Krisen kradser stadig
For stramme offentlige finanser og enforringelse af dagpengene har været med til at gøre krisens konsekvenser værre for mange danskere
For de danskere, hvis arbejdsplads gik tabt, har finanskrisen i gennemsnit barberet over 300.000 kroner af deres indkomst siden 2008, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
– Da finanskrisen tvang de danske virksomheder til at lukke, var arbejdsmarkedet oversvømmet af jobsøgende, samtidig med at der var meget få stillinger at kæmpe om. Så mange af de mennesker blev reelt tvunget til at starte forfra, siger Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Lars Andersen peger også på, at mange danske lønmodtagere blev tvunget til at tage job på en lavere økonomisk hylde end den, de kom fra.
Lider stadig efter krisen
Selvom krisen ligger flere år tilbage, mener Lars Andersen, at den nye analyse er en påmindelse om ikke at glemme de danskere, der stadig lider efter krisen. Man kunne have afbødet det økonomiske slag for rigtigt mange mennesker, siger Lars Andersen. Ifølge ham begik skiftende regeringer fejl.
– Jeg mener, at man kunne have afbødet det økonomiske slag for rigtigt mange mennesker, hvis man havde åbnet for de offentlige kasser og investeret i at skabe arbejdspladser langt tidligere, end man gjorde. Samtidig efterlyser han også mere fokus på at holde både ansattes og lediges kvalifikationer ved lige, så de får lettere ved at få job, selvom de i en periode står uden arbejde.
Kunne have været undgået
Han bakkes op af Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet.
Ifølge ham har kombinationen af for stramme offentlige finanser og en forringelse af dagpengene været med til at gøre krisens konsekvenser værre for mange danskere. -Der er vel ikke længere nogen, der kan være i tvivl om, at den politik, der blev ført i årene efter krisen, har været med til at øge uligheden i samfundet ved at skubbe alle, der kunne kravle og gå, ud på arbejdsmarkedet i en periode, hvor der ingen job var, siger Jesper Jespersen.
-bfc