Leder: Larmende tavshed om EU’s finanspagt
Der ligger 50 milliarder i kommunekasserne! – Vi lader den stå et øjeblik! Befolkningen bliver forholdt vigtig information om, hvad der styrer dansk økonomisk politik. Tavsheden er slående og omfattende. Kun med lange mellemrum, eller slet ikke, optræder den i avisernes spalter; journalister, hvad enten det drejer sig om de trykte medier eller tv, spørger ikke ind til den. Heller ikke borgmestre, der er klemt på økonomien, nævner den. Vi hører heller ikke folketingsmedlemmer gøre rede for den. Og statsministeren omtaler den naturligvis ikke under de jævnlige hurraråb for EU’s lyksaligheder.
Frivillig spændetrøje
Vi taler om EU’s Finanspagt, der betyder, at underskuddet på de offentlige finanser maksimalt må udgøre 0,5 procent af bruttonationalproduktet. I Danmark er Finanspagten omsat til Budgetloven. Den blev tiltrådt under Thorning-regeringen. Måske skulle Thorning bruge en trædesten til en post i EU? Men selvom der er tale om suverænitetsafgivelse i massivt omfang, blev finanspagten ikke bragt til folkeafstemning, og danskerne havde i øvrigt stemt nej til Euro økonomien.
Regeringen var slet ikke forpligtet til at tiltræde finanspagten; alligevel stemte et bredt flertal i Folketinget for en tilslutning. Fra i år bliver finanspagten gjort til EU-lov, som vi dog heller ikke er forpligtet til at lade os binde af. Det vil sige, at vi endnu kan slippe ud af denne økonomiske spændetrøje. Men det vil regeringen ikke!
Unødvendige nedskæringer
Finanspagten har betydet, at skiftende regeringer er bundet til nedskæringer i de offentlige udgifter. De offentlige budgetter forhandles en gang årligt mellem Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Finansministeriet. Forhandlingerne har karakter af diktater. Retter kommunerne og regionerne ikke ind, kan de sanktioneres enten enkeltvis eller kollektivt. De begrænsede midler betyder, at titusinder af offentligt ansatte har mistet deres job, og at velfærden løbende forringes.
Det er her, EU’s Finanspagt og dens danske barn, Budgetloven, kommer ind i billedet. Konsekvensen af forhandlingerne er, at der i kommunekasserne ligger 50 mia., som kommunerne ikke må bruge. Når de svage ældre ikke kan få den hjemmehjælp, de har brug for; og når tusinder af forældre demonstrerer imod de massive nedskæringer i daginstitutionerne, er de, vidende eller uafvidende, i kamp mod EU’s Finanspagt. Fortæller politikerne os dette? Nej, det gør de ikke!
Hvorfor denne tavshed?
Er journalisterne og de lokale politikere uvidende om finanspagtens indgribende betydning for afviklingen af vor velfærd? Eller er der blandt EU-tilhængerne en indforstået overenskomst om ikke at styrke EU-modstanden yderligere? Uanset årsag er tavsheden et demokratisk problem, og set i forhold til valget til Europarlamentet i maj måned, er det fatalt. Befolkningen har krav på at vide, hvordan de opstillede kandidater forholder sig til EU’s stadigt stigende magt over dansk politik. Og lige så vigtigt er det at vide, at vi lige straks har mulighed for at slippe ud af finanspagtens økonomiske spændetrøje.
Et demokrati kan kendes på, at det giver den viden, der er nødvendig for, at befolkningen kan tage stilling på et oplyst grundlag. Det er politikernes ansvar, at dette sker. Men dagspressen har også en forpligtelse i oplysningens tjeneste. En forpligtelse de forvalter overordentligt ansvarsløst. Derfor er det så vigtigt, at Folkebevægelsen mod EU, Liste N, er i parlamentet og videregiver oplysninger om EU til danskerne.