Skip to content

La Victoria – Sejren

Af Inge Høgh

I dagene 15. til 17. april i år er det 60 år siden, invasionen i Svinebugten i Cuba fandt sted, hvor USA imperialismen fik en ordentlig røvfuld.

Det nationale sikkerhedsråd i USA gav chefen for CIA, Allen Dulles, til opgave at planlægge undergravende aktioner mod det revolutionære styre i Cuba i slutningen af 1959.

CIA havde gode erfaringer med at hjælpe til ved fjernelse af uønskede regeringer i andre lande, 1953 i Iran, hvor Shahen blev indsat, og et statskup i 1954 i Guatemala.

Operation Pluto

Så at få styrtet den cubanske regering og få indsat den marionetregering, man havde dannet, skulle jo være nemt. Planen fik navnet Operation Pluto og gik ud på at hverve og træne en regulær hær af lejesoldater blandt de emigrerede kontrarevolutionære cubanere til en invasion. Der blev etableret 13 militære træningslejre i Guatemala, Nicaragua, USA og deres militærbaser i Puerto Rico og ved Panamakanalen.

1500 kontrarevolutionære skulle udgøre invasionstyrken med hjælp fra fly, destroyere og hangarskibe.

Invasionsflåden var stået til søs den 12. april, og den 15. april om morgenen bombede fly Cubas fire vigtigste militære lufthavne. Næsten halvdelen af det cubanske luftvåben blev gjort ukampdygtigt.

Cuba var velforberedt

Kort før daggry den 17. april, gik to frømænd i land i Playa Giron (en strand i Svinebugten) for at anbringe positionslys, der skulle vejlede landgangsfartøjerne. 

Men da havde Fidel Castro mobiliseret hele Cuba, revolutionshæren, det nye revolutionære politi og frivillige civile, man var i højeste alarmberedskab. Fidel Castro ledede personligt hele slagets gang. 

På grund af dygtig kontra-spionage vidste cubanerne, at en invasion ville komme, og derfor var man forberedt. Desuden havde nyhedsorganerne Time og New York Times offentliggjort detaljerede reporter om invasionsplanerne allerede i januar 1961.

Nederlaget for invasionsstyrken var tæt på, så natten til den 19. april forlangte CIA-agenten Bissel, general Lemnitzer og admiral Burke en øjeblikkelig indsats fra flådens jagerfly, der stod parate på et hangarskib 50 sømil fra Playa Giron. Men Kennedy afviste kravet, der førte til overgivelse. 

Efter 72 timer kunne Fidel Castro meddele: ”Angriberne er tilintetgjort. Efter slaget i Playa Giron står revolutionen som sejrherre. På kun tre døgn har revolutionen tilintetgjort en hær, det har taget USA’s imperialistiske regering adskillige måneder at oprette”.

USA truer stadig Cuba

Den 26. april påtog præsident Kennedy sig det fulde ansvar for den mislykkede invasion.

En vigtig historisk begivenhed, hvor USA-imperialismen fik et stor nederlag, og den cubanske revolution fik en stor og betydningsfuld sejr. 

Her 60 år efter denne begivenhed kan vi konstatere, at USA-imperialismen ikke er blevet mindre, og dets trusler mod Cuba heller ikke er mindsket. Den krig, USA nu fører mod Cuba, er den ulovlige blokade og de mange løgnehistorier og fake news, hvormed man forsøger at knække det socialistiske Cuba. 

Det må ophøre, men tør man stole på, at USA’s nye præsident vil rette sig efter, hvad tusindvis af mennesker fra hele verden forlanger: Stop blokaden mod Cuba!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk