skal bortfalde. I stedet skal der sikres en virkeligt fri forhandlingsret efter princippet: forhandling, mægling og – hvis det ikke fører til resultat – ret til fri aktion! Afstemning om OK skal foregå ved urafstemning – uden sammenkædning og ved almindeligt stemmeflertal blandt de afgivne stemmer!
EU truer
Men det kræver, at Danmark træder ud af EU. Det er ikke nok at påberåbe sig den såkaldte danske model. EU er en trussel mod vores arbejdsmarked.
Budgetloven, privatiseringen, udbudsloven og udlicitering er alle love og direktiver direkte født af EU’s traktater. Den kommende offentlige overenskomst er alles fælles kamp, fra faglige uddannelser til ligeløn, pleje, sundhed og infrastruktur. Vi skal ikke ud i endnu en splittelse og intern kamp om de få krummer, der bliver os tildelt. Vi har set, hvor galt det kan gå med brudte musketér-eder og misundelse over andre kollegers løn.
Den kommende offentlige overenskomst skal være vores alles kamp. Vi er de ansattes arbejdsgivere, og det er ikke vores ønske at sylte de arbejdspladser, arbejdsforhold og lønkrav, statens og kommunernes rammer tilbyder.
Spræng rammerne, og lad det offentlige arbejdsmarked vise vejen. Penge er der masser af. Det faglige udvalg i DKP appellerer til, at du organiserer dig og er med til at bygge fagbevægelsen op igen til at blive den kamporganisation, den er sat i verden til være.