Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 5-2025] I DDR var der to former for litteraturcensur, forlagets egen og statens, og det ramte alle uanset navn og ry, også selv om man var medlem af centralkomiteen som Helmut Sakowski. Da Brigitte Reimanns roman Vi var søskende udkom i 1963, var den også blevet beskåret, men alligevel skabte den politisk debat og delte vandene både blandt læsere og anmeldere.

En af dem, der blev meget begejstret for den, var Berlins stadsarkitekt Hermann Henselmann. Så begejstret, at han skrev et brev til forfatteren, som sluttede med, at han var overbevist om, at hun en dag ville blive regnet for en af sit lands store forfattere.

Ud over at rose romanen, roste han også Reimann for hendes offentlige kritik af nybyggeriet i Hoyerswerda, hvor hun boede på det tidspunkt. Den gik ud på, at det var fantasiløst og manglede atmosfære med sine snorlige gader, ensartede bygninger og manglen på cafeer, biograf, teater og hvad der ellers kan gøre en by levende.

Det kontroversielle i den delvist selvbiografiske roman var overordnet set, at den handler om, hvordan delingen af Tyskland også kunne føre til splittelse i familier og desuden om de problemer, det kunne medføre ikke at have partibogen i orden. Den foregår i 1961, før Muren blev opført, hvor det var forholdsvist let at flytte til Vesttyskland, og udspiller sig inden for et par dage, men med tilbageblik til tiden før og under 2. Verdenskrig og fremefter.

Den unge maler Elisabeth, der er ansat som kunstformidler i et brunkulskombinat, er sammen med sin bror Uli på besøg hos forældrene. Deres ældre bror Konrad er for nogle år siden rejst til Vesttyskland, hvad de opfatter som egoistisk opportunisme. De to yngre søskende har altid været tæt knyttet til hinanden, og det kommer som et chok for Elisabeth, da Uli fortæller hende, at han har tænkt sig at gøre det samme.

Hun forstår det simpelthen ikke, for selv om hun ikke er medlem af partiet, føler hun sig som 100 % DDR-borger og troede, at det samme gjaldt Uli. Selv ikke da han fortæller hende, at årsagen til det er, at han føler sig uretfærdigt behandlet af styret og som følge af det ikke kan se nogen fremtid for sig i DDR, kan hun følge ham. Hun har selv på kombinatet været udsat for at blive mistænkeliggjort, men hun tog kampen op og fik sig renset, i stedet for at svigte de værdier, som hun går ind for.

Det er en svær situation for dem begge, de prøver at tale hinanden til rette, de skændes og ind imellem falder de tilbage til deres tidligere varme forhold. Til sidst griber Elisabeth ud efter hjælp hos sin kæreste, hvad Uli, og for øvrigt også hun selv, betragter som en slags forræderi.

Brigitte Reimanns forfatterkarriere blev kort. Hun døde allerede i en alder af kun 39 år, men alligevel nåede Henselmanns spådom at gå i opfyldelse, og hun anses i dag for en af de væsentligste DDR-forfattere. På trods af at hun kunne være på tværs politisk i mange spørgsmål, nåede hun at blive hædret med fire priser, hvoraf den sidste var Heinrich Mann-prisen, som i 1965 blev tildelt hende for netop Vi var søskende.

I 2022 fandt man tilfældigt i et pulterkammer i det hus i Hoyerswerda, hvor hun havde boet, det oprindelige og ucensurerede manuskript til romanen, og det er det, der ligger til grund for Gyldendals udgivelse af den i serien Skala, der omfatter ”nyfundne eller genopdagede enestående værker”.

Brigitte Reimann: Vi var søskende. Oversat af Uschi Tech. Gyldendal. 272 sider. 250 kroner