Kommunistisk Internationale 100 år

Af Bo Møller

Den 4. marts 1919 – altså for 100 år siden – blev Kommunistisk Internationale, også kaldet 3. Internationale eller Komintern, stiftet som en sammenslutning af kommunistiske eller venstresocialistiske partier. 

Denne begivenhed bliver i disse dage markeret rundt omkring i verden, for Komintern kom til at spille en meget stor rolle i den tid, organisationen eksisterede.

Tidligere Internationaler

Den 1. Internationale – Den Internationale Arbejder-association, som navnet egentlig var – blev stiftet i 1864, hvor Karl Marx og Friedrich Engels spillede en overordentlig stor rolle. Bl.a. forfattede Marx Internationalens politiske grundlag. Internationalen satte gang i væksten i den socialistiske arbejderbevægelse gennem dannelsen af socialdemokratier i mange lande. Den gang var Socialdemokratiet noget helt andet end i dag!

Desværre var der også andre strømninger i Internationalen end de socialdemokratiske eller kommunistiske. Det førte til stor splittelse mellem de marxistisk orienterede og især de anarkistisk orienterede partier og grupperinger. Resultatet blev, at Internationalen pga. splittelsen i 1872 flyttede sit hovedkvarter fra London til USA og herved tabte meget indflydelse. I 1876 blev Internationalen så nedlagt.

I 1889 blev Internationalen genstiftet i form af 2. Internationale. Blandt de betydningsfulde personer i Internationalen var Friedrich Engels indtil hans død i 1895. Engels brugte mange kræfter i Internationalen på at forsøge at sikre dens revolutionære og marxistiske indhold. Den nye Internationale slap stort set for stridigheder med anarkister og syndikalister. Til gengæld delte bevægelsen sig efterhånden mere og mere i en revolutionær gren og en revisionistisk og reformistisk gren, hvilket hæmmede Internationalens styrke og betydning. Internationalen fik dog for evigt markeret sig som bl.a. stifter af arbejdernes internationale kampdag den 1. maj og kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

Op til starten af den 1. verdenskrig blev Internationalen for alvor splittet, idet de socialdemokratiske partier i en række lande gjorde fælles sag med landets borgerlige kræfter og indgik i den imperialistiske verdenskrig til kamp mod arbejdere fra andre lande. Også i Danmark, der jo ikke var med i krigen, gjorde socialdemokratiet fælles sag med de borgerlige partier og indtrådte i regeringen. I 1917 blev Internationalen så endelig opløst.

Men der var stadig stort behov for en international sammenslutning af de progressive partier, og det førte så efter den store russiske revolution i 1917 til, at den Kommunistiske Internationale på især Lenins initiativ blev stiftet. 

Danmark i Internationalen

Ved stiftelsen af den Kommunistiske Internationale for 100 år siden i Moskva mødtes partier fra 29 lande. Danmark havde på dette tidspunkt ikke noget kommunistisk parti, men flere udbrydergrupper fra socialdemokratiet. Den 9. november 1919 slog de sig sammen og dannede Danmarks Venstresocialistiske Parti, der altså ikke nåede at deltage i stiftelseskongressen i den Kommunistiske Internationale. I stedet var Danmark repræsenteret af kammerater fra Norge. Snart efter sin stiftelse blev Danmarks Venstresocialistiske Parti dog medlem af Internationalen og deltog i den 2. kongres i 1920. Partiet skiftede samtidig navn til Danmarks Kommunistiske Parti.

Den 2. verdenskongres i den Kommunistiske Internationale blev af skelsættende betydning. På kongressen blev det besluttet, at Komintern skulle omdannes til et egentligt verdensparti, hvor de kommunistiske partier i de forskellige lande skulle udgøre nationale sektioner. Dette blev slået fast i 21 teser (de såkaldte Moskva-teser), som var forfattet af Lenin. 

Heri slås det også fast, at der ikke er plads til reformister og revisionister i de kommunistiske partier. Den demokratiske centralisme er grundlaget for såvel Internationalens ledende organer som for de enkelte tilsluttede partier, altså princippet om, at ledelser vælges demokratisk, og trufne beslutninger er bindende for ledelse, partiorganisationer og medlemmer. 

Samtidig blev den proletariske internationalisme skrevet klart ind i lovene, der på den ene side fastslår alle partiers ret og pligt til at arbejde for den socialistiske revolution i deres eget land, men samtidig skal de støtte den proletariske revolutions landvindinger i Rusland og kolonilandenes kamp for selvstændighed. 

