Kvindekamp er klassekamp
Af Rikke G.F. Carlsson, Kommunistisk Parti i Danmark
”I bogstavelig forstand efterlod vi ikke en eneste mursten stående tilbage af de foragtelige love, der satte kvinder lavere end mænd”, udtalte Lenin i 1923.
Bolsjevikkerne indførte love efter revolutionen, så kvinder ikke længere var tvunget til at leve sammen med deres mænd eller at følge dem, hvis et jobskifte betød et skift af bolig. Rettigheder til at stå i spidsen for husholdningen og ligeløn. Fokus på kvindernes rolle som mødre samt barselsregler blev introduceret. Forbud mod lange arbejdstider, natarbejde. Betalt barsel ved fødsel, børnepenge og børnehaver. Abort blev legaliseret i 1920. Skilsmisse blev simplificeret, og civil registrering af ægteskaber introduceret. Man arresterede kun kunder og bordelejere, ikke prostituerede. De fik derimod uddannelses- og arbejdstræningstilbud. Konceptet med ”uægte” børn blev afskaffet. Dette var ikke et politikerstunt men et menneskesyn, som kommunismen så smukt står for.
Barsel er også økonomi
Når en kvinde i Danmark tager den længste barsel, er det jo ikke, fordi hun har fået barn med en dum partner. Men fordi to ansvarlige mennesker vurderer, at det økonomisk er bedst, at den lavestlønnede bliver hjemme på de lave barselsdagpenge*. Og uden overraskelse vil det næsten altid være kvinden.
Enhver med børn ved, hvor dyrt det er at få en lille ny, men det er ikke den første tanke. Barnevogn og tøj er nok første tanke. Men 10-15.000* i første leveår skal det nok løbe op i plus 10-15.000* oven i til ekstra indkøb af bleer, medicin, babymad mm. Dåb eller navngivningsfest og stigende el- og vandforbrug.
Mange af os har slet ikke nået disse gennemsnitlige priser. Vi har arvet, købt genbrug, lånt og fået. Men det gør ikke barselsdagpengene større. Eller mulighed for at opspare til pension i denne tid. Er man f.eks uheldig at få et barn med vanskeligheder, som sygdom eller handicap, kommer der andre udgifter til. Her er det så, at partneren måske også må tage orlov på lavere indkomst.
Institutionerne kører på skrabede kommunale budgetter. Regionerne skærer ned på de handicappede familier med specielle behov. Det gør lige ondt på kvinde som på mand. Mange bedsteforældre bor langt væk, er stadig på arbejdsmarkedet og kan ikke træde til. Vores samfund er ikke indrettet til børnefamilier, og det er ikke noget nyt.
Familien under pres
Det er blevet moderne at tale om barsel til mænd. Men så længe ligeløn ikke er indført, og man på arbejdspladser stadig ser med undren på manden, hvis han har lige så mange ”sygedage” som kvinden*, så bliver det snik snak, som samfundets politikere har luftet siden 1919.
Familiestrukturer ændres igennem livet og skal samtidig tilpasses arbejdsmarkedets forventninger. Det giver en usikkerhed og åbner for konservative holdninger. Den nye generation tyr desværre tilbage til en ”sikker” rollefordeling kernefamilien, som heller ikke giver garanti for lykke.
Det kan være ok, hvis bare man ikke var økonomisk afhængig af partneren eller banken. Familien i dag er under stort pres – især bolig- og pensionsøkonomisk. Mine bedsteforældre kunne leve af en indtægt. Nu er man afhængig af to.
Skal vi styrke kvindens og barnets rolle, skal kampen være bred. Partneren er også kampfælle. Kravene om fuld løn under barsel med fuld pension, fri samfundshjælp til de kriser og specielle behov, der kan opstå i en børnefamilie uden indtægtsnedgang, er i familiens fælles interesse.
Hykleriet
Fordomme om, at man er mand, kvinde, hermafrodit, eller hvordan man får udlevet sine drømme om uddannelse, familieliv og engagement i samfundet, som frivillig i idræts- og foreningsliv, kan ikke bekæmpes, før man allerførst erkender, at vi lever i et kapitalistisk samfund!
Her bliver vi først og fremmest set som en arbejdskraft, der skal købes og bruges så billigt som muligt. Derfor ser vi også en eksplosion af stress- og andre arbejdsrelaterede sygdomme. Frustrationen ligger mellem at være et ordentligt menneske og samtidig udføre sit job fagligt forsvarligt, have overskud til familien, og så hvad arbejdsgiverne byder os af overarbejde og nedskæringer og frygten for arbejdsløshed. De to elementer bliver aldrig forenelige i denne samfundsstruktur.
Da Hitler i 1933 havde udstedt sine gyldne løfter om at afskaffe arbejdsløsheden, forbød han gifte kvinder at tage arbejde, hvor der var ledig mandlig arbejdskraft. Denne besynderlige måde at forandre den åbne arbejdsløshed til en skjult blev smukt gemt i en nazistisk ideologi ”børn, køkken, kirke”. Man indoktrinerede kvinder og mænd og vildledte den tyske arbejderklasse i disse år, mange forsøgte at leve op til idealet. Men den forsvandt som dug for solen, da mændene i 1940 drog til fronten, og det blev nødvendigt for den tyske krigsmaskine at få kvinderne ind i produktionen, da mændene kom hjem igen, måtte kvinderne vige pladsen.
Fælles kamp
Et andet eksempel: i Danmark indførte vi 1901 den første lov om barselsorlov. Det var ikke en selvstændig lov, men en del af arbejderbeskyttelses-loven, Fabriksloven af 1901. LO lavede i 1909 en undersøgelse af, hvordan loven virkede. Det viste sig, at kvinderne ikke brugte orloven i særligt omfang, blandt andet fordi de ikke havde råd til at blive hjemme uden løn i 4 uger efter fødslen eller overhovedet kendte til loven.
Vi må lære af historien og sammen kæmpe mod de kræfter, der truer vores familier, vores drømme og lykke. Vi må åbne os op igen og lufte vores daglige frustrationer med dem omkring os. Vi må stille spørgsmålene, også de svære, og høre på, hvad vores forældre og bedsteforældre gjorde og følte. Det kommer der masser af livserfaring, gode grin og seje historier af.
8. marts er absolut ikke forældet. Men vi skal fejre den sammen, kæmpe sammen, for den er til fælles bedste, og især for vore børns fremtid.
* Danmarks Statistik