Langvarig lønstrejke på Vestas
[KOMMUNIST nr. 10-23] I takt med at folk har fundet ud af hvor dårligt et resultat, de fik ved overenskomstforhandlingerne på industriens område, har der været rejst lønkrav på arbejdspladser landet over helt i tråd med det, der blev aftalt ved OK-forhandlingerne.
Senest har Vestas smagt på utilfredsheden, da de timelønnede på fabrikkerne i Videbæk, Ringkøbing, Nakskov og Lindø, samt vingefabrikken i Lem og Vestas lager i Skjern, valgte at nedlægge arbejdet.
Krav om mere i løn
Arbejdsnedlæggelserne kom i kølvandet på lokale overenskomstforhandlinger, der havde stået på siden før sommerferien, hvor de ansatte stemte nej til det resultat, der forelå.
Vestas havde tilbudt en lønstigning på sølle 1,2 procent, hvor man fra arbejdersiden havde forventet en stigning på mindst 3 procent.
Parterne var herefter enige om at drøfte det videre forløb, men nåede aldrig hinanden. Det tog de ansatte konsekvensen af ved at nedlægge arbejdet i utilfredshed med forløbet af de lønforhandlinger, som var efterfølgende.
En tur i arbejdsretten
Efter flere dages strejke blev Arbejdsretten blandet ind i sagen. Her blev Vestas-arbejderne beordret til at genoptage arbejdet, og hvis folk ikke retter ind, får de en bod.
Arbejdsrettens beslutning var helt som forventet. Men på trods af Arbejdsrettens afgørelse og formaninger valgte de strejkende på Lindø sammen med Vestas-kolleger i Jylland og på Lolland at fortsætte strejken, og så blev banen kridtet op til en skærpet bod på 50 kroner pr. time, der var strejket.
De strejkende valgte herefter at gå i arbejde igen, men det sidste ord er formentlig ikke sagt i den sag, da de ansatte ikke føler sig værdsat på nogen måde.
/PeJu