Leder: Danske milliarder til danske behov

[KOMMUNIST nr. 3-2024] I disse dage har der været krig i Ukraine i ti år. Ikke to, som de hjemlige nyhedsmedier hævder, men ti år.

Da Maidan-kuppet havde sejret i 2014, da landets valgte præsident var flygtet og en fascistisk inficeret regering installeret i Kiev, ikke på et folkeligt mandat, men på euro og dollars – da rev Krim og de to Donbass-regioner sig løs og erklærede sig selvstændige.

Da Kiev-regeringen var kommet sig over chokket og havde fået styr på sit militær (hvoraf en betydelig del havde gjort mytteri), indledte den en krig mod de to Donbass-republikker. Det blev en meget ensidig krig til at starte med; en række befriede byer blev tilbageerobret, blandt dem Mariupol ved det Azovske Hav, og derpå frøs fronterne fast. I otte år beskød og bombarderede Kiev-styrker de to republikker og dræbte i alt 14.000 mennesker, hovedsagelig civile. I de samme otte år gennemførtes i den del af Ukraine, som fortsat var under Kievs kontrol, en hårdhændet udrensning ikke blot af alt russisk, men også af alt, hvad der mindede om Ukraines stolte fortid som sovjetrepublik.

I februar 2022 følte Kiev sig, massivt støttet af EU, USA og NATO, stærk nok til den afgørende offensiv. Den indledtes den 19. februar. Tre dage senere tvang en russisk folkestemning, ført frem i dumaen af det kommunistiske parti, en tøvende præsident Putin til at sætte foden ned, standse Kievs offensiv og indlede en langsom befrielse af de besatte dele af Donbass. Først da blev krigen bemærket i den danske offentlighed.

München-konferencen

Nu, to år senere, har lederne af verdens imperialistiske lande og deres vasaller været samlet til den årlige ”sikkerhedskonference” i München. Mødet fandt sted i skyggen af, at endnu en af de Kiev-besatte byer i Donbass var faldet. Meddelelsen om, at det var slut med myrderierne på i hvert fald dette lille frontafsnit, udløste dyb depression i München. Den kom oven i en gryende erkendelse af, at Rusland står til at vinde krigen i Ukraine. Hvad der mislykkedes for både Napoleon og Hitler, at besejre Rusland, kommer heller ikke til at lykkes for Mette Frederiksen, Zelenskij & Co. Det burde have stået klart fra starten; nu er det altså omsider ved at gå op for krigens bagmænd.

Får det så de forenede imperialistiske magter med vasaller til at drage den logiske konklusion og søge forhandling og fred? På ingen måde! Bevillingerne til krigen skal tværtimod sættes i vejret. Myrderierne skal fortsætte så længe som muligt.

Danmark på andenpladsen

Blandt de lande, der støtter Zelenskijs krig med våben og penge, indtager Danmark en beskæmmende andenplads, når bidraget sættes i forhold til nationalproduktet; kun Estland er mere krigsliderligt.

De mange milliarder, der sendes til Kiev, kunne være brugt langt bedre herhjemme. Det danske sundhedsvæsen er i forfald; ventelisterne vokser, i nogle sektorer er man begyndt at tale om kollaps, og patienter, der var blevet indlagt på Rigshospitalet for at blive helbredt for deres sygdomme, bliver endnu mere syge af den skimmelsvamp, der breder sig i de forsømte bygninger. Danmarks fortids­minder trues af ekstremt vejr, hvis følger der ikke er penge til at afbøde, og sådan kunne man blive ved. Selv forsvaret må skære ned på de aktiviteter, der ikke er direkte relevante for krigen i Ukraine, og de inspektionsskibe, der skulle holde øje med farvandene omkring Færøerne og Grønland, ligger stille i havnene på grund af manglende vedligeholdelse.

Og så er det måske ikke engang det værste. I USA, hvis bidrag til krigen i absolutte tal er de største, må de styrende forsvare bevillingerne med, at hovedparten af pengene bliver i landet, hvor de går til at skabe flere arbejdspladser i den amerikanske våbenindustri. Her er Danmark en trofast kunde. Er det i virkeligheden også den vej, pengene til vedligeholdelse af danske sygehuse og bevarelse af danske fortidsminder går? Til udbygning af den amerikanske våbenindustri?

Det er på tide, galskaben i Ukraine hører op. Det er på tide, at de milliarder, som den danske arbejderklasse har skabt, går til dækning af danske behov og ikke til en udsigtsløs krig for et korrupt og undertrykkende regime i Kiev.