Krig mod Rusland og Donbass?
Muligheden for krig mellem Ukraine og Rusland er vokset dramatisk i de sidste uger og dage
Det ukrainske militær bruger Bayraktar-TB-2-kampdroner købt af Tyrkiet til provokatoriske angreb og manøvrer i ”konfliktzonen”, som det kaldes, på grænsen til Donbass-republikkerne Donezk og Lugansk. Våbenhvilen er for længst brudt på grund af voldsomme ukrainske beskydninger i grænseområdet.
Siden 2014 er 14.000 mennesker omkommet ved forsøgene på at generobre Donbass-republikkerne.
Ukraines økonomi er på sammenbruddets rand efter opløsningen af Sovjetunionen. Særligt efter kuppet i 2014 er situationen forværret, og landet er faldet tilbage i recession.
Ukraine er nu det næst fattigste land i Europa. Kun overgået af Moldavien. Donbass republikkerne husede det sværindustrielle centrum i Ukraine, da de stemte sig til uafhængighed i 2014. Ukraine er tiltagende blevet udplyndret af vestlig finanskapital og bevæger sig stadigt nærmere en truende fallit.
Hvis betalingen fra Rusland for transporten af den fossile energi falder væk, og muligheden ophører for at kunne betjene sig af de russiske gasledninger, kan en statsfallit næppe afværges.
Ukraines magthavere forsøger derfor en flugt ind i krig.
Troppeforlægninger indenfor de russiske grænser bliver erklæret som aggressioner af magter, der sender atombomber og styrbare missiler rundt om hele kloden, og direkte ind foran døren til Kina, Iran og Rusland. Præsident Putin og udenrigsminister Sergej Lavrov har gjort klart, at stationering af NATO tropper i Ukraine eller angreb på Donezk, Lugansk og Krim ikke vil blive tolereret.
US-krigsminister Lloyd Austin erklærer ved sit besøg i Østeuropa, at Ukraine og Georgien har en ”åben dør til NATO”, og ”ingen tredje magt vil have vetoret over NATO’s medlemskabsbeslutninger”.
Pentagon kalkulerer med et svagt Rusland på grund af sanktionerne efter NATO’s og EU’s kup i Ukraine i 2014. Sanktionerne havde dengang store negative virkninger på den russiske økonomi.
I dag er det helt anderledes. Rusland har stabiliseret sig, retter sig mod Asien og har fundet en stærk partner i Kina. Dermed har de geostrategiske magtforhold skubbet sig afgørende. De er ikke mere villige til at bøje sig for Washingtons befalinger, men holder fast ved den ”røde linje”, der afstikker national sikkerhed og suverænitet.
HN