Klassekamp

De første år efter den russiske revolution i 1917 og dannelsen af Komintern i 1919 var præget af en skærpet klassekamp. Hertil bidrog selvfølgelig verdenskrigens rædsler, der fik mange arbejdere til at indse, at krigen var kapitalens krig, mens ofrene var arbejderklassen. Det måtte der gøres op med. Samtidig betød den socialistiske magtovertagelse i Rusland, at man nu med egne øjne kunne se, at revolution og socialisme ikke bare er nogle skrivebordsideer, men at det faktisk kunne lade sig gøre i praksis. 

I Kiel og andre steder i Tyskland gjorde matroserne oprør. I Sønderborg på Als blev der kæmpet for en løsrivelse fra det tyske kejserdømme, der siden 1864 havde holdt en stor del af Sønderjylland besat. Tilsvarende revolutionære oprør og strejker fandt sted i Ungarn og mange andre lande. Desværre blev det ikke til en blivende revolution og socialisme denne gang. Så meget desto vigtigere blev det at sikre den russiske revolutions landvindinger og fra 1922 den nye Sovjetunions selvstændighed.

Især fra omkring 1922 satsede Komintern på enhedstaktikken – altså på at mobilisere arbejderne til fælles kamp på trods af uenigheder. Det var samtidig meget vigtigt, at de nydannede kommunistiske partier lærte at handle ud fra enhedsarbejdets metode, men uden at opgive egne synspunkter. I den sammenhæng var Lenins bog om venstreradikalismen af stor betydning. For det er ikke helt let at agere, når man på den ene side skal samarbejde med kræfter, som man måske på andre punkter er uenige med, og så samtidig fastholde partiets egen revolutionære kurs. At klare disse ting samtidig er en kunst, som desværre mange ikke rigtig havde forstået at beherske. Der er risiko for at skeje ud såvel til højre som til venstre! Det gælder også helt op til i dag såvel her i landet som internationalt.

Men desværre blev denne enshedsarbejdets metode efterhånden helt undergravet af højresocialdemokraterne i de europæiske lande, der ikke ønskede nogen form for socialisme, men blot forbedringer hist og her.

Parallelt med denne udvikling styrkedes de nydannende kommunistiske partier. De fik styr på organisationerne, fik luget ud i rækkerne, så mindre kommunistiske personer blev udelukket osv. Hertil var inspirationen fra Komintern af stor vigtighed. 

I det danske parti var der i løbet af 20’erne mange interne stridigheder mellem venstre- og højredrejede krydret med manglende teoretisk og praktisk erfaring og personlige ambitioner. På et tidspunkt blev det for meget for Kominterns ledelse, så den i 1929 sendte et åbent brev til alle partiets medlemmer. Dette brev fik en stor betydning for partiet, der herefter blev mere samlet og dermed kampdueligt. 

Økonomisk krise og fascismens vækst

Udviklingen i verden var på denne tid præget af især 2 ting: Den store kapitalistiske krise, der blev indledt med krakket på Wall Street (den amerikanske børs) i 1928 og fascismens fremmarch i Italien og senere i især Tyskland og Spanien. 

I det kommunistiske parti i Sovjetunionen havde man oplevet diverse magtkampe efter Lenins død i 1924. Her var der måske i et eller andet omfang tale om personstridigheder, men i høj grad også om helt reelle uenigheder om politikken, hvor især Trotskijs manglende tro på muligheden af at opbygge socialismen i Sovjetunionen alene var meget skadelig. 

Efterhånden blev enigheden dog cementeret, men desværre blev Kominterns linje ikke i samme omfang vendt i en retning, der umiddelbart gavnede socialismen. Tværtimod var der indført begreber som socialfascisme i sprogbrugen – hvor man mere eller mindre ligestillede socialdemokraterne med fascisterne, hvilket var en stor politisk og ideologisk fejl. 

Det blev der rettet kraftigt op på i forbindelse med Kominterns 7. verdenskongres i Moskva i 1935. Her formulerede Kominterns generalsekretær, bulgareren Georgi Dimitrov, under overskriften: Fascismen er fjenden, tanken om, at det nu var på høje tid at samles om folkefrontspolitikken, altså samle alle kræfter imod fascismen. 

I Tyskland var det kommunistiske parti allerede flere år tidligere blevet forbudt i forbindelse med Hitlers magtovertagelse, men partiet eksisterede stadig videre illegalt og prøvede uden det helt store held at samarbejde med socialdemokraterne. I Frankrig gik det bedre, hvor man faktisk fik dannet en bred folkefrontsregering. 

