Skip to content

Leder: Klima

FN’s klimapanel har udgivet en klimarapport. Ifølge rapporten kan vi opleve en gennemsnitlig temperaturstigning på ½ grad i dette årti. Verdens regeringer forpligtede sig i Paris-aftalen til, at der først skulle være en stigning på halvanden grad i slutningen af århundredet.

Vi har oplevet en sommer med ødelæggende skovbrande i Tyrkiet og Grækenland, ekstreme temperaturer i USA og dødelige oversvømmelser i Tyskland og Kina.

FN’s klimarapport understreger, at de ekstreme vejrfænomener vil fortsætte. Kæmpestore områder i verden kan få så høje temperaturer, at der ikke kan dyrkes noget. Landbrugssystemer vil kollapse. Mange mennesker vil forsøge at flygte til andre områder for at overleve. Det vil skabe flygtningestrømme og konflikter.

Den Grønne Studenterbevægelse læser klimarapporten op og bliver ved, indtil statsministeren indkalder til klima-pressekonference.

Kommunisterne mener

Kommunisterne mener, at de største udfordringer med klimaet skal ses i et internationalt perspektiv. De store globale udledninger retter sig ikke efter landegrænser og enkelte regeringers vedtagelser om reduktion af CO2. Der skal reduceres så meget som muligt så hurtigt som muligt.

Den danske regerings mål om reduktion på 70% af CO2 i Danmark i 2030 er langtfra nok.

Her står kapitalismen i vejen. Kapitalismen er ganske vist hoppet på den ”grønne” vogn, men det skal kunne betale sig. Profitten skal der ikke røres ved undervejs eller bagefter. Kapitalismens mål er at overleve, selv om det bliver på bekostning af menneskers eksistens. Industrien er den største udleder af drivhusgasser fra produktionen. Industrien kræver tilskud og statsstøtte til grøn omstilling. Aalborg Portland cement-industri er den største enkeltstående CO2-udleder i Danmark. Det går hamrende godt for virksomheden. Danmark, Europa – Vesten bruger mere cement til veje og broer end nogensinde.

Den store udledning af CO2 betaler man sig fra ved hjælp af kvoter. Op imod 80 millioner kr. vil det koste den nordjyske cementproducent i år ved køb af kvoter, der giver ret til, at produktionen må udlede store mængder drivhusgas. Det ser Aalborg Portland ikke som noget stort problem, for pengene kommer jo tilbage fra statskassen, når virksomheden med tiden vurderer sig klar til at investere i ny teknologi, der nedbringer CO2. Kvotesystemet er via medlemslandene etableret i hele EU. Gabet mellem, hvad der burde gøres, og hvad der rent faktisk gøres, har aldrig været større, udtaler en klimaforsker, som har været med til at udarbejde FN’s klimarapport.

Regeringen og EU nøler

Regeringens handlingsplan frem til 2030 er bygget på ”håbet” om ny teknologi, men der skal handles overfor kapitalen med øjeblikkelig lovgivning: Afvikling af den danske svineproduktion, afvikling af olieproduktionen i Nordsøen længe før 2050, et stop for udvidelse af de danske lufthavne, for blot at nævne nogle af problemerne.

Danmark kan ikke redde verden alene, men vi kan gå foran, hvis regering og folketing vil. Klimaproblemerne løses ikke lokalt eller af den enkelte. Kampen for menneskets eksistens i fremtiden er uløseligt bundet sammen med kampen for et samfund, der sætter mennesket før profit, et socialistisk samfund.

Der er mange veje ind i klimakampen, og handling i fællesskaber er den bedste kur mod magtesløshed.

Gør kommunalvalget 16. november til det grønneste nogensinde. Stem på liste R.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk