Kvinde, kend din plads!

Du skal vide, hvor du står i samfundet og så tage kampen op

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

I denne tid er der megen sympati, frygt og vrede over kvindemordet i Ålborg. Der er megen beundring over kronprinsessen, og hvor skarp hun er i spørgsmål omkring de svageste i samfundet. Der er stadig frustration over tjenestemandsloven og den manglende ligeløn. Der er stadig krænkende oplevelser at berette på arbejdspladser, som bliver fortalt under #meetoo.

Dette er bare, hvad der lige nu fylder i medierne. Så er der alt det, som ikke bliver fortalt, og som kvinder går rundt og bærer på alene og måske med børn som vidner.

Søster, det er her, du skal kende din plads i samfundet. Du skal spørge dig selv, om dette samfund tager dig seriøst? Gør det? Hjalp det, at vi fik kvindelige erhvervsledere og politikere, eller opdagede du, at omsorgen eller den manglende omsorg fra erhvervslivet og politikerne ikke ændrede sig en tøddel? Troede du naivt, at der var et forbillede, du kunne spejle dig i, at du også kunne få muligheden for at få løst dine problemer? Troede du, at der kom grundlæggende ændringer i forhold til kvinder, så må du tro om.

Hvad er du værd?

Dette samfund er grundlæggende ligeglad med kvinders rettigheder, for den sags skyld menneskets rettigheder.

Og hvordan kan jeg påstå dette? Det kan jeg, fordi alle de ovenstående overgreb ikke er løst politisk endnu. Det er ikke noget nyt, der nævnes her eller er sket. Det er så gamle nyheder. Og flere generationer af vort borgerlige demokrati, med skiftende regeringer og køn, kender til problematikken og har haft alle muligheder på tværs af partier til at løse dette.

Nu står vi overfor en mulig krig med udsendte danske soldater. Det er heller ikke første gang i Danmarkshistorien. Hvordan har soldaternes koner og kærester det? Deres børn? De får at vide lige som ved 1. verdenskrig, at de er vigtige for moralen og fædrelandsforsvaret. De går i evig angst og håber, at han ikke kommer hjem i kiste eller med skader på krop og sjæl. De skåner børnene og lyver.

Krig er ikke i vores interesse. De få kvindelige soldater døjer med menstruations mobning og ellers samme traumer, som når en mand slår ihjel, eller en kammerat dør. En smerte, som gør ondt i generationer. Det hørte vi i beretningerne fra familierne, hvis forældre eller bedsteforældre døde eller blev tortureret under 2. verdenskrig.

Hvem løser problemet?

Vi bekymrer os også om de stigende priser på energi. Hvordan får vi hverdags-økonomien til at hænge sammen?  De fattigste af os sidder i et koldt Europa og fryser med slukket lys. Her er der heller ingen løsning fundet. Men løsningen er nem, hvis man er socialist.

Samfundet har været med til at skabe disse kvindemordere. Sådan er de ikke født. Det er en kollektiv samfundspligt at opdrage med moral og give de værktøjer, der skal til for at få et menneske til at have selvværd og selvtillid og respekt. Det kan man ikke lægge over på en familie, hvis der ingen forudsætninger er. Og det kan der være mange årsager til. Men den største årsag er samfundet.

Når et samfund udstøder og kriminaliserer fattige og sårbare. Når et samfund ikke økonomisk understøtter børns og unges tilgang til pasning, uddannelse og fritidsaktiviteter, sundhedsvæsen og boliger, så ved man, hvad man skaber. Det er der tonsvis af rapporter, der beviser. Når et samfund ikke kan give krisehjælp eller ligefrem vanrøgter fjernede børn gennem privatisering, så kender samfundet også konsekvenserne.

Tag stilling

Jeg ser ikke kvindekampen som feministisk, det er ikke biologien – manden, der er problemet. Det er samfundet, det kapitalistiske samfund. På trods af alle de år det har haft, alle de muligheder, trods skiftende regeringer, har de aldrig lavet grundlæggende ændringer. Og det kommer heller ikke til at ske.

Kvinde Mette og kvinde Bramsen kunne have valgt at bruge de 550 millioner til lønløft eller til velfærd, i stedet for at sende dem til Ukraine. De kunne fjerne EU’s budgetlov, så vi ikke behøvede de evindelige nedskæringer. De kunne melde os ud af NATO og EU, så vi blev neutrale fredelige naboer. De kunne have nægtet krigsmateriel på dansk jord og i havne. De kunne have gjort så meget. Men det gør de ikke!

Så kvinde tag stilling, kend din plads. Vi kan skabe et helt andet samfund. Der er stærke kvinder før os, som tog kampen op, og mange flere stærke kvinder bakket op af mænd, som også vil have et samfund, hvor vi alle er lige og frie.

Vi skal føre arven og pligten videre – 8. marts er ikke mors dag, og kan ikke spises af med blomster – det er en dag, som skal huske os på, at samfundet kun ændres ved at indføre socialisme. Det kunne ses i Sovjetunionens forfatning. Kapitalismen har haft chancen!