Kupepidemien

Af Niels Rosendal Jensen

[KOMMUNIST nr. 2-2024] I betragtning af at en gruppe ledende officerer gennemførte et kup i Niger for relativt kort tid siden, er dette en interessant udgivelse. Den består af tre dele, hvor den første under titlen ”Fra det arabiske forår til kupepidemien” indeholder analyser af Tunesien, Ægypten, Libyen, Syrien, Bahrein og Algeriet. Anden del handler om de afrikanske kup, nemlig Burkina Faso, Sudan, Niger og Gabon. Endelig kommer vi til tredje del – ”Kup og militarisering er også en global tendens” – som gennemfører analyser af Thailand, Burma, Bolivia, Brasilien, Iran og Rusland.

Bogen tager sit afsæt i to artikelserier om, hvad der noget uklart kaldes ’den autoritære bølge’. Artiklerne blev bragt i Solidaritet og Kritisk Debat fra januar 2021 til september 2023.  Ud over ”nænsom opdatering” af de oprindelige artikler har forfatterne tilføjet et forord, tre korte indledninger til hver af de tre dele plus en afslutning. Den nænsomme opdatering synes at være blevet for nænsom. Slåfejl, manglende ord m.v. skæmmer desværre udgivelsen i høj grad. Nænsomheden omfatter desværre ikke alene sproget, men også indholdet. Det vil anmelderen i det følgende give et par eksempler på.

Læseren spises af med et eller andet, der kaldes analyse. Der er glimt af analyse, men ingen egentlig gåen i dybden. Derfor: Hvad er fællesnævneren i epidemien? Er kuppene skåret over samme læst? Hvem gavner kuppene? Hvordan påvirker de om muligt USA’s krav på verdensherredømme? Den slags er der lidt af; til gengæld er der en tydelig påvirkning fra de borgerlige mediers årelange højredrejning. Der er også en fare for at ende med at sammenligne æbler og pærer. Sat på spidsen: Der er kvalitativ forskel på, om kuppene er iscenesat af USA og konsorter (som f.eks. i Chile, Bolivia eller Libyen), eller om de er udtryk for en folkelig bevægelse i kamp mod et diktatur (Portugals ’nellikerevolution’)? Ja, forfatterne synes at være af denne opfattelse, men de gennemfører ikke konsekvent den slags analyser. Ærgerligt, for det ville være på sin plads for at forstå begivenhederne. Med fare for at overdrive argumentet kunne man påstå, at bogen minder lidt om TV-aviserne – aktuelle korte beskrivelser uden strukturel styrke. Det indebærer på ingen måde, at bogen er ligegyldig eller overflødig. Men man savner et klarere standpunkt, der taler Roma (= USA) midt imod.

Lad os tage et omdiskuteret eksempel: Libyen.

Overskriften til det pågældende essay hedder: ”Oprørets dag. Libyen rejste sig mod Gaddafi”. Hvorfor dog? Fordi masserne ikke længere ville finde sig i undertrykkelse og tvang. Det rapporterede de forenede massemedier herhjemme såvel som i udlandet også i 2011 ud fra en udokumenteret påstand om, at Gaddafi havde iværksat et folkemord med massive drab på civile, gennemført af kampfly fra hæren og med støtte af hans afrikanske lejesoldater. Det var løgn dengang, og i dag kan enhver finde dokumentation for, at det var løgn og bedrageri. Selv om bedrageriet er omgivet af en relativ tavshed her i landet, så har en række anerkendte internationale aviser (New York Times, The Guardian m.fl.) kunnet afdække løgnen. Endog det britiske House of Commons er nået til en lignende konklusion i 2016. Den viden må forfatterne have haft adgang til, men ikke ladet sig påvirke af.

Mere detaljeret kan man læse om det i Tunanders bog om krigen.

Reference: Ola Tunander (2018). Libyakrigen. Bruken av retorikk og bedrag for å ødelegge en stat. Sirkel Forlag (Norge)

Mikael Bjerrum og Carsten Jensen (2023). Kupepidemien. Militærets voksende rolle i det globale syd. Hellerup og Norderstedt: BoD. 174 sider. 150 kr.