I lille Danmark var socialdemokraternes kommunistforskrækkelse en hindring for at gennemføre en ny progressiv politik. I Spanien blev der dannet en folkefrontsregering efter demokratiske valg, men de spanske fascister ville ikke acceptere det, så under ledelse af fascisten Franco og med militær støtte fra de fascistiske styrer i Italien og Tyskland førtes der så den store borgerkrig, der endte med demokraternes nederlag og befæstelsen af fascismen i 1939 – altså lige op til starten af 2. verdenskrig. 

Den spanske borgerkrig spillede ikke kun en rolle i Spanien, men i forbindelse med den internationale støtte fra især kommunister over hele jorden var den med til at demonstrere vigtigheden af international solidaritet og fælles kamp mod fascismen. Det var hermed også med til at gøde jorden for opbygningen af modstandsbevægelsen i de lande, der som Danmark blev besat af Tyskland.

Kominterns nedlæggelse

Komintern var bestemt ikke passiv i denne periode. Det gjaldt både i forbindelse med den mere eller mindre åbne kamp mod fascismen og i kampen for at sikre Sovjetunionens overlevelse. 

Da verdenskrigen så kom og specielt efter tyskernes angreb på Sovjetunionen 1941, blev det dog svært at køre Komintern videre. Under krigstilstanden var det ikke mere muligt at lede verdens kommunistiske partier fra et centrum i Moskva, og hertil kom, at det var bydende nødvendigt for de kommunistiske partier at samarbejde i modstandsbevægelsen med socialdemokratiske og borgerlige kræfter, som det skete i det danske Frihedsråd. Det skete på trods af den danske regering, der meget langt hen ad vejen var følgagtig over for den tyske besættelsesmagt. Uden stridsslag tilsluttede regeringen sig antikominternpagten og det grundlovsstridige forbud mod det kommunistiske parti. 

De problemer, der i forbindelse med verdenskrigen var kommet omkring muligheden for at fortsætte med et kommunistisk verdensparti, medførte, at Komintern blev nedlagt i 1943. Alle Sovjetunionens og dets kommunistiske partis kræfter blev lagt i kampen mod hitlerfascismen.

Tiden derefter

Komintern blev nedlagt, men det betød ikke, at samarbejdet mellem de kommunistiske partier blev indstillet. 

Kominform dannedes i 1947 af de kommunistiske partier i Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, Italien og Frankrig. Kominform kom dog aldrig til at spille den helt store rolle. Jugoslavien brød under ledelse af Tito i 1948 den fælles linje og drejede landet ind i en vel nærmest socialdemokratisk retning. Kominform blev endeligt nedlagt i 1956. 

Herefter har der ikke på samme måde været tale om nogen egentlig fælles organisation, men det betød naturligvis ikke, at alt internationalt samarbejde blev indstillet. 

Et højdepunkt var således det verdensomspændende kommunistiske møde i Moskva i 1969. Her blev det med syvtommersøm slået fast, at de kommunistiske partier havde en afgørende forpligtelse på 3 fronter: Som støtte til den socialistiske lejr under den kolde krig, som støtte til frihedsbevægelserne i kolonierne rundt omkring og ikke mindst som støtte for det cubanske og det vietnamesiske folks heroiske kamp for selvstændighed. Og naturligvis – og ikke mindst – har kommunisterne som altid en pligt til at styrke den nationale arbejderklasses kamp for bedre leveforhold og i sidste ende for socialismen.

Årene herefter var noget præget af, at den kommunistiske verdensbevægelse blev splittet som følge af Kinas brud på de marxistisk-leninistiske principper. Senere betød kontrarevolutionen i Sovjetunionen og de fleste øvrige socialistiske lande et stort tilbageskridt. Samtidig blev resultatet mange steder en splittelse af de kommunistiske partier – herunder som bekendt også i Danmark, hvor KPiD blev dannet på baggrund af DKPs højredrejning. 

Der blev dog taget et af-gørende initiativ fra Den Demokratiske Folkerepublik Koreas side til indkaldelsen af det internationale kommunistiske møde i Pyongyang i 1993, der efterfølgende blev fulgt op af de store internationale møder, der til at begynde med blev afholdt i Athen i Grækenland, men senere på skift i en lang række andre lande i verden. 

Disse møder har der nu været afholdt 25 af. KPiD har fra start været et aktivt medlem. Disse internationale møder har været en stor inspiration, men de kan naturligvis ikke sammenlignes med Komintern-tiden. Det er dog for tiden ikke aktuelt at danne en ny verdensorganisation – hertil er partierne og deres landes betingelser og udvikling alt for forskellige.