Kulturliv
Film værd at se
37
Cafe Society
Dagen i morgen
Fuglene over sundet
Indignation
Klanen
Sergej Eisenstein
Allerede i november og december har Cinemateket taget fat på at markere, at det næste år er 100-året for Oktober-revolutionen. Det sker ved at vise en række af den sovjetiske filminstruktør Sergej Eisensteins væsentligste film. Nogle af filmene vil blive akkompagneret af levende musik. I december måned kan man se “Strejke” torsdag den 1. kl. 19:30, “Oktober” søndag den 4. kl. 19:30, “Panserkrydseren Potemkin” onsdag d. 14. kl. 19:15 og endelig “Alexander Nevskij” onsdag den 28. kl. 19:00. Yderligere oplysninger på www.cinemateket.dk.
Fredsrose
I forbindelse med Aldrig Mere Krigs 90-årsjubilæum i oktober modtog skuespillerne Anne Marie Helger og Peter Larsen foreningens Fredsrose for ”med fredfyldte antimilitaristiske ukrudtsbekendelser at gøgle imod krig”. Tidligere har bl.a. fredsforskeren Jan Øberg og musikeren Henrik Goldschmidt fået Fredsrosen.
Bataljemaleri på Charlottenborg
Det var planlagt, at Simone Aaberg Kærns bataljemaleri på Kunsthal Charlottenborg kun skulle vises i en måned, men pga. den store publikumsinteresse er udstillingen blevet forlænget til 15. januar 2017.
Maleriet var oprindeligt blevet bestilt af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Da de blev præsenteret for skitsen, lod de den bedømme, ikke af en kunstkyndig person, men af en generalmajor i Forsvarsstaben, og på baggrund af hans udtalelse afviste man skitsen. Generalmajoren mente, at skitsen ikke var en repræsentativ skildring af de danske styrkers indsats i Libyen.
Brumleby museum
København har fået et nyt museum, nemlig Brumleby Museum, som åbnede lørdag den 19. november. Museet består af Danmarks ældst bevarede brugsforening ”Østerbro Husholdningsforening”, som drev sin virksomhed fra 1868 til den lukkede i 1984. Heldigvis indgik lokalerne ikke i den store renovering, som er sket i Brumleby. Den er nu blevet renoveret og bragt tilbage, så den fremtræder som da den blev åbnet. Udover forretningen indgår også et bibliotek og et bestyrelseslokale i museet. Det holder åbent hver søndag kl. 11-15.
Fredning af historisk kvarter
Siden et flertal i borgerrepræsentationen i foråret vedtog et lokalplansforslag, som gav tilladelse til at nedrive Slagtergårdskarreen på Vesterbro for at give plads til bygning af luksuslejligheder, har der været kraftige protester imod det. Bygningerne blev opført i 1860’erne og husede i baggårdene slagtere, værksteder og håndværksproduktion, mens der i forhusene var beboelse. Det er et unikt kvarter, fordi det omfatter et helt område med både for- og baghuse. I juli indsendte Landsforeningen for bygnings- og landskabskultur et forslag til Det Særlige Bygningssyn om at frede bygningerne. På sit møde den 3. november har bygningssynet indstillet til Slots- og kulturstyrelsen at frede hele det historiske miljø omkring Slagtergården.