Krigen mod Donbass

[KOMMUNIST nr. 12-2022] Boris Litwinow, formand for det kommunistiske parti i Folkerepublikken Donetsk, fortæller i et interview i det tyske DKP’s avis, Unsere Zeit, om folkeafstemningerne, deres forhistorie og krigen mod Donbass.

Boris Litwinow siger, at afstemningen var resultatet af ”vort folks kamp i mere end 8 år for en forening med Rusland”.

“Der har tidligere været flere afstemninger i Donbass. Den første var en afstemning om bibeholdelse af Sovjetunionen i marts 1991. Nøjagtigt som et betydeligt flertal af mennesker i samtlige sovjet-republikker stemte jeg for det.

Flertallet blev ignoreret, og landet blev splittet op.

I slutningen af 1991 fandt en afstemning sted med spørgsmålet, om vi ville et uafhængigt Ukraine. Jeg stemte nej til dette, da jeg ønskede Ukraine i en stor unionsstat – ligesom Sovjetunionen.

Den næste afstemning i Donbass var så den 11. maj 2014. På dette tidspunkt havde vi forstået, at vi ikke kunne leve sammen med regeringen i Kiev, der var kommet til magten ved et kup og havde en fascistisk karakter. Det gav anledning til to spørgsmål:

Ville vi en uafhængig stat, eller ville vi blive en del af den Russiske Føderation?

Det gav en intensiv debat.

Kort forinden havde folk på Krim stemt for en forening med Rusland, hvilket førte til talrige sanktioner, og derfor besluttede vi at fravige spørgsmålet om forening med Rusland og først og fremmest koncentrere os om en uafhængig stat.

Vi havde den forhåbning, at regeringen i Kiev ville respektere folkeviljen. Set i bakspejlet var denne forhåbning naiv. Vi havde forvekslet ønsketænkning med realitet, da den fascistiske ideologi i det nye Ukraine var tydelig i deres politik.

Som kommunister så vi det særligt med de nye ”helte”. For os var heltene den Røde Hær, der befriede Donbass fra fascismen. For Kiev og dens partnere var det derimod de ukrainske kollaboratører og aggressorer, der blev Ukraines nye helte.

De socialistiske kræfter i Donbass var fra begyndelsen en drivende kraft i processen om uafhængighed. Kupregeringen i Kiev – højreradikale oligarker understøttet fra -Vesten med USA i spidsen – ville ikke acceptere vores uafhængighed .

Minskaftalen blev ikke overholdt. I 7 år blev vores byer beskudt og tusinder af civile myrdet trods alle forhandlinger og aftaler.

I februar 2022 havde vi sikre informationer om et kommende storangreb med opmarch af store kontingenter ukrainske krigskræfter ved vores grænser. Derfor etablerede vi den 18. februar masseevakueringer af børn og ældre mennesker – og få dage efter startede Ruslands militæroperation. For os var det i sidste øjeblik for at forhindre mange civile ofre og grusomme forbrydelser på vores befolkning. Det er klart, at Kiev aldrig vil acceptere uafhængighed, og at vi som lille stat vedvarende ville være mål for beskydning og overfald.

Derfor er en forening med Rusland nødvendig.

Som kommunister ser vi det som en befrielseskamp mod et fascistisk regime, der er understøttet af Vesten.

Indadtil vil vi efter afstemningen fortsætte vores politiske kamp for socialisme i hele Rusland”.