Leder: Modstand

[KOMMUNIST nr. 10-23] For præcis halvtreds år siden på dato, da redigeringen af nærværende blad gik i gang, blev den socialistisk-kommunistiske regering i Chile, Folke­enhedsregeringen, styrtet af et militærkup. Den folkevalgte præsident blev dræbt. Bag kuppet stod USA; det var igangsat og styret af CIA.

Verden var i chok. Ellers trofaste USA-lydlande som Danmark tog afstand. Selv Hollywood lavede film, der ikke lagde skjul på USA’s ansvar.

For små ti år siden, i februar 2014, blev Ukraines regering styrtet af et kup. Den folkevalgte præsident blev jaget ud af sit palads og ud af landet. Bag kuppet stod USA; det blev gennemført af ukrainske fascistbander, men var igangsat og styret af CIA.

Verden – i hvert fald den vestlige imperialistiske – jublede. De fascistiske kupmagere blev hyldet som befriere, og den regering, der kom til, da oppositionen – såvel den kommunistiske som den russiskvenlige – var sat ud af spillet, som demokratisk. Og da de russiskbefolkede regioner i syd og øst rev sig løs, var det angiveligt Rusland, der uprovokeret havde angrebet et fredeligt, demokratisk land og besat og annekteret dele af dets territorium.

Selvfølgelig var der forskelle på de to kup. Maidan-kuppet var ikke et militærkup, og de chilenske generaler var ikke erklærede fascister. Allende satte sig til modværge i sit palads, faldt og mindes som folkehelt, mens Janukovitj flygtede ud af landet og er glemt. Folkeenheden i Chile var en revolutionær bevægelse, mens den ukrainske regering før Maidan var kontrarevolutionær – blot ikke kontrarevolutionær nok efter USA’s og fascisternes smag.

Men den forskel, der er mest slående – faktisk skræmmende – er forskellen i reaktion i den imperialistiske verdensoffentlighed. I 1973 var det meget få, om nogen overhovedet, der vovede at tage kuppet i Chile i forsvar, selv om de imperialistiske herskende kredse var godt tilfredse. I dag er det meget få, der vover at kalde kuppet i Kiev for, hvad det var, og betvivle Kiev-regeringens ret til at herske over de territorier, som ikke ønskede at blive regeret af fascister og CIA-håndlangere.

Og dog er de to kup udtryk for det samme: Det er USA, der vil påtvinge resten af verdens sit overherredømme.

Endnu en forskel: I 1973 var der ingen nabolande, der kom Chile til hjælp mod kupmagerne. Den socialistiske verden kaldte tingene ved rette navn, men gjorde ellers ikke andet end at tage mod chilenske flygtninge – hårdt tiltrængt, men ikke en trussel mod kuppet eller mod det amerikanske verdensherredømme. I dag – ja, vi véd, hvad der sker i Ukraine.

Det er ikke, fordi det kontrarevolutionære Rusland er ”bedre”, end Sovjetunionen var, eller fordi den amerikanske imperialisme står svagere end dengang midt i sit nederlag i Vietnam – tværtimod. Det er, fordi Rusland er truet på sin eksistens og var nødt til at gribe ind. Den amerikanske imperialisme er rykket tættere på, ikke mindst på grund af den kontrarevolution, som bl.a. medførte Sovjetunionens opløsning. USA nøjes ikke med at angribe fjerne lande som Chile og Vietnam; i dag fører USA krig i hjertet af Europa.

Det er ikke kun en krig mod Rusland; det er også en krig mod Tyskland, ja mod hele Europa. NordStream-sabotagen viste, hvad USA er i stand til og har vilje til. I det spil er Ukraine kun en lille brik – lille, men nødvendig for imperialismen.

Læren af NordStream er ikke gået de europæiske regeringers opmærksomhed forbi; de slutter i dag alle som en – med enkelte hæderlige undtagelser – op bag USA. Det gør de af frygt – ikke den frygt for Rusland, som de undskylder sig med, men af frygt for, hvad USA kan finde på som det næste.

Derfor står ikke kun Rusland, men hele Europa med ryggen mod muren. Der er kaldt på en modstandskamp over hele kontinentet – en modstandskamp mod amerikansk aggression. Det gælder også vort eget land, hvor meget det end ynder at betegne sig som lille og fredselskende.

Ordet ”modstandskamp” giver associationer til krudt og kugler, til jernbanesabotage og illegale organisationer, men det er ikke det, der er brug for. Denne modstandskamp er politisk. Den gælder den offentlige mening.

Derfor var det en beslutning af verdenshistorisk betydning, Danmarks kommunister traf, da vi for et par uger siden genforenede vore to partier efter mere end tredive års splittelse. Den beslutning har givet os grundlaget for at genskabe det stærke kommunistiske parti, der ene kan føre an i denne modstandskamp – sådan som vi har gjort det før.