Skip to content

Kulturliv

Film værd at se

Brooklyn
Den danske kvinde
Hil Cæsar
Youth
Kollektivet
The Revenant

Viggo Rivad er død

En af vore fineste fotografer, Viggo Rivad, er død 93 år gammel efter at have været aktiv fotograf i næsten 70 år. Han voksede op under fattige kår, hvor der ikke var råd til uddannelse, men da han fik et fotografiapparat i hånden, så vidste han at han skulle være fotograf. Som selvlært opnåede han at blive anerkendt, vandt mange priser, kom på finansloven i 1999 og fik i 2004 som den første Fogtdals fotografpris på 250.000 kr. Men han glemte aldrig sine rødder og så det som sin opgave, at ”skildre dem ingen taler om, dem der ikke har mange chancer for at blive hørt. De rige skal sgu’ nok klare sig”, som han selv har udtrykt. Rivad har også leveret bidrag til vort blad, bl.a. en anmeldelse af en Jacob Riis-udstilling og en billedside om hjemløse i Sct. Petersborg.

Leninprisen 2016

Årets Leninpris er af Jan Myrdalselskabet blevet tildelt Mikael Nyberg med den begrundelse, at han ”er en af vort lands skarpeste kritikere af det kapitalistiske system.”  Nyberg er forfatter og redaktør af det svenske tidsskrift Clarté. På dansk udkom i 2005 på forlaget Tiderne Skifter hans bog ”Kapitalen.com: myten om det postindustrielle paradis”, der er spækket med gode analyser og eksempler på, at arbejderklassen stadig er der og udbyttes mere og mere. Han skriver også regelmæssigt artikler til tidsskriftet Det ny Clarté.

Matador

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har endnu en gang i Politiken kritiseret, at doktor Hansen i Matador var modstandsmand og samtidig medlem af Det Radikale Venstre. ”Det fandtes slet ikke. Modstandsfolk var kommunister og stærkt nationalkonservative” udtalte Espersen.

Hvorfra han har den ide, at der ikke fandtes radikale modstandsfolk vides ikke. Tager man organisationen Frit Danmark, så var der en del radikale med, men det var jo sådan, at når man gik ind i modstandsarbejdet, så blev man ikke spurgt om, hvilken politisk opfattelse man havde, men om man ville deltage i kampen mod den tyske besættelsesmagt.

Hvad angår de stærkt nationalkonservative, så var der også blandt dem brodne kar, f.eks. forfatteren Valdemar Rørdam, som skrev hyldestdigtet ”Så kom den dag som vi har ventet længe”, der blev trykt i det nazistiske studenterblad Akademisk Aktion efter Hitlers angreb på Sovjetunionen den 22. juli 1941. Selvom Espersen i sin biografi om Rørdam prøver at vaske ham ren, er der pletter, der ikke kan gå af.

Minibibliotek

Kulturstyrelsen giver tilskud til forskellige biblioteksprojekter, og har i 2015 bl.a. støttet, at Helsingør bibliotek kan etablere et minibibliotek i 3F Nordsjælland Øst’s kontor i Helsingør. Forsøget løber frem til 1. august 2016. Det sker ud fra devisen, at hvis ikke 3F’erne kommer på biblioteket, må biblioteket komme til dem. På minibiblioteket kan man låne bøger uden at skulle registreres og have dem så længe man ønsker.

Fagforeningen håber med dette initiativ at få flere af dens læsesvage medlemmer til at læse, og det at man har ubegrænset lånetid kan give dem den nødvendige tid. I fremtiden bliver den slags projekter sværere at føre ud i livet, da regeringen netop har fjernet 1/3 af midlerne til særlige projekter. (Kilde: Fagbladet)

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk