Lavrov: Der findes ikke noget alternativ til Minsk-aftalerne
På russisk tv havde Komsomolskaja Pravda et interview med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov. Interviewet giver nok et godt indblik i, dels hvad almindelige russere, repræsenteret ved en pågående – for ikke at sige aggressiv kvindelig journalist, og dels den russiske ledelse mener om centrale udenrigspolitiske spørgsmål.
Interviewet blev indledt med, at den kvindelige journalist spurgte Lavrov om, hvorfor man fra russisk side ikke erklærede, at dagens ukrainske regime var fascistisk, brød med Kiev og anerkendte de oprørske folkerepublikker i Donbass som selvstændige stater.
Lavrov svarede, at der var al mulig grund til at betegne dagens ukrainske regime som fascistisk, at Kiev-regimet med støtte fra sine vestlige kuratorer gjorde, hvad det kunne for at undergrave bestræbelserne på at skabe en fredelig løsning på konflikten i Ukraine, og at regimet optrådte i strid med Ukraines egen forfatning ved at undertrykke den russiskvenlige befolkning i Øst-Ukraine. Men alligevel fandtes der ifølge den russiske udenrigsminister ikke noget alternativ til Minsk-aftalerne om, hvordan krisen i Ukraine kunne løses ved hjælp af politiske reformer.
NATO og Ukraine
”Vi forholder os til det ukrainske folk og den ukrainske stat, ikke til dagens ukrainske regime. Og vi arbejder for et normalt, neutralt Ukraine”, understregede Lavrov. ”Dersom vi anerkendte folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk som selvstændige stater, ville vi miste resten af Ukraine”.
Lavrovs svar opsummerer det dilemma, den russiske ledelse står overfor. Der er ingen tvivl om, at dagens ukrainske magthavere gør, hvad de kan for at provokere Rusland ved stadigt at fremkomme med antirussiske erklæringer, ved at undertrykke russisk sprog og kultur og ved at føre en blodig undertrykkelseskrig mod befolkningen i Øst-Ukraine. At anerkende Donetsk og Lugansk som selvstændige stater og eventuelt indlemme dem i Den russiske Føderation ville være en naturlig reaktion på denne politik, om ikke af andre grunde så for at tvinge Kiev-regimet til at indstille krigsoperationerne mod Donbass.
Men der er meget lille tvivl om, at en sådan anerkendelse ville drive resten af Ukraine yderligere ind i armene på Vesten og eventuelt kunne åbne for et ukrainsk NATO-medlemskab. I så fald ville Rusland kunne blive tvunget til en krig med Ukraine for at forhindre, at landet blev optaget i den vestlige militæralliance – med mindre tabet af Donbass var et så stort prestigenederlag, at det anti russiske Kiev-regime brød sammen.
De ukrainske bombninger
Stillet overfor dette dilemma, er det naturligt, at den russiske ledelse vælger at ”fryse” konflikten i Øst-Ukraine, beholde kontrol over Donbass som en forsikring mod, at Ukraine melder sig ind i NATO og satse på, at vanstyre og kaos vil få det ukrainske regime til at bryde sammen. Kun et regimeskifte og valg af et mindre russiskfjendtligt og mere pragmatisk styre vil kunne muliggøre en afslutning af krisen i Ukraine på tilfredsstillende præmisser. Nemlig en omdannelse af landet til en løs føderation, hvor truslen om at de østlige regioner bryder med Kiev vil være tilstrækkeligt til at forhindre, at Ukraine knytter sig for tæt til NATO og andre vestlige strukturer.
Samtidig er der ingen tvivl om, at fjernsynsbilleder af, hvordan Kiev-regimets styrker nærmest dagligt bombarderer byer og områder i Donbass, virker som en kraftig provokation på den russiske befolkning, og får mange til at spørge om, hvorfor man ikke anerkender Donetsk og Lugansk som selvstændige stater og fremtvinger et stop for bombardementerne.
Hvis det kommer til en alvorlig provokation, for eksempel at Kiev-styrets styrker bombarderede en skole eller et sygehus, ville den russiske ledelse kunne blive tvunget til at reagere militært.
Besindelse og diplomati
Selv erklærede Lavrov, at han betragtede faren for en krig mellem Ukraine og Rusland som lille, men at man måtte være forberedt på, at de ukrainske magthavere af hensyn til det kommende præsidentvalg kunne komme til at fremprovokere tilspidsede situationer i Donbass eller ved Krim.
Mange russere ville -utvivlsomt ønske sig en mere selvhævdende og handle-kraftig udenrigspolitik, sådan som det fremgår af de spørgsmål, Lavrov blev udsat for, heriblandt spørgsmål, pub-likum havde sendt ind.
Således blev Lavrov spurgt om, hvorfor Rusland ikke meldte sig ud af et russiskfjendtligt Europaråd, hvorfor ødelæggelsen af russiske mindesmærker i Polen ikke førte til ødelæggelse af polske mindesmærker på russisk territorium, hvorfor man ikke brugte økonomisk blokade til at tvinge Georgien til at lukke sine amerikanske militær-baser, og hvorfor man fra russisk side ikke havde formået at fremtvinge et møde med Julija Skripal, den russiske pige der forsvandt i England efter et meget omtalt giftattentat, og som mange russere mener, at briterne har dræbt eller kidnappet.
Lavrov besvarede disse spørgsmål ved at mane til besindelse, diplomati og samarbejde og ved at understrege, at man ved at anvende økonomiske blokader og andre magtmidler, risikerede at støde potentielle samarbejdspartnere fra sig.
Russisk udenrigspolitik
Et lands udenrigspolitik vil være bestemt af en kombination af dets geografiske placering og andre objektive faktorer og ledernes værdier, præferencer og opfattelser.
Hvem der styrer i Rusland, er af betydning for russisk udenrigspolitik. I dette perspektiv er det underligt, at vestlige ledere ved hjælp af støtte til oppositionsgrupper og sanktioner prøver at fremtvinge et regimeskifte i Rusland.
Skulle det komme til et regimeskifte, er der al mulig grund til at tro, at det nye styre ville tage hensyn til kravet i folkedybet om en langt mere selvhævdende udenrigspolitik. Sandsynligvis repræsenterer Putin og kredsen omkring ham det mest pragmatiske og samarbejdsvillige af alle styrer, det er muligt at forestille sig skulle være ved magten i dagens Rusland.
Bjørn Nistad, Friheten