Kvindens kamp er langt fra slut

Et stigende oprustningsbudget forsinker ikke bare ligestillingen, det øger forskellen

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for DKP

[KOMMUNIST 3-2025] Det er vigtigt at forstå, at en kvindes manglende ligestilling i forhold til juridiske, økonomiske og kropslige rettigheder ikke løses ved at indføre for eksempel kvindelig værnepligt. Den løses heller ikke ved at bruge vores penge på krig, da netop prisen for oprustning især går ud over kvindens ligestilling,

Når penge bruges til krig, tages de fra velfærd som folkepension, uddannelser og sundhedsvæsen. Selvom Danmark vedtog Ligelønsloven i 1976, der skulle sikre, at alle har ret til samme løn og lønvilkår for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, er vi langt fra målet.

De fleste kvinder er ansat inden for den offentlige sektor, og det er især her, man mærker løn- og pensionsforskelle. Det er også her, at fødsler foregår, og også her, at nedskæringer på fødegangene er blevet udført. Noget vi jævnligt hører om. Når kvinder får mindre i løn og pension, bliver alting dyrere. Det er logik for burhøns. Når en elregning eller en liter mælk stiger, er den logisk set dyrere for den, der tjener mindst.

Ligelønnen

Derfor vil oprustningens omkostninger påvirke kvinder og fattige mest. Det betyder, at den politiske vilje til højere løn inden for det offentlige ikke vil være til stede. Det betyder også, at strejkevåbnet ikke vil være effektivt, da det faktisk betyder en besparelse for den offentlige arbejdsgiver. Konsekvensen er også, at det er blevet svært at rekruttere nye medarbejdere, fordi politikerne prioriterer at ansætte den eftertragtede arbejdskraft indenfor forsvaret og i den voksende forsvarsindustri.

Så løftet om de 1.000 sygeplejersker til sundhedsvæsenet, Mette Frederiksen gav i sin valgkamp, blev ikke holdt.

Faktisk lider sundhedsvæsenet over alt i verden. Derfor er omsorg blevet en handels­vare. En stat kan spare mange penge på uddannelse ved at købe færdiguddannede fra andre lande, som Indien, Filippinerne o.lign. Det er den situation, vi er kommet i nu.

Med budgetlovens konstante nedskæringer kan Mettes valgløfte ikke holdes. Det kræver både et stop for budgetloven og en massiv tilførsel af penge til de udsultede institutioner. Altså de penge der nu skal gå til oprustning.

Det rige samfund

I Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Holland og ti andre økonomisk veludviklede lande tjener mænd alle steder mere end kvinder. Der er ikke lige løn for lige arbejde i et eneste af de 15 lande, konkluderer en rapport fra CBS. Med 18 procent løngab lander Danmark på en 5. plads.

Dette er efter, man har renset tallene for de forskelle, der opstår som følge af alder, uddannelse og deltid. En anden forskning viser også, at kvinders bruttoindkomst falder med næsten 30 procent efter fødslen af første barn, og efter 10 år stabiliserer den sig på 20 procent under det oprindelige niveau, hvilket fortsætter efter hver fødsel. Fædres arbejdsindkomst er stort set upåvirket af, om de får børn eller ej eller går på barsel.

Omsorgsdræn

Løsningen blev som bekendt, at oprustningsbudgetter fortsætter, og at Regeringen sammen med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre (alle arkitekter bag budgetloven) vedtog et lovforslag, der skulle sikre arbejdskraft i fremtidens sundhedsvæsen og ældrepleje med udenlandsk arbejdskraft.  Nå, ja og så skulle kvinder tvinges ”i trøjen” som fremtidig kanonføde.

Ingen, heller ikke kvindelige politikere, har tænkt på den handlede arbejdskraft. Kun på egen ”nød”. Hovedsageligt vil det blive kvinder, der skal flyttes fra eget land, isoleret og ukendt med danske arbejdsforhold og kultur.  Jamen, hun kommer jo til at tjene mere og kan sende penge hjem til sine børn og familie. Vi hjælper jo, vil nogle nok påstå.

Jeg vil stille modsat spørgsmål: Da vi importerede arbejdskraft i 1960’erne og 70’erne, hvilket resultat gav det? Mændene var de første, der blev fyret, og mange af deres koner er i dag isoleret sprogmæssigt som pensionister.

Må de kommende udenlandske omsorgs- og sundhedsarbejdere tage deres familie med? Eller ses det som familiesammenføring? Allerede nu ved vi, at den uddannede udenlandske arbejdskraft inden for eksempel ingeniører, hvor arbejdssproget er engelsk, bruger deres børn som fungerende tolke i mødet med den danske hverdag. Vi ved fra byggeriet og andre servicefag, hvor socialt isoleret den importerede arbejdskraft er.

Det er en moderne form for slaveri. Ingen skal stjæle sundhedsarbejdere fra hinanden. Som om Indien og Filippinerne ikke mangler dem?? Det skriger til himlen.

Kampen er langt fra slut

Spørgsmål som fri abort, partnerrelateret vold, ­voldtægter osv. er stadig til kvindens fordel. Noget der konstant skal kæmpes for, trods påstande om fremskridt. Magasinet Mandag Morgen beskrev en undersøgelse, hvor det viser sig, at hver 4. danske mand, over 20 procent af alle mænd under 50 år mener, at ligestillingen mellem kønnene er gået for langt. Tendensen med den udbredte ligestillingsskepsis er klart mest dominerende blandt de blå partiers mandlige vælgere.

Så, kære søster og kampfælle. Vi har lang vej endnu.  Fredskamp er kvindekamp, kvindekamp er klassekamp.