Leder: Et middelmådigt OK23 resultat

[KOMMUNIST nr. 4-2023]  Der var store forventninger til, at forhandlerne fra industriens arbejdspladser denne gang var i stand til at skaffe nogle lønstigninger, der kunne mærkes.

Men den nye overenskomstaftale på Industriens område blev en billig løsning for arbejdsgiverne. Dette til trods for, at der fra landets arbejdspladser var rejst gode og stærke argumenter for at få gennemført forbedringer – specielt på lønnen. Industrien har i overenskomstperioden haft kronede dage, og det ville have været naturligt, at de hårdtarbejdende medarbejdere, som dybest set er årsagen til, at det er gået så godt, havde fået del i overskuddet efter flere års løntilbageholdenhed på grund af forskellige kriser.

Havde ikke hørt efter i timen

Medlemmernes krav til forhandlerne var ikke til at tage fejl af, med en inflation på 10 procent skulle der flere kroner i lønningsposen for at kunne modstå de stærkt stigende forbrugerpriser.

I løbet af 2022 blev langt de fleste danskeres løn mindre værd, fordi priserne steg med det højeste tempo i 40 år, men det evnede forhandlerne fra CO Industri ikke at gøre noget ved.

Resultatet af de såkaldt hårde forhandlinger blev tyndbenet.

Aprilsnar

På lønsiden blev det til sølle 4 procent hen over den toårige periode, der er varigheden for den nye overenskomst. Derfor er en lønstigning på 4 procent meget langt fra at vinde det tabte tilbage. Industriens folk arbejder under minimalløns­overenskomster, der giver ret til lønforhandling i overenskomstperioden.

Det hedder sig, at de sidste 6 procent, der mangler for bare at dække inflationen, skal tillidsmændene på landets arbejdspladser så se, om de kan få ud af arbejdsgiverne ved lokale forhandlinger på direktionsgangene. Det bliver ikke nogen nem opgave – for ikke at sige nærmest umuligt. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at der var tale om en aprilsnar.

Et opreklameret resultat

I et nyhedsbrev, som Dansk Metal sendte ud til medlemmerne, roser man resultatet i store vendinger ved blandt andet at fremhæve nogle punkter med nogle svulstige kronebeløb, som at mindstelønnen stiger med 9 kroner i timen.

Det, man glemmer at oplyse, er, at der ikke er nogen i industrien, der arbejder på en så latterlig timeløn som 127 kroner. Så der er ikke noget at råbe hurra for. Lærlingene har så fået lagt 8 procent på deres løn i overenskomstperioden, det var også hårdt tiltrængt, da de i årevis er blevet udsultet og forbigået. Derudover er der lidt længere betalt barsel, og arbejdsgiverne skal give 2 procent mere i pension, der udbetales som lønstigning det første år af overenskomsten.

Satte retningen for andre

Det er almindelig kendt, at industriens resultat sætter retningen for andre, og der gik heller ikke lang tid, før flere overenskomstområder fulgte trop som perler på en snor med resultater, der stort set var kopieret fra industriens resultat.

Nogle få brancher fik lidt mere. Fælles for dem er, at de arbejder under normallønsoverenskomster og derfor ikke har ret til lønforhandlinger i overenskomstperioden. Forhåbentlig vil det, der er opnået, kræve en del mere flødeskum oven på lagkagen, før lønmodtagerne er tilfredse.

I første omgang trak arbejdsgiverne det længste strå, men der er stadigvæk et skud tilbage i bøssen.

Så STEM NEJ. Det kan gøres bedre.

/PeJu