Kunstnerbrødre

Af John Poulsen

I 1880 slog to unge fattige, men håbefulde malere kludene sammen og flyttede ind på et kvistværelse i Herluf Trollesgade, der var så lille, at de måtte skiftes til at male. Senere delte de også atelier i den nyåbnede udstillingsbygning Charlottenborg. 

På trods af at de kom fra fattige kår på landet, var det lykkedes dem at komme ind på Kunstakademiet i henholdsvis 1875 og 1877, og det var der, de lærte hinanden at kende og blev nære venner. De blev en slags kunstnerbrødre, brugte hinanden som modeller og tilfældigvis havde de også samme efternavn, nemlig Andersen. For ikke at blive forvekslede med hinanden valgte de at tage navn efter deres fødebyer, og de blev til henholdsvis L.A. Ring (1854–1933) og H.A. Brendekilde (1857–1942), sådan som vi kender dem i dag. 

Ring kom fra Sydsjælland, hvor hans far var tømrer og hjulmager, og fik en maleruddannelse, mens Brendekilde kom fra Fyn, hvor hans far var træskomager, og han blev uddannet som snedker og stenhugger.

Opvæksten på landet blandt almuen satte sit præg på begges arbejder, og landskaber og nedslidte mennesker var gennemgående motiver i det første årti. Der er ingen guldalderidyl som hos andre af datidens malere, der kom fra det bedre borgerskab; de skildrede også almuen, men set udefra eller om man vil ovenfra, og fortrinsvis iført deres pæne søndagstøj. 

For første gang kan man nu se ca. 90 af de to maleres værker anbragt side ved side. Det sker på Randers Kunstmuseums udstilling ”Kunstnerbrødre – L.A. Ring & H.A. Brendekilde,” som vil vise forbindelseslinjerne mellem dem, kunstnerisk og personligt. 

Vi får lejlighed til at se ligheder, men også forskelle i både valg af motiver og farver. Ring elskede det danske gråvejr og udtalte i en samtale med Otto Gelsted, at ”alting er gråt i gråt, og så nogle enkelte gule og brune farver, det er storartet”. Hos Brendekilde er farveskalaen lysere, og menneskene er i kontakt med hinanden, mens vi hos Ring for det meste oplever tavshed og ensomhed. De to væsentligste malerier er Rings ”Høst” (1885) og Brendekildes ”Udslidt” (1889), der hænger overfor hinanden for at vise forskellene på de to kunstnere. 

Fra begyndelsen af 90’erne ændrer Brendekilde langsomt stil og holdning og vælger idylliske og sentimentale hverdagsscener med stokroser op ad huset. Han blev derfor tit kaldt ”stokrosemaleren”, og det skulle ikke opfattes positivt. I Politikens nekrolog skrev man, at ”han kunne til det sidste sælge alt, hvad han kunne overkomme at male”. Ring fortsatte med at male livsbekræftende landskaber og bybilleder, og havde i modsætning til Brendekilde forståelse for den tidlige modernisme i kunsten. Deres veje skiltes på et tidspunkt, men senere mødtes de igen, da Brendekilde flyttede til Jyllinge og Ring boede i Roskilde. 

Begge blev de i deres unge år, betragtet som socialistiske agitatorer, og deres sociale engagement viser sig også tydeligt i malerierne. De følte, at bønderne havde svigtet, da de ikke gik til væbnet modstand imod højrepolitikerne i midten af 1880’erne. Hvor længe Brendekilde holdt på sine socialistiske synspunkter vides ikke, men Gelsted kunne bekræfte, at de holdt hos Ring indtil hans død. 

Der er ingen tvivl om, at L.A. Ring er den væsentligste af de to, og han er langt mere repræsenteret på landets museer. Det afspejles også i priserne, idet Brendekildes stokroseidyller kan sælges for 50.000–100.000 kr., mens det senest solgte billede af Ring indbragte 640.000 kr. 

Udstillingen kan anbefales og vises senere på Brandts i Odense og Nivågård i Nordsjælland.

I forbindelse med udstillingen er der udkommet en publikation med en række tematiske artikler, som er på 200 sider og koster 190 kr. Tidligere på året udkom Ralph Sonnes bog om Brendekilde.

Randers Kunstmuseum. Kunstnerbrødre – L.A. Ring & H.A. Brendekilde. Slutter 31. marts.

Ralph Sonne: H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie. Forlaget Multivers. 238 s. 329 kr.