Leder: Medieflop uden virkning

Hvad både valget og de samtaler, der er mellem mennesker viste, er at hovedproblemerne for de fleste er den forringede velfærd. Det gælder sygehusene, hvor for lidt personale skal arbejde for meget og for stærkt, hvor lægerne skal efteruddannes til sekretærer, selvom der er læge-mangel, hvor der er for langt til sygehusene, for dårlige transportmuligheder osv. Og det gælder de elendige forhold, der er for de ældre og det personale, der skal tage sig af dem. Det gælder nedlagte skoler, for mange i klasserne, for få lærere med for lang arbejdstid, for få pædagoger i børneinstitutionerne, og sådan kan man blive ved. Valget viste, at flertallet krævede ordentlig velfærd og gerne betaler skat til det.

Livet i osteklokken

Men den politik var ikke mediernes hovedinteresse. To lysende eksempler viste, at medierne lever i deres egen og politikernes osteklokke. DR havde igen arrangeret ”Demokratiets dag”. Det lykkedes at bruge hele aftenen uden at nævne problemerne i vor såkaldte sundhedssektor, som regionerne er sat til at administrere på statens dikterede økonomiske betingelser.

Angående kommunevalget interesserede kommende konstitueringer og borgmesterkæder langt mere end den politik, kommunalbestyrelserne skal føre. Et andet eksempel var en journalists forbløffede spørgsmål til Odenses genvalgte borgmester, om hvordan han dog havde turdet gå til valg på en politik om ”den upopulære skatteforhøjelse”, der skulle sikre mere velfærd til kommunens borgere. Skat er måske upopulær i osteklokken, men det er den ikke blandt flertallet af befolkningen, når bare den indkræves og går til den velfærd, vi ønsker.

Politik eller personer

Mediernes interesse i personer og konstellationer fremfor politikken har fået de opstillede partier til at spille med på den præmis. Ulidelige rækker af plakater med ukendte smilende eller alvorlige ansigter og ”stem på mig” i stedet for stem på den politik, mit parti eller min liste går til valg på, har erobret det offentlige valgtema og dermed fjernet fokus fra det væsentlige. Det er ikke demokrati, det er afledningsmanøvrer. Og da slet ikke når folk ved og ledes ved, at de smilende ansigter ofte er til fals for gode tilbud og ben, når det kommer til konstitueringerne efter valget.

Og valgresultaterne rundt om i landet viste da også at vælgerne ikke lader sig forføre. Valgplakater er med til at præge stemningen i byerne om, at nu er der valg. Men når medier, med public service krav, bruger sendetid på at lade ”professionelle” diskutere, hvem der laver de bedste, sjoveste, mest originale plakater af ansigterne, frem for den politik de repræsenterer, så er det gået for vidt.

Kommunisterne

Det lykkedes ikke fælleslisten Kommunisterne at opnå valg nogen steder. Det var heller ikke forventet. For arbejderpartier kræves der, at man er forankret i det lokale arbejde og i de lokale bevægelser.

Kommunisterne får ikke megen pressedækning. I hvert fald ikke positiv omtale, og det er ikke noget nyt. Netop derfor ligger der en stor opgave i det daglige arbejde lokalt for flertallets interesser og i vor troværdighed i det brede lokale arbejde.

Det arbejde vil fortsætte, og opgaverne bliver ikke mindre eller lettere, for kommunister er ikke til salg. Og vi træffer ikke beslutninger hen over hovedet på de mennesker, vi repræsenterer og selv er en del